Søgeresultater: 38

Charlotte Delbo var aktiv i den franske modstand, blev fanget i marts 1942 og sendt til Auschwitz-Birkenau i januar 1943 i en konvoj af 229 ikke-jødiske franske kvinder. Auschwitz og efter er hendes vidnesbyrd om fangenskabet i de tyske udryddelseslejre og tiden efter. Delbo, 1913-1985, var fransk forfatter og værket regnes for hendes hovedværk. En fortælling oplevet indefra, i scener, erindringsglimt, digte, prosa – skrevet så nærværende, sanset og enkelt. Med en bevidsthed om, at hun vil lade læseren observere og iagttage. Auschwitz og efter er en holocaustfortællling, erindringer fra en kvinde, en forfatter - som blev en af de få overlevende fra sin konvoj.

I anden halvdel af det tyvende århundrede spillede Holocaust en enorm rolle i den kollektive bevidsthed, særligt efter de overlevende begyndte at fortælle deres historier. I slutningen af århundredet skete der imidlertid en uhyggelig modreaktion. Nogle mennesker begyndte at benægte, at jødeforfølgelsen overhovedet havde fundet sted, og i takt med at vidnerne – både ofre og bødler – døde, blev det nemmere og nemmere at bortforklare eller helt benægte uhyrlighederne.

"Løgnens veje" fra 2001 afslører, hvordan holocaustbenægtelsen er taget til i løbet af 1980’erne og 1990’erne, og afdækker motiverne for at benægte dette grusomme kapitel i den europæiske historie. Jacques Blum og Eva Bøggild fortæller, hvem hovedaktørerne bag benægtelsen er, og hvilke metoder de anvender for at få folk til at tro dem. Eva Bøggild er journalist, forfatter og forlægger. Hun har i mange år beskæftiget sig med jødedommen, blandt andet som projektleder for Jødisk Informationscenter og som forfatter til en række historiske bøger om emnet. Jacques Blum (1945-2012) var en dansk kultursociolog. Efter sin kandidat i kultursociologi var han blandt andet været ansat ved Københavns Universitet, RUC og Lunds Universitet. Jacques Blum var i en årrække talsmand for Det Mosaiske Trossamfund, ligesom han i mange år var en prominent debattør om Israel og jøder. I 2007 stiftede Eva Bøggild og Jacques Blum det jødiske kulturskrift Goldberg, som Eva Bøggild stadig er redaktør for i dag.

Liv og skæbne er et stort anlagt tidsbillede fra tiden omkring slaget ved Stalingrad. En moderne sovjetisk roman, der forbinder det tyvende århundredes historie med de store eksistentielle temaer.

Vi er snart i Moskva, snart i den fjerne provins, ved fronten og dens bagland, ved Stalins og Hitlers stabe, i tyske koncentrationslejre, i Ljubanka-fængslet, i laboratorier og i de russiske hjem. Fortællingen veksler mellem krigs- og fredsscener og spænder fra yndefulde kærlighedsøjeblikke til frontsoldaters grove hverdag, fra videnskabsmandens gustne overlæg til jævne menneskers umiddelbarhed.

En af hovedpersonerne er den højtbegavede fysiker Strum, der er offer for tidens forfølgelser. Vi følger hans families skæbne i flere led og kommer hele vejen rundt om det sovjetiske samfund og får et forstemmende billede af styrets ubarmhjertige greb om mennesker.

Liv og skæbne er en gigantisk historisk fresko og en læseoplevelse ud over det sædvanlige. Bogen var færdig i 1960, men blev beslaglagt af KGB og nægtet udgivelse. Tragisk nok døde Grossman i 1964 uden selv at have oplevet sit hovedværk udgivet. Romanen udkom første gang i Frankrig i 1983 og i Sovjet i 1988. og forelå på dansk i 1985. Nu tilføjes den Rosinantes klassikerserie.

Pressen skriver:

»Grossmans stil er den klassiske russiske altomfattende fortællemåde med dybe indblik i sjælelivets nuancer.«
– Georg Metz, Information

»Man har talt om 'Liv og skæbne' som det 20. århundredes 'Krig og fred'; det er en sammenligning, romanen tåler. […] Sikkert er det, at der er tale om en af det 20. århundredes store og lidt oversete klassikere.«
***** – Alexander Vesterlund, Politiken

»Det er folket, der er hovedpersonerne. Det er deres liv og skæbne, der tryllebinder.«
***** – Bjarne Nielsen, Arbejderen

»I kraft af sit episke format bliver "Liv og skæbne" en fuldgyldig skildring af idelogiernes epoke og samvittighedens kalden.«
***** – Kristian Østergaard, Kristeligt Dagblad

”Eichmann satte mig ind i metoden med motorgasning i lastvogne, som man hidtil havde benyttet den østpå. Men det kunne der slet ikke være tale om med de massetransporter, man kunne vente i Auschwitz. Henrettelse ved hjælp af kuloxyd fra bruser i et baderum, som man havde benyttet det ved udryddelse af de sindssyge nogle steder i Tyskland, ville kræve for store bygningskomplekser, og det var højst problematisk, om man var i stand til at fremskaffe gas til så store masser.”

Rudolf Höss var den første kommandant i nazisternes frygtede koncentrationslejr Auschwitz under Anden Verdenskrig. Selvom han i selvbiografien fremstiller sig selv som en soldat, der blot fulgte sine overordnede i beslutningen om masseudryddelsen af jøderne, var han personligt ansvarlig for at føre ordren ud i livet og stod direkte bag massedrab på millioner af mennesker. I bogen beskriver Rudolf Höss med uhyggelig nøgternhed og kulde de lavpraktiske problemer ved at skulle udrydde så mange mennesker ad gangen og skille sig af med ligene.

Rudolf Höss beretter om livet som frivillig soldat under Første Verdenskrig, årene i Brandenburg Tugthus, hvor han sad fængslet for drab, og hvordan det lykkedes ham at stige i graderne, da nazisterne tog magten. Höss selv tegner et billede af en almindelig mand og familiefar, der gennem lydighed og pligt, uden anger, udfører massemord på effektiviseret industrielt plan, og det gør læsningen desto mere rystende og gruopvækkende. Höss skrev bogen i fangenskab i 1946, inden han blev henrettet i 1947, og den er et vigtigt historisk vidneudsagn om forbrydelserne under holocaust.

Bogen er forsynet med den oprindelige danske udgaves forord af den norske forfatter og lyriker Arnulf Øverland, der sad i KZ-lejren Sachsenhausen fra 1942-1945, og bringes som den udkom første gang i 1959.

Rudolf Höss (1900-1947) var en tysk topnazist, der var kommandant i den frygtede polske koncentrationslejr Auschwitz under Anden Verdenskrig og ansvarlig på mordet på millioner af mennesker. Han trådte ind i SS i 1934 og arbejdede sig hurtigt op til toppen af nazistpartiet. Efter krigen vidnede han mod andre nazister under Nürnbergprocessen, hvorefter han blev udleveret til Polen. I 1947 blev han dømt til døden og hængt foran indgangen til krematoriet i Auschwitz.

Der har ikke været noget spørgsmål, som har været for lille eller mærkeligt til at få et svar, for der er ikke så mange tilbage, der kan svare og gøre det ubegribelige begribeligt.

Den 5. maj 1945 om morgenen, mens beboerne på Møn langsomt vågnede efter at have fejret frihedsbudskabet, blev en synkefærdig flodpram bugseret ind til det lille fiskerleje Klintholm Havn. Ombord var 345 fanger fra kz-lejren Stutthof, og en redningsaktion uden sidestykke tog sin begyndelse.

SKIBET FRA HELVEDE er den bemærkelsesværdige historie om, hvordan Anden Verdenskrigs rædsler drev i land i et lille dansk øsamfund og satte befrielsesfesten på pause. For mønboerne - med en gruppe modstandsfolk, lokale læger og Dansk Røde Kors-medlemmer i spidsen - satte deres eget liv på spil og kastede sig ind i arbejdet med at hjælpe de udsultede, syge og døende kz-fanger.

SKIBET FRA HELVEDE er en fortælling om en lokalbefolkning, der ved et tilfælde blev hvirvlet ind i verdenshistoriske begivenheder og udviste et unikt sammenhold og hjælpsomhed - og en historie om at blive reddet fra rædsler og skulle slå sig ned i et nyt og fremmed land.

I 1942 ankommer den unge læge Eddy til Westerbork, en lejr i det østlige Holland, hvor jøder venter på deportation til koncentrationslejrene. Her møder han sygeplejersken Friedel. De forelsker sig og gifter sig i lejren. I 1943 sendes de til Auschwitz i et godstog.

Om en jødisk-tjekkisk families historie – den historie, forfatterens far aldrig ville fortælle hende: om årene i et krigshærget Berlin, udryddelsen af mange familiemedlemmer under Holocaust, og den komplicerede beslutning om at starte forfra.
I 1941 i det tyskbesatte Tjekkoslovakiet arresteres det første medlem af familien Neumann, fordi han svømmer i en flod, der er forbudt for jøder. Han bliver transporteret til Auschwitz. Atten dage senere indskrives hans fangenummer i lighusets logbog.
Ud af fireogtredive medlemmer af Neumann-familien bliver de femogtyve myrdet af nazisterne. En af de overlevende er Hans Neumann, forfatterens far, som for at undslippe tyskerne flygter ad en ganske usandsynlig vej, ind i Berlin, hvor han lykkes med at leve og arbejde under falsk identitet, lige for næsen af Gestapo. Oplevelserne i den sønderbombede storby er så horrible, at Hans sidenhen nægter at tale om dem. Ved sin død i Venezuela efterlader han sig en kasse med breve, dagbogsnotater og andre dokumenter. Mange år senere finder hans datter Ariana Neumann endelig modet til at få brevene oversat fra tjekkisk, hvilket bliver begyndelsen på flere års research, rejser verden rundt, samtaler med familiemedlemmer, forskere og fjerne slægtninge.
Da tiden gik i stå<\i> er en fængslende detektivhistorie og en gribende familiememoir, der krydser oceaner og ni årtier. En beretning om familiebånd, mod og overlevelse, om erindringens og identitetens natur.