Søgeresultater: 5

Den 19. september 1944 opløste tyskerne det danske politi, og næsten 2000 danske betjente blev anholdt.

DET MÅ ALDRIG SKE IGEN er den unge betjent Anton Guldbæks beretning om det, der begyndte med at være en almindelig dag på kontoret og endte med otte måneder i helvede. Om turen fra Aalborg til Frøslevlejren, fra koncentrationslejrene Neuengamme og Buchenwald og videre til krigsfangelejren Mühlberg. Og tilbage igen med "de hvide busser" til Sverige, hvor han opholdt sig frem til Befrielsen.

En velskrevet, usentimental og gribende personlig fortælling, der giver et enestående indblik i et stykke Danmarkshistorie, vi aldrig må glemme. En øjenvidneberetning, som familien først nu, 70 år efter, har ønsket at udgive til minde om det danske politis sværeste periode.

Da jødeaktionen gik i gang natten mellem 1. og 2. oktober 1943, slap godt 7000 danske jøder væk til Sverige – men 470 blev taget hjemme eller under flugt og deporteret til Theresienstadt. Det er dem, der er i fokus hos Silvia Goldbaum Tarabini. Danske jøders liv og død i Theresienstadt er fortællingen om deres oplevelse af jødeaktionen, deres tilfangetagelse og deportation og det daglige liv under 18 måneders fangenskab i Theresienstadt, indtil de overlevende blev hentet af de hvide busser tre uger før krigens afslutning.  

Bogen er ”mikrohistorie”, det er fangernes perspektiv, der her foldes ud og sættes ind i en kontekst af forfatteren – og det er en fortælling med det ganske væsentlige perspektiv, at i dag kender vi slutningen, det gjorde de ikke dengang. Med til historien hører også, at det jødiske samfund var en sammensat størrelse, og at det sociale tilhørsforhold fik betydning både under fangenskabet og for den erindring, enkeltpersoner senere havde om livet i ghettoen.

Silvia Goldbaum Tarabini bygger sin bog på et enormt materiale og i vidt omfang nyt stof – herunder hendes mere end 30 interviews med overlevende, dagbøger, vidnesbyrd, breve, spørgeskemaer udfyldt efter hjemkomsten, senere beretninger osv.

Jødernes vellykkede flugt i oktober 1943 er en enestående begivenhed – denne bog handler om dem, der hidtil har manglet i den fortælling.

AT FORSTÅ ER IKKE AT TILGIVE handler om at blive deporteret som 15-årig til Theresienstadt og slutter med refleksioner om det umulige i at tilgive, om tro og det svære, men nødvendige arbejde i dagligt at konfrontere sine dæmoner ved at fortælle og tale om de grusomme oplevelser. Bogen føjer et vigtigt kapitel til erindringslitteraturen fra Anden Verdenskrig ved at fokusere på kunsten at overleve et krigstraume.

Selv om de asociale udgjorde op mod 10 % af alle deporterede danskere, er de forblevet besættelsestidens stedbørn. Med denne bog fortælles deres historie for første gang.

Denne bog er baseret på en række kassettebånd, hvor Ernst Ellesøe Hansen i 1990 fortalte sin kone om fængslingen i Vestre Fængsel og de frygtelige vilkår, de levede under i KZ-lejren Neuengamme med tvangsarbejde i de såkaldte KZ Aussenlager. Ernst Ellesøe Hansen var ”en gudbenået fortæller”, som de tre børn skriver i deres forord, med et skarpt og helt igennem usentimentalt blik for detaljerne i det frygtelige fangeskab, ofte med en humoristisk vinkel.