Søgeresultater: 31

Under besættelsen havde børn, trods de urolige tider, masser af udfoldelsesmuligheder. De kunne færdes trygt på gader og stræder, på marker og byggetomter, i skov og ved strand. De var altid ude, og der var nok at tage sig til. De kunne føre krig mod drengene fra de andre gader, bygge huler på ubeboede steder og i det hele taget leve en tilværelse uden for hjemmet, som de voksne ikke kendte noget til. Det havde de også brug for, da kravene til den tids børn var mange og store, og opdragelsesmetoderne var ikke altid lige blide. Derfor blev den frihed, som de kunne tilvende sig, også virkelig frihed – en frihed, som vore dages institutionsbørn måske ikke har. Under alle omstændigheder var det en inspirerende tid, der satte varige spor for resten af livet.

Bogen er Henry J. Smiths farverige beretning om et begivenhedsrigt og udfordrende livsafsnit.

Uddrag af bogen
Mit sværd var det mest frygtede i byen. Det var ganske vist lang tid siden, det havde lynet, men Lorte-Lars kunne garanteret godt huske det.En overgang havde næsten alle gader en hær, og soldaterne havde enten en lanse eller et sværd, som var lavet af et stykke træ, som de -havde de stjålet eller købt på det store savværk i Havnegade. Erik havde kun en lanse; den var til gengæld næsten tre meter lang. Det var en stang, han havde fundet nede ved stranden, og med den – og når man samtidig tænkte på, hvor lang han selv var – var han en modstander, som ingen kunne komme ind på livet af. Det ville være umuligt for Lorte-Lars og hans hær at trænge ind i gården gennem den smalle port; det kunne de godt opgive. Problemet var bare at få dem til at angribe os gennem porten i stedet for bare at erobre Prærien, som var et ret bredt, fladt område, som det var let at komme ind på.

Om forfatteren
Henry J. Smith er født 1930 i Cleethorpes, Lincolnshire, England. Han har boet i Danmark siden 1937, først i Frederikshavn og siden 1959 i Kalundborg. Uddannet journalist. Han har skrevet tv-spillene Arseniktimen (1970), Javel, hr. bøddel (1973) og Nedrykning (1978). Han er desuden forfatter til en række bøger om bl.a. fodbold, pressehistorie og nordjysk lokalhistorie.

Året er 1943. Tyske soldater marcherer i Danmarks gader, og seksårige Johna oplever for første gang, at hun er forkert. Hun er forkert, fordi hendes mor er jøde. Hun er forkert, fordi hun mangler sin venstre hånd. Og hun er forkert, fordi hun viser frygt og stiller for mange spørgsmål. Snart hober hemmelighederne sig op, og Johna får svært ved at holde styr på, hvad sandheden er – og hvem hun er. Alt dette misterdog sin betydning, da hun må flygte for sit liv, skjule sig i bunden af en fiskerbåd og forlade sit land. Den røde paraply er en sand historie skrevet af en usædvanlig kvinde. Efter krigen flyttede familien til USA, hvor Johna mange år senere forfattede sine erindringer i The Red Umbrella. Bogen har rørt og engageret sine engelsksprogede læsere, som blandt andet har sammenlignet Johnas historie med Anne Franks. Nu kan bogen for første gang læses på dansk.

Som tre-årig blev hun smuglet ud af en polsk koncentrationslejr – som jødisk barn voksede hun op hos kristne plejeforældre under nazisternes besættelse og genfandt sin mor. Den polske forfatter, Janina Katz, der i 1969 emigrerede til Danmark, fortæller i "Mit liv som barbar" om sin barske opvækst i Polen og de fragmenterede erindringer om sin slægt og dennes skæbne. Den polsk-fødte og jødiske oversætter, litteraturanmelder og forfatter Janina Katz (1939-2013) har et omfattende dansk forfatterskab bag sig. Med en magisterkonference i polsk litteraturhistorie og sociologi og oplevelserne fra 2. verdenskrig i bagagen kom hun til Danmark i 1969. Hun debuterede 22 år senere, som 52-årig, med en digtsamling. Temaerne i forfatterskabet spejler hendes tilværelses brud, tab og uforløste drømme, mens traumerne behandles med en sjældent rå humoristisk lethed.

Dorthe Emilie Røssell var seks år, da anden verdenskrig brød ud. I flere år var lille Dorthe og hendes dukkevogn kurer for farens modstandsgruppe, indtil faren og moren blev arresteret en lun Sct. Hansaften i 1944 af Gestapobødlen Ib Birkedal Hansen. Grædende spørger den lille pige, hvornår hun vil få sin far at se igen. Hvortil Birkedal svarer: Hvis han ikke er kommet tilbage inden for en time, har jeg stillet ham op ad en mur og skudt ham. "En enestående beretning." Berlingske Tidende 5 ***** "Oplagt til undervisning." Folkeskolen.

"Jeg husker det, som var det i går. Vi sad inde i stuen, som vi altid gjorde om vinteren, og jeg spurgte, om han nogensinde havde skudt en mand.

"Ja, én," svarede han.

"Nej, har du?!" råbte jeg ivrigt.

"Hvordan ved du, at det var dig, der skød ham?"

"Jo, for jeg sigtede på ham."

"Næh. Var det sådan, at enten gjaldt det ham eller dig, at hvis du ikke havde ramt ham, havde han skudt dig?"

Jeg sad på hans skød med armene om hans hals og hoppede af iver, men pludselig tabte han besindelse og råbte op.

"Gynther, lad da for satan være med at spørge så meget.""



Gynther Hansen fortæller om sin barndom i grænselandet i Sønderjylland, der kort efter at være blevet en del af Danmark blev besat af nazisterne sammen med resten af landet. Han fortæller om sin splittede familie, om faren, der oplevede så frygtelige ting i de tyske skyttegrave under 1. verdenskrig, at han aldrig helt formåede at snakke om dem, om halvbroren Lorenz, der under 2. verdenskrig lod sig friste af tyskernes løfte om hurtige penge, mens han selv holdt fast på sin danske identitet.



Gynther Hansens erindringer fortsætter i bogen "Endnu et bette nyk". Gynther Hansen (1930-2014) voksede op i en tysksindet familie i Varnæs nær Aabenraa i Sønderjylland. Op til og under Anden Verdenskrig sympatiserede hans far og hans storebror med Hitler og nazismen, mens Gynther Hansen selv valgte danskheden. Denne splittelse kom til at fylde meget i hans senere forfatterskab.

Når løget skrælles er den tyske forfatter Günter Grass' stærkt omdiskuterede erindringsbog. Grass levede 1927-2015, og bogen udkom oprindeligt på tysk i 2006 og på dansk i 2007. I en stadig vekslen mellem fortid og nutid, klarhed og tvivl bevæger forfatteren sig fra de smertefulde krigserindringer om bl.a. tiden i Waffen SS over tilblivelsen som billedkunstner, til han bryder igennem som romanforfatter med Bliktrommen.

”Senere sad jeg på armen af en af de voksne og så fra dagligstuevinduet hos min mormor og morfar, at tyske soldater kom gående – og som min far sagde: ’De kom kørende hertil, men måtte gå hjem!’” Ingelise Schmidt, 4 år under Befrielsen

Claus Lembourns seneste bog har undertitlen ”Erindringer om en familie under Besættelsen”. Det afsluttende ord står med stort, fordi besættelsen trængte sig på og krævede stillingtagen. Tilværelsen blev sort/hvid. Der var venner og fjender. Men for den lille Claus var det ikke så let. Med en tyskfødt mor, der tog afstand til nazismen, men ikke formåede at favne sine sønner, og med en så meget desto mere elsket stuepige, der gik i byen med repræsentanter for besættelsesmagten, blev drengen forvirret. Han søgte støtte hos sin storebror, den senere forfatter og folketingsmand Hans Jørgen Lembourn, men undgik ikke selv at tage stilling. Således er ”Dreng i krig med alle” ikke alene en erindringsbog, men en lang række refleksioner over menneskelivet og de dilemmaer, vi stiller hinanden i. En erindringsbog med blivende aktualitet.

En dag i august 1947 står David Rosenberg den mand der senere skal blive forfatterens far af toget i Södertälje. Det er sidste stop på en lang rejse fra Auschwitz og nazisternes udryddelseslejre i Polen og Tyskland. Her i den lille by i det gryende moderne Sverige genforenes han efter et stykke tid med sin ungdoms elskede. Sammen forsøger de at begynde forfra skabe sig et nyt liv og stifte familie. Men skyggerne fra fortiden indhenter ham.

Den danske forfatter Vagn Predbjørn Jensen voksede op i en lille by ved Vadehavet og havnede under den tyske besættelse på den forkerte side på grund af farens arbejde. I erindringsbogen ”Parentesen” fortæller han om opholdet i nazitidens Tyskland, om hjemkomsten til Danmark og om årtiers skam, mens han prøver at forstå, hvorfor hans forældre traf det valg, de gjorde.

Vagn Predbjørn Jensen nåede at færdigskrive sine erindringer før sin død i efteråret 2006. Bogen udkom første gang i 2007.

Vagn Predbjørn Jensen (1936-2006) var lærer og forfatter. Han begyndte at skrive i en alder af 19 år, men først i en alder af 44 begyndte han at henvende sig til forlagene med sine tekster. Han debuterede i 1983 med ”Tårnet i Atlantis”.

Heinz Wiesenhöfer voksede op i det fremstormende Nazityskland i 1930’erne og blev som soldat i Hitlers Luftwaffe indlemmet i det kolossale militærapparat, da han i 1941 var 19 år og allerede uddannet ingeniør.

"Heinz i Hitlers Luftwaffe" indeholder optegnelser og vidnesbyrd fra et land, som havde tabt 1. Verdenskrig, hvorfor mange ønskede oprejsning. Under nazisternes fremmarch i ’Det Tredje Rige’ lærte alle tyskere at tro på en bedre fremtid, hvor ingen ville sulte, hvor alle fik uddannelse eller arbejde, og hvor Tyskland ville udvikle sig til en stærk stormagt. Ganske få så, hvilken fanatisme, manipulation, vanvid og død, nazisternes ideologi medførte. Klarsynet kom for de fleste først, da løbet var kørt.

I denne bog skriver Heinz om sin opvækst, uddannelse og involvering i krigen, om lemlæstelse og om at slå ihjel for at overleve. Og også om en stormende forelskelse i en dansk pige. Heinz fortæller, at han var glad for ved krigens afslutning ikke at vide, hvad fremtiden skulle bringe.

Heinz ønsker på ingen måde nogen gentagelse af denne epoke, og det er i den ånd, hans vidnesbyrd nu kommer frem.

Susanne Kragh (f. 1957) er bank- og kontoruddannet og arbejdede på folkeregisteret i København, da Heinrich ’Heinz’ Wiesenhöfer i 2008 ønskede hjælp til at finde en dansk pige, han mødte under Anden Verdenskrig. Susanne Kragh, der altid har haft en stor interesse for historie, har med bogen ”Heinz i Hitlers Luftwaffe” hjulpet med at formidle Heinz’ spændende fortælling.

BARN AF MIN TID er en erindringsbog og en dagbog fra Hitlertiden. Dens hovedtema er imidlertid ikke nazismens rædsler og grusomheder, men beretningen om en emigration der gik godt og en barndom, hvor truslerne kun usynligt var til stede. Bogen giver et livligt billede af en akademisk og musikalsk dommerfamilie i Hamborg. Alt er tryghed – indtil 1933, hvor Maria er 7 år gammel. Med ét er alt forandret: emigration til Danmark, et nyt sprog, en ny verden. Og socialt en tilværelse i økonomisk afhængighed. Men for pigen Maria betyder emigrationen også alt det spændende og nye: en ny skole, danske salmer, Siegfried og Gøngehøvdingen i én lystig blanding. Efter 9. april 1940 trækker det sammen på ny. Familien Marcus kommer efter en dramatisk men vellykket flugt til Sverige. Et ophold, som kommer til at vare to år og som i bogen beskrives detaljeret gennem faderens og den 17-årige Marias egne dagbogsoptegnelser – en ung piges dagbog om at være dansk flygtning i Sverige, nye venner, ny poesi, det første kys og hvad dermed fulgte.

BARN AF MIN TID er en bog om, hvordan det opleves at blive rykket op med rode i en tidlig alder – og mærke hvordan det er at skyde nye rødder.

En bog om kultursammenstød på godt og ondt. Om at være fremmed.

Men først og fremmest er BARN AF MIN TID et selvportræt af en ung pige, der kæmper stædigt for at finde kærligheden og meningen med livet og sig selv – det store @»J@« i passet: hvad vil det sige at være jøde?