Søgeresultater: 10

Aakjær er ikke blot Jens Vejmand og Jeg er Havren ... selvom hans prosa nu kendes mindre end hans lyrik. I Vadmelsfolk, denne vidtfavnende samling fortællinger (noveller), har vi hans fortællekunst i fuldt flor. Selv søn af en bonde i små kår og med start som hyrdedreng var og forblev han fortaler for de små i samfundet, med inderlig indlevelse, dyb forståelse og indigneret kritik – og med et vågent blik og en rammende replik for både den ubevidste og den tilstræbte komik.

Jeppe Aakjær debuterede som lyriker i 1899 med "Derude fra kærene". Her finder man det digt, der nok er hans allermest kendte - Ole sad på en knold og sang. Men man finder også digte, der ikke er blevet kendte, men kunne fortjene at blive det som "Dødsramt", der begybder: Naar Hvalen rammes af Harpunens Tand, da flygter den med opspilt Mund fra Land. Mod Dybet jager den i Vé og Vaande og løfter kun sit Hoved for at aande. En del af ungdomsdigtene i "Derude fra kærene" blev kasseret af Aakjær, da han skulle udgive sine samlede digte, og nogle af dem har næppe været optrykt siden den i dag sjældne og kostbare debutbog udkom. Men her er alle digtene med i samme rækkefølge som i den oprindelige bog.

Aakjær er ikke blot Jens Vejmand og Jeg er Havren ... selvom hans prosa nu kendes mindre end hans lyrik. I Vadmelsfolk, denne vidtfavnende samling fortællinger (noveller), har vi hans fortællekunst i fuldt flor. Selv søn af en bonde i små kår og med start som hyrdedreng var og forblev han fortaler for de små i samfundet, med inderlig indlevelse, dyb forståelse og indigneret kritik – og med et vågent blik og en rammende replik for både den ubevidste og den tilstræbte komik.

I et sanseligt samspil med naturbeskrivelser af Limfjordens vitalitet og energi fortælles historien om kærlighedsforholdet mellem godsejersken Frøken Saltbæk og en ung storbydigter. Et forhold, hvis indre og ydre drama tydeliggør konflikterne mellem by og land, mand og kvinde og mellem tradition og frigørelse. Jeppe Aakjær (1866-1930) er kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede og optaget af at skildre menneskets større sammenhæng med og afhængighed af naturen. Altid i et letforståeligt sprog og undertiden endog på dialekt. Men Aakjær var i virkeligheden en politisk forfatter. Arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår, men også i forsøget på at få gamle traditioner til at spille sammen med den moderne verdens præmisser. Aakjær var en del af Den jyske bevægelse, som opstod i starten af 1900-tallet, og hvis medlemmer netop var engageret i at beskrive livsvilkårene på deres hjemstavn – med en hidtil ukendt grad af realisme og sanselighed. Deres mål var at undersøge og beskrive forholdet mellem menneskets sociale betingelser, samspil med naturen, arvemæssige dispositioner og tilfældigheder for at kortlægge den retning, et menneskeliv tager.

Arbejdets glæde er en socialt og politisk engageret skildring af bondesønnen Vistis, der overtager den gård, han tjener på. Her får han mulighed for på grundlag af og med respekt for det traditionelle bondeliv at tage del i tidens nye tanker og reformer og derigennem forbedre forholdene på landet.

Fjandboer. Fortællinger fra Heden" fra 1901 indeholder fire jyske historier fra Fjand Herred: "Dødsfjender", "Eros og bierne", "Da lampen tændtes" og En omløber". "Da lampen tændtes" er nok den mest kendte af dem. Den handler om en bondefamilie på heden, der engang i 1880'erne beslutter sig til at anskaffe en petroleumslampe i stedet for at nøjes med tællelys, som de lavede af tælle fra deres egne får. Aftægtsmanden Gamle Anders mener, at det er helt unødvendigt med den slags tant og fjas, og bonden Søren synes nu også, det kan vente lidt - men hans kone Trine vil have en moderne petroleumslampe, og så bliver det sådan. Men det skal vise sig ikke at være så enkelt endda. Blandt andet skal der jo hældes petroleum på den, før den virker.

Jeppe Aakjærs digtsamling "Den sommer og den eng" fra 1910 indeholder digte på jysk - med ordforklaring - digte om bondens liv i egnen omkring Karup og hyldestdigte til Drachmann, Bjørnson og en mejerist fra Jebjerg. Digte om høhøst og svineslagtning og to unge, der finder hinanden. Der er en frodighed, et overskud og en livsglæde i disse vers. Det er også her, man finder digtet "Mors rok": Lul luk, rokken går.

I digtsamlingen "Muld og malm" fra 1909 er Jeppe Aakjær stærk og myndig i sine sociale og politiske digte. Slutlinjerne til Aakjærs digt til den socialdemokratisk presse er manende: Du være den fattiges værner, du være den riges ris! Da får du ej ordner og stjerner, men bævende læbers pris. Aakjær kæmper for ret og retfærdighed, for kvindernes valgret, for at de unge skal have en stemme, for tyende og landarbejdere. Og hans hjerte banker også for dyrene, han tager harens parti mod jægerne: Jeg lider ej det fejge, skumle Knald, der bringer fattigt Dyr til Død og Fald; og derfor raaber jeg til «Jenle»s Harer: Bliv smukt hos mig, her lurer ingen Farer! Blot I paa eders lange, laadne Bagben kan naa min Skjelgrøft bag de røde Tagsten, da skal I gaa paa «Jenle»s Kløvermark saa trygt som hist engang i Noæ Ark!

Jeppe Aakjærs sociale romaner førte rent faktisk til sociale reformer. Litteraturen kunne få politisk virkning. I "Vredens børn" skildrede han landproletariatets fortvivlende arbejdsvilkår. I "På aftægt" tager han et andet ret upåagtet socialt problem op: Når en bonde og hans kone kom op omkring de halvfjerds år, overdrog de tit gården til en søn og gik på aftægt. For mange kom det til at betyde et kummerligt liv, hvor de blev skubbet til side og undertiden sultet eller mishandlet. I nogle tilfælde blev de koldblodig myrdet af deres børn, der syntes, de var til besvær.

Aakjær er ikke blot Jens Vejmand og Jeg er Havren ... selvom hans prosa nu kendes mindre end hans lyrik. I Vadmelsfolk, denne vidtfavnende samling fortællinger (noveller), har vi hans fortællekunst i fuldt flor. Selv søn af en bonde i små kår og med start som hyrdedreng var og forblev han fortaler for de små i samfundet, med inderlig indlevelse, dyb forståelse og indigneret kritik – og med et vågent blik og en rammende replik for både den ubevidste og den tilstræbte komik.