Søgeresultater: 19

Mogens Blom fortæller om sin barndom i et årti, der er præget af optimisme, materiel fremgang – og oprør. Det er forandringernes tid, hvor blandt andet fænomener som kvindebevægelse, p-piller, kollektiver og månelanding opstår.

Mogens Blom, født 1956 i Lyngby, forfatter og kandidat i Internationale Udviklingsstudier fra Roskilde Universitet. Debuterede som 27-årig med spændingsromanen Dræbt af en vildfaren kugle og året efter kom Aftenholdet. I 2009 udgav han thrilleren Naboerne fra Bagdad, i 2014 Gidsel i Amman og i 2016 Arven fra Basra.

Med tekster af Hanne Richardt Beck, Mogens Blom, Knud Foldschack, Maria Helleberg, Pia Fris Laneth, Lars Lilholt, Camilla Plum, Isabella Smith, Jes Stein Pedersen, Villy Søvndal og Jesper Theilgaard. Bogen er et portræt af et turbulent årti, som de fleste har en mening om. En række fremtrædende danskere, der alle er født i årene 1950-1960, skriver om deres barndom i 1960’erne – et årti, hvor fænomener som ungdomsoprør, kvindebevægelse, hippier, stoffer, rock’n’roll, Beatles, p-piller, månelanding og James Bond ser dagens lys for første gang.

"En lille lort med fregner" er forfatteren Sven Ørnøs personlige bog fyldt med minder og erindringer fra barndommen, hvori han fortæller om sin opvækst og blandt andet om venskabet med Knud, med hvem Ørnø kastede sig ud i livet med barnlig energi og iver.

Sven Ørnø (f. 1955) er en dansk forfatter, der debuterede med novellesamlingen "Væk, væk, væk" i 1991 og har siden skrevet en vidtrækkende stykke tekster, favnende fra en børnebog til en bog om teaterhistorie. Ørnø er desuden uddannet inden for engelsk og litteraturvidenskab fra Københavns Universitet.

Livet skal leves på solsiden, siger Ole Henriksen, selv om han af alle véd, at det ikke altid er lige nemt. Han kender til trange, men kærlige kår og halve frikadeller fra barndomshjemmet og til at føle sig anderledes end alle de andre. Men han har insisteret på at være ærlig over for sig selv og sine rødder, og det har ført ham vidt. Et ærligt liv er historien om en lille dreng fra Nibe, der ville erobre verden og gjorde det! Fra Nibe over København, Asien og til LA USA, hvor selveste Barbra Streisand en dag lå på briksen foran ham i hans egen klinik.

Nu er det endelig sket. Frem med Othellolagkagen! Min mor er blevet førtidspensionist (…) Jeg lider, derfor er jeg. Der er identitet i lidelse, og det er der mange, der glemmer. I hvert fald er min mor glad for sin nye titel, og hun fortæller det til alle, som gider lytte:-)

Helt ude i hampen er Karina Pedersens personlige rapport fra den danske ghetto-underklasse – der, hvor alle har det til fælles, at de iflg. forfatteren skal bruge en erfaren slægtsforsker for at finde frem til et familiemedlem, der har haft et almindeligt lønarbejde.

Forfatteren skåner ingen, heller ikke sin egen dysfunktionelle familie. Hun skriver om brødrenes endeløse fiaskoer, den pillemisbrugende mor og den fraværende far. En fortælling, hvor det eneste mønster, der brydes, er underklassens evne til at synke dybere, end den burde, fordi de mennesker, vi møder, vælger at gøre sig afhængige af ydelser fra det offentlige, og kun ser sig selv som ofre for tilfældigheder. Skrevet så råt og så sjovt, at man ikke aner, om man skal græde eller grine.

"Mine mange hjem" er Elsa Gress’ hovedværk; en samling af hendes bedste essays og erindringer. Sammen med de følgende bind, "Fuglefri og fremmed" og "Compañia", tegner den en kvindelig og kunstnerisk vækstproces fra barndommens nomadetilværelse over læreårene til livet som skribent og åndelig jordemoder i de miljøer, hun sammen med sin mand, den amerikanske maler Clifford Wright, skabte i deres "decentre" i Glumsø på Sjælland og Marienborg på Møn. "Mine mange hjem" er centreret omkring forfatterens omtumlede og begivenhedsrige barndom og ungdomsliv frem til studentereksamen.

"Erindringer" er skuespiller Julie Sødrings personlige beretning om sit liv og sit arbejde bag og på scenen, fortalt til hendes søn, juristen M. F. Sødring, der udgav erindringerne efter hendes død. Som født ind i en skuespillerfamilie, var hun allerede som barn stærkt optaget af dramatik og kunstnerisk optræden, og lærte sig tidligt skuespilkunsten ved at iagttage tidens fremtrædende skuespillerinder. Ud over at være af særlig teaterhistorisk værdi er erindringsværket et interessant lokalhistorisk blik på 1800-tallets København.

"Optegnelserne på de følgende sider omfatter groft tiden fra mit 15. år til maj 1945, første etape af mit liv. De blev nedskrevet under et ophold som u-landsfrivillig i Mzumbe, Morogoro, Tanzania, vinteren 1968/69. Om det nu har været afstanden hjemmefra, mødet med østafrikansk kultur og mennesker, eller visse personlige skuffelser hjemme, der satte mig i gang, er svært at sige. Jeg følte trang til at gøre en art status over den brogede tilværelse, jeg havde ført. – Ditte Cederstrand, Bogø i oktober 1983" Ditte Cederstrand (1915-1984) var dansk forfatter. Hun voksede op i Hellerup, nord for København og uddannede sig blandt andet til korrespondent ved Handelshøjskolen. Ditte Cederstrand flyttede til Tyskland i 1938 og oplevede rædslerne ved det nazistiske regime og krigen på nærmeste hold. I 1944 rejste hun tilbage til Danmark og kort efter begyndte hendes politiske engagement at blomstre. Cederstrands kommunistiske overbevisninger prægede i høj forfatterskabet, og hun er således også mest kendt for serien om "De uspurgtes historie" - et værk i syv bind, som handler om arbejdernes vilkår og historie. Ditte Cederstrand var stærkt influeret af forfattere såsom Martin Andersen Nexø, Hans Kirk og Hans Scherfig.rnDitte Cederstrand opnåede at modtage Statens Kunstfonds livsvarige ydelse i 1979 samt et stort antal priser og øvrige hædersbevisninger for sit forfatterskab.

Villy Sørensen om sit eget liv og forfatterskab, om forudsætninger og arbejdsmetoder, funderinger og inspirationskilder og forfatterkolleger.

Det er en bog, der hylder ærligheden og rummeligheden. En bog til drømmerne, til synderne og til alle, der engang imellem har brug for, at nogen siger: Det er ok.

BARN AF MIN TID er en erindringsbog og en dagbog fra Hitlertiden. Dens hovedtema er imidlertid ikke nazismens rædsler og grusomheder, men beretningen om en emigration der gik godt og en barndom, hvor truslerne kun usynligt var til stede. Bogen giver et livligt billede af en akademisk og musikalsk dommerfamilie i Hamborg. Alt er tryghed – indtil 1933, hvor Maria er 7 år gammel. Med ét er alt forandret: emigration til Danmark, et nyt sprog, en ny verden. Og socialt en tilværelse i økonomisk afhængighed. Men for pigen Maria betyder emigrationen også alt det spændende og nye: en ny skole, danske salmer, Siegfried og Gøngehøvdingen i én lystig blanding. Efter 9. april 1940 trækker det sammen på ny. Familien Marcus kommer efter en dramatisk men vellykket flugt til Sverige. Et ophold, som kommer til at vare to år og som i bogen beskrives detaljeret gennem faderens og den 17-årige Marias egne dagbogsoptegnelser – en ung piges dagbog om at være dansk flygtning i Sverige, nye venner, ny poesi, det første kys og hvad dermed fulgte.

BARN AF MIN TID er en bog om, hvordan det opleves at blive rykket op med rode i en tidlig alder – og mærke hvordan det er at skyde nye rødder.

En bog om kultursammenstød på godt og ondt. Om at være fremmed.

Men først og fremmest er BARN AF MIN TID et selvportræt af en ung pige, der kæmper stædigt for at finde kærligheden og meningen med livet og sig selv – det store @»J@« i passet: hvad vil det sige at være jøde?

Elisabeth Møller Jensens ”familiehistorie” handler først og fremmest om hendes mor, Gudrun. Hun var en højtbegavet kvinde, charmerende, udadvendt, men også med et vanskeligt og lidenskabeligt sind, som hun fik sværere og sværere ved at styre. Allerede som ganske ung blev hun indlagt til psykiatrisk behandling, efter et passioneret forhold til en tysk soldat under krigen blev hun gift med den arbejdsomme og retsindige bagersvend, Tage, og med ham fik hun fire børn, hvoraf Elisabeth er det ældste.

Det gik så som så med den bagerforretning i Lemvig, som Tage købte; det endte med at han gik fallit med den. Han fik arbejde på Cheminova, og samtidig blev det værre med Gudruns tilstand, som ikke blev bedre af, at hun udviklede et massivt medicin- og alkoholmisbrug. Det måtte nødvendigvis gå ud over både mand og børn, som med skræk og fortvivlelse var vidner til Gudruns deroute. Hun døde som 53årig, i 1975.

Elisabeth Møller Jensen fortæller denne historie uden formildende omstændigheder, og den får ikke mindst sit stærke og autentiske præg af de citater fra breve og dagbøger, hvori moderen fortæller om sin tilstand, om sin angst, ikke mindst for at gøre sine børn fortræd, om sin kærlighed til sin mand og om sine vanskeligheder ved at leve det helt almindelige liv.