Søgeresultater: 2

I De ny tidertræffer vi alle mennesker igen, som vi lærte at kende og holde af i „Daglejerne“… først og fremmest den rødhårede Cilius, den storkæftede Cilius, der evindeligt praler af at have slået en mand til „krevl“, den vældige Cilius, der er fagforeningsformand og med alle sine dundrende fejl er selve underklassens oprørske ånd. Ham er det, der bærer bogen.
Og om ham er det, at romanens største begivenheder naturligt grupperer sig. Først strejken på cementfabriken, en strejkeskildring, som ikke ligner nogen anden i litteraturen, for her er det ikke vold og sabotage, der fråses i; her er det arbejdernes evne til at sulte, der beundres, og deres urokkelige optimisme, der fejres. Så er det oprettelsen af en brugsforening, så opførelsen af en forsamlingsbygning, og endelig verdenskrigen.

Hans Kirks tidlige roman Daglejerne udkom første gang i 1936. Romanen skildrer et gammeldags bondesamfunds udvikling til moderne industrielt samfund. Hovedpersonerne er en gruppe landarbejdere, deres hustruer og børn, omgivelserne landsbyen med dens store og små gårde, købmandshandel, kirke og kro. Udefra kommer missionen og søger at hverve tilhængere, men det bliver anlæggelsen af en cementfabrik i sognet, der bringer den store omvæltning. Med den følger nye typer, både arbejdets rodløse landsknægte og organiserede fagforeningsfolk, et nyt tempo og økonomiske forskydninger.

Hans Kirk viser her ligesom i »Fiskerne« sin evne til at skildre en rigdom af vidt forskellige mennesker, så de kommer til at stå læseren fortroligt nær …