Søgeresultater: 52

Anden verdenskrig raser. I "Det skal vi huske dem" følger vi to arbejderfamilier i henholdsvis Tyskland og Danmark, der på hver sin måde forsøger at kæmpe mod nazistyret, og hvor konsekvenserne af deres indsatser er meget forskellige.
Ved bogens afslutning er krigen også ved at få sin, men det der er tilbage af tilværelsen, hverdagen og Tyskland synes at være en ugenopbyggelig ruin. Hvordan skal de komme tilbage til livet? Ditte Cederstrand (1915-1984) var dansk forfatter. Hun voksede op i Hellerup, nord for København og uddannede sig blandt andet til korrespondent ved Handelshøjskolen. Ditte Cederstrand flyttede til Tyskland i 1938 og oplevede rædslerne ved det nazistiske regime og krigen på nærmeste hold. I 1944 rejste hun tilbage til Danmark og kort efter begyndte hendes politiske engagement at blomstre. Cederstrands kommunistiske overbevisninger prægede i høj forfatterskabet, og hun er således også mest kendt for serien om "De uspurgtes historie" - et værk i syv bind, som handler om arbejdernes vilkår og historie. Ditte Cederstrand var stærkt influeret af forfattere såsom Martin Andersen Nexø, Hans Kirk og Hans Scherfig.nDitte Cederstrand opnåede at modtage Statens Kunstfonds livsvarige ydelse i 1979 samt et stort antal priser og øvrige hædersbevisninger for sit forfatterskab. nn

Året er 1945. Den verdenskendte digter og Nobelpristager, Knut Hamsun, arresteres, stilles for retten og straffes som lansforræder i en alder af næsten 90 år. Dramaet blev fulgt af verdenspressen, men dets baggrund forblev ukendt. Var den digter, alle elskede, virkelig nazist? Hvorfor opsøgte han Hitler midt under krigen? Hvilke dunkle forhold i hans privatliv spillede ind?.

Processen mod Hamsun bygger på 3 års intensive kildestudier. Thorkild Hansen har haft adgang til de klausulerede dokumenter i Norges Riksarkiv og mere end 300 utrykte breve fra Hamsun og hans kone, ligesom han har fundet en hemmelig dagbog, som Hamsun førte, mens han sad indespærret på en psykiartisk klinik.

Bogen beskriver for første gang historien om den danske nazistiske terrorgruppe Schiøler-gruppen, der fra slutningen af 1944 og frem til kapitulationen i maj 1945 arbejdede for den tyske besættelsesmagt og bistod det berygtede Hipokorps i den væbnede kamp mod modstandsbevægelsen. Hvad ansporede disse mænd til at gribe til våben mod landsmænd? Og hvorfor udviklede gruppen sig så radikalt, at den til slut benyttede sig af både likvideringer og tortur?

Den helt centrale drivkraft bag Schiøler-gruppens mange likvideringer var hævnen. I takt med at kampen mod den nazistiske besættelsesmagt og dens danske håndlangere intensiveredes i den sidste del af besættelsen, begyndte modstandsbevægelsen i stigende grad at foretage de såkaldte stikkerlikvideringer. Denne udvikling berørte også Schiøler-gruppen personligt, da både venner og bekendte samt et enkelt medlem af gruppen blev dræbt af modstandsfolk. Schiøler-gruppen svarede igen, og en vendetta-lignende konflikt udspillede sig mellem terrorgrupperne og modstandsgrupperne.

Schiøler-gruppen var i mindre grad, end man hidtil har antaget en integreret del af det tyske terrorapparat. Gruppen havde i stedet deres helt egen agenda og gik endda ofte bag om ryggen på de tyske myndigheder. I stedet for at afspejle den nazistiske modterrors vilkårlighed var Schiøler-gruppens likvideringer i langt højere grad rette snævert mod medlemmer af modstandsbevægelsen. Hermed adskilte Schiøler-gruppens sig markant fra dens mere kendte pendant, Peter-gruppen, der ofte begik drab på tilfældige og ganske uskyldige danskere.

Derfor spørger forfatterne til slut, om det overhovedet er rimeligt at betegne Schiøler-gruppen som en "terrorgruppe". Aktionerne gik aldrig ud over sagesløse, hvilket ofte er en afgørende del af definitionen på "terror". Skulle man i stedet betegne Schiøler-gruppen som en selvtægtsgruppe? Og havde den således visse fællestræk med den hårde kerne i modstandsbevægelsen?

Gennem et hidtil delvist ubenyttet kildemateriale fortæller forfatterne historien om Schiøler-gruppen. Efter kapitulationen blev gruppens medlemmer retsforfulgt og gruppens chef samt den næstkommanderende – Ib Gerner Ibsen og Helmut Mortensen – blev henrettet den 25. november 1949. Bogen indeholder personkarakteristikker og beskriver mange af de dramatiske aktioner, som Schiøler-gruppen stod bag.

Flemming Helweg-Larsen var frivillig i SS - ikke som frontsoldat, men som Kriegsberichter, altså krigskorrespondent. Han blev som den første dansker efter krigen henrettet den 5. januar 1946, ikke for sin "indsats" på Østfronten, men som en del af det trekløver, der myrdede redaktør Clemmensen. Det er det samme mord, som SS'eren Søren Kam også blev tiltalt for, og som Søren Fauli i 2004 lavede filmen Min morfars morder om.

Da Flemming Helweg-Larsen sad i Vestre Fængsel under retssagen imod ham, skrev han sin beretning om sin tid på Østfronten, drabet på redaktør Clemmensen og retssagen imod ham. Denne beretning er spektakulær af flere årsager:

• Han var den første, der blev henrettet i retsopgøret efter 2. Verdenskrig efter lange principielle diskussioner i Højesteret. Sagen var fra første færd stærkt kontroversiel, fordi man frygtede, hvordan retsopgøret kunne udvikle sig, hvis han kunne henrettes for et enkelt mord, der måske oven i købet var et affektmord.
• Fordi han som krigskorrespondent kom rundt overalt på Østfronten fra den finske vinter til Stalingrad osv. og kan berette om dette, så man får et levende indtryk af krigen.
• Fordi han var en trænet forfatter, og bogen derfor er velskrevet.
• Fordi vi får beretningen om Clemmensens drab.
• Fordi vi her hører om retsopgøret fra tabernes side.
• Fordi dette manuskript har ligget gemt hos familien og aldrig har været offentliggjort før - heller ikke i bidder.

En beretning som denne er forståeligt nok et forsvarsskrift. Flemming Helweg-Larsen underspiller sin egen skyld, og specielt hans beretning om tiden efter 5. maj 1945 er stærkt apologetisk og aggressiv. Derfor er bogen udstyret med to forord og et noteapparat ved:

• Professor i retshistorie Ditlev Tamm, der gennemgår retssagen imod FHL og kommer med en del nyt stof, han ikke kunne publicere i sin egen bog om Retsopgøret, da materialet dengang var klassificeret. Det drejer sig om diskussionerne i Højesteret om dødsstraf. FHL's sag ville jo - som den første - give præcedens. og der var langtfra enighed dommerne imellem. Hans forord bliver altså både en gennemgang af den specifikke sag, en diskussion om Retsopgøret generelt og ikke mindst dødsstraf i det hele taget.
• Historiker og leder af Frøslevlejren Henrik Skov Kristensen, der gennemgår den historiske baggrund for beretningen (Frikorps Danmark osv.) og laver noter til bogen, så man kan skelne løgn fra sandhed.

Hun blev døbt Anna Marie Christensen. I sit videre livsforløb benyttede hun mere end ti forskellige navne, de fleste dæknavne for hendes rolle som stikker for Gestapo. Det kendteste var »Jenny Holm«. Kamæleonen er hele historien om Jenny Holm (1916-1999), kvinden, der mod krigens slutning skiftede side. Det er historien om hendes talrige ofre og elskere, om den sexfikserede retspsykiater, hun betroede sig til, den inhabile dommer, der dømte hende, og om ægtemanden, der i 50 år var uvidende om hendes fortid. Efter retsopgøret og nogle års afsoning formåede Jenny Holm at skjule sin nazistiske fortid for omverdenen, og hun skabte sig en helt ny identitet og en strålende karriere i København som kendte menneskers yndlingshealer. Henrik Werner Hansen har i sin research til bogen gransket historiske dokumenter og eksisterende litteratur og fra familie og bekendte
til Jenny Holm indhentet oplysninger, der ikke tidligere har været
offentliggjort. Henrik Werner Hansen (f. 1944) er uddannet jurist fra Københavns Universitet. I mere end 35 år har han arbejdet i politi- og anklagemyndig-heden – i perioden 1980-2005 som chefanklager ved politimesterembedet i Kolding, hvor han i 2006 blev konstitueret som politimester. Efter at være blevet pensioneret har Henrik Werner Hansen foruden at holde foredrag og skrive bøger og artikler arbejdet ved Kolding Politimuse-um. Der var her, han for alvor fattede interesse for sagen Jenny Holm.

Da 2. verdenskrig sluttede i 1945, opstod der hos de fleste danskere et spontant ønske om et opgør med ‘de fem onde år’. Et ønske om at afreagere. Disse stærke følelser i befolkningen blev til fulde imødekommet i "De røde enge" – bogen fik en fantastisk modtagelse. Og senere blev også filmen under samme navn en øredøvende succes med skuespilleren Poul Reichhardt i hovedrollen.

De røde enge er en ægte modstandsroman om unge danskere i kamp mod tysk vold og overmagt. Ved hjælp af dødsensfarlige sabotageaktioner søger en lille, desperat gruppe frihedskæmpere at befri Danmark fra nazisternes åg. Men De røde enge er mere end blot spænding – den er et studie i psykologisk forståelse for mændene bag krigens barske håndværk.

Så længe der er krig i verden, lige så længe vil De røde enge forblive brændende aktuel! Ole Juul (1918-2009) var en dansk journalist og forfatter, der arbejdede som korrespondent i Norge, Finland og Tjekkoslovakiet under 2. verdenskrig. På grund af sit arbejde for modstandsbevægelsen måtte Juul i 1943 flygte til Sverige, hvor hans første bøger blev udsendt. Juul bevægede sig inden for mange forskellige genrer lige fra serien af drengebøger om Jesper til rejselitteratur og voksenromaner.

"Neden for klitrækken falder Vesterhavets aldrig ophørende bølgeslag mod stranden, hiver og slider i den sandede kyst under tunge suk; men ellers er her stille."

Stilhed før et stort slag lyder altid særligt stille, og sådan er det også i dette tilfælde. Natten mellem den 29. og 30. august 1944 oplevede nordjyderne nemlig et voldsomt slag i luftrummet ovenover dem.

I "Mørkets vrede" skildres det barske slag i seks afsnit, hvor synsvinklen skifter mellem set både tyskere og britere, piloter og landjordens lytteposter.

Historien om en ung frihedskæmper, som under den tyske besættelse hjælper jøder over Øresund fra Nordsjælland til Sverige og begår sabotageangreb mod værnemagerfabrikker. Han må have et øje på hver finger for ikke at blive fanget, for det viser sig hurtigt, at de største fjender sjældent er tyskerne men de danske medløbere og opportunister, som vil benytte enhver lejlighed til at stikke modstandsfolk og fedte sig ind hos værnemagten.

"Efterhånden som vi kom nordpå, gik vi ud fra den svenske kyst, og lysene gled bort bag os. Nu stod de og så ud i mørket, hvor vi andre var forsvundet. Og på den danske kyst stod andre og ventede ..."

Hans Jørgen Lembourn (1923-1997) var en dansk forfatter, journalist og politiker. Lembourn debuterede som skønlitterær forfatter i 1950 med romanen "Sandhedens forbandelse". Inspirationen til romanens handling fandt han i Den Græske Borgerkrig (1946-1949), som han tidligere havde dækket i jobbet som journalist. I en længere årrække sad han i Folketinget for Det Konservative Folkeparti (1964-1977), var formand for Dansk Forfatterforening (1971-1981) og sad i Dansk Kunstråd (1978-1987).

Hans Jørgen Lembourns forfatterskab består af fiktionsværker såvel som essays.

En fortælling om dansk ungdom under besættelsen. Holger trækkes ind i en sabotagegruppe, der ledes af den effektive Christian - men samtidig forelsker han sig dybt i Christians kone, Gerda. Modstandskampen beskrives med en intens spænding, der dog ikke overskygger, at DE NØGNE TRÆER er en af Danmarks helt store kærlighedsromaner.

DE DØDE OG DE LEVENDE er en roman om krig og kærlighed, om skyld, forræderi og begær. Den følger en gruppe modstandsfolk i København 1943-50. Deres hemmeligheder, løgne og drømme. Stilheden efter kampen, den svære fred.

I 1943 ligger besættelsen tungt over Danmark. Det unge kærestepar Ebbe og Karen er sammen med nogle andre jurastuderende gået ind i modstandsarbejdet. Lederen, faldskærmsagenten"Herbert", presser dem til stadig farligere aktioner. En aften går det galt: To fra gruppen bliver dræbt, og Ebbe må flygte til Sverige.

I Sverige optages Ebbe i Den Danske Brigade, den hemmelige eksilhær der træner i de øde skove. De bliver et par lange, barske og iskolde vintre, og da Ebbe og Karen endelig genforenes i maj 1945 er alt forandret. De døde modstandskammerater spøger, og det er ikke alting der tåler dagens lys. Mens Ebbe og Karen prøver at opbygge en lille familie, driver "Herbert" rundt i efterkrigstidens København, på jagt efter eventyr der kan matche spændingen fra sabotageaktionerne.

"Hjerterfri" er historien om fem voksne søskende og deres tre kusiner, og deres liv og skæbne mellem 1931-45. Romanen er den selvstændige fortsættelse til "Døtre og elskerinder" og "Søstre og brødre" og udgør trilogiens sidste bind.

Birgitte Livbjerg (f.1940) er en dansk romanforfatter, digter, dukkeføre, scenograf og teaterinstruktør. Hun blev født på Frederiksberg og voksede op i Kgs. Lyngby nord for København. Hun har gået på både Kunsthåndværkerskolen og Kunstakademiet i Paris, og har en uddannelse som scenograf og instruktør fra Statens Scenekunstskole (tidl. Statens Teaterskole). Hendes engagement i dansk teaterliv er meget unikt, da hun i flere år arbejdede som dukkeføre ved børneteateret Det Lille Teater i København. Birgitte Livbjerg debuterede som digter i 1978 og som romanforfatter i 1983.

Birgitte Livbjerg har modtaget adskillige arbejds- og rejselegater fra Statens Kunstfond i løbet af sin karriere.