Søgeresultater: 27

Forstaa mig: Jeg er ikke den, I tror.
De smukke Eftermiddagsskygger gror.
Jeg er Poeten Cinna. Bange ser
jeg kendte Skygger gro og blive mer.

Med Cinna og andre digte fra 1959 var det ved at være slut med de lyse og lette digte i Frank Jægers forfatterskab.

Stum lå i strandens tørke jeg
begravet.
Een tog mig op og lagde mig i
havet.

Jeg, som lå længe målløs hen i
sandet,
jeg synger nu som goplen gennem
vandet.

Alt kan jeg tale til, og alting
taler.
Med mørke stemmer messer dybets
hvaler.

Så vandrer over mig en færges
skygge.
Se under mig som sølvtøj silde-
rygge.

Alt kan jeg råbe til i sprog og
tunger,
jeg, som har gællemund og stærke
lunger.

Jeg, som på stranden led den stummes
kvaler,
jeg hænger nu på vragets mast og
galer.

Havkarlens Sange udkom første gang i 1956.

Forfatterens frit opfundne og fabulerende "erindringer" fra munter 5-årig til falleret, ung teolog. "Charmen, livslysten, fortælleglæden var dengang uden sidestykke." - Berlingske Tidende.

Frank Jægers radiospil Pastorale udkom første gang i 1964.
 

Frank Jæger blev ved sin debut kaldt "den lyse digter", som besang Naturen og Kvinden og insisterede på det mirakuløse i livet. I efterkrigstidens mørke lyste han op som en livsglad og vital digter med digte om livsudfoldelse og sanselighed. "Alvilda" er fra 1969 .

»Iners traver ubekymret ud i verden, i vadsækken har han kun sin fløjte og sin pibe samt et brød, som han kan spise af så tit det skal være uden at spise det op. Han møder et par andre fløjtespillere og kommer til en kro, hvor han får bønderne til at danse under sommermånen til sit spil. Men da han træffer Ene og hendes besynderlige familie, bliver det klart at han ikke er nogen helt troskyldig efterkommer af de romantiske vandrere. Først afhænder han Enes bror til en dværg. Derpå vrager han Ene selv, som elsker ham af hjertet - hendes eneste forseelse er at hun har forsøgt at lære ham ordentlige manerer - til fordel for den smældfede Sulle So. Og ikke nok med det, han sælger hende til slut for penge. Den som vil vide besked med de dæmoniske sider hos forfatteren, kan henvises til disse afsnit.«

Tage Skou-Hansen

i Danske digtere i det 20. århundrede

"Provinser" består af syv fortællinger fra den danske provins: "Grønne Fingre, graa af Jord", "Arrangøren", "Moffer med Kikkert", "Manden, som ikke turde fryse", "Hunni", "Kone paa Karussel", "Den Spedalske i Skælskør".

Med „Hverdagshistorier“ fra 1951 har Frank Jæger skabt sig et univers, som er hans eget, og hvor han er suveræn. Hjemstedet er det landlige Nordsjælland mellem isefjord og Øresund, og selv om han begynder i Farum, hovedstaden i hans poetiske kongerige, ender han som regel i visionære og groteske fantasier. Blottet for rationalisme skildrer han en tidløs eventyrverden, hvor trolde og hekse, engle og vandhoveder, enhjørninge og digtere optræder side om side med tilsyneladende virkelighedstro personer i skikkelse af skovhuggeren fra Ganløse, postbæreren i Farum, snedkeren i Bastrup, de kongelige på Frederiksborg og mejeristen på Krogvadsdal.

„Frank Jæger har sit helt personlige greb om essaygenren … Poeten i ham giver hans tanker en sproglig kolorit, som må henrykke den modtagelige læser, og dertil kommer glæden over at finde ham selv som solen i sit solsystem.“

– Carl Johan Elmquist

„Jæger har altid haft talent for at mætte ordene med virkelighed. Han gentager f. eks. her på prosa den kunst, han før har bedrevet i poesi: at føre brænde frem på bogens blade med både klang af tør hårdhed og duft af skov og stue.“

– Frederik Nielsen

Frank Jægers radiospil Pelsen udkom første gang i 1964.

Døden i Skoven består af en stor og to mindre fortællinger.

I titelhistorien er den midaldrende skuespiller Cornelius blevet sat på porten derhjemme, fordi hans bedre halvdel fortørnes over hans erotiske sidespring – som sandt at sige ikke skyldes voldsomme lidenskaber, men snarere sløv vane. Hjælpeløs og småforsuttet bliver han af en energisk sagfører-ven sendt på „rekreation“ til et fynsk skovløberhus, hvor han må affinde sig med den påtvungne ensomhed – en helt ny fornemmelse.

Tulte er en fantastisk og vanvittig „hverdagshistorie“, og den længere fortælling Sidste Sommer handler om et meget ungt menneskes ferie i en sommerpension i Nordsjælland og de fristelser han tappert bukker under for i form af spiritus og kvinder.

Idylia fra 1967 er Frank Jægers sidste digtsamling og et hovedværk i forfatterskabet.

Den sarkastisk døbte digtsamling afspejler den personlige krise med opløsning af ægteskabet, skriveproblemer og alkoholmisbrug der var baggrunden for Jægers afsked med Langeland, hvortil han var flyttet i 1954.