Søgeresultater: 37

I anden halvdel af det tyvende århundrede spillede Holocaust en enorm rolle i den kollektive bevidsthed, særligt efter de overlevende begyndte at fortælle deres historier. I slutningen af århundredet skete der imidlertid en uhyggelig modreaktion. Nogle mennesker begyndte at benægte, at jødeforfølgelsen overhovedet havde fundet sted, og i takt med at vidnerne – både ofre og bødler – døde, blev det nemmere og nemmere at bortforklare eller helt benægte uhyrlighederne.

"Løgnens veje" fra 2001 afslører, hvordan holocaustbenægtelsen er taget til i løbet af 1980’erne og 1990’erne, og afdækker motiverne for at benægte dette grusomme kapitel i den europæiske historie. Jacques Blum og Eva Bøggild fortæller, hvem hovedaktørerne bag benægtelsen er, og hvilke metoder de anvender for at få folk til at tro dem. Eva Bøggild er journalist, forfatter og forlægger. Hun har i mange år beskæftiget sig med jødedommen, blandt andet som projektleder for Jødisk Informationscenter og som forfatter til en række historiske bøger om emnet. Jacques Blum (1945-2012) var en dansk kultursociolog. Efter sin kandidat i kultursociologi var han blandt andet været ansat ved Københavns Universitet, RUC og Lunds Universitet. Jacques Blum var i en årrække talsmand for Det Mosaiske Trossamfund, ligesom han i mange år var en prominent debattør om Israel og jøder. I 2007 stiftede Eva Bøggild og Jacques Blum det jødiske kulturskrift Goldberg, som Eva Bøggild stadig er redaktør for i dag.

Få kvinder har fortalt om overlevelse i nazisternes kz-lejre. Med VIDNER FRA HOLOCAUST står 10 jødiske kvinder frem og fortæller om de grusomheder, de blev udsat for under folkemordet.

"Tre kræfter har formet mit livs landskab. To af dem knuste den halve verden. Den tredje var meget lille og svag, ja, faktisk usynlig. Det var en sky lille fugl i min brystkasse, en tomme eller to over min mave. På de mest uventede tidspunkter kunne fuglen vågne op, løfte sit hoved og baske henrykt med vingerne. Så løftede jeg også hovedet, for i det korte øjeblik vidste jeg med sikkerhed, at kærlighed og håb har uendeligt større magt end had og raseri, og at der et eller andet sted på den anden side af min horisont eksisterede et uforgængeligt liv, der altid ville sejre.

Den første kraft var Adolf Hitler, den anden Josef Vissarionovitj Stalin. De gjorde mit liv til et mikrokosmos, hvor historien om et lille land i Europas hjerte udspillede sig. Den lille fugl, den tredje kraft, holdt mig i live, så jeg kunne fortælle denne historie."

"En sjælden gang imellem læser man en bog, der sætter egne og tidens problemer i perspektiv og tvinger os til at konfrontere de mørke sider af menneskets natur. Mrs. Koválys erindringer er ikke blot en personlig be- retning om den umenneskelighed, hun mødte. Ved at fortælle sin historie – ligefremt og uden selvmedlidenhed – kaster hun lys over dybe sandheder om den menneskelige adfærd ... Langsomt og med tiltagende styrke bliver det igennem bogen tydeligt, hvordan den totalitære stat næres af menneskelig blindhed og svaghed." – THE NEW YORK TIMES HEDA MARGOLIUS KOVÁLY (1919- 2010) voksede op i Prag som datter af velstående jøder. Familien blev i 1941 interneret i den jødiske ghetto i Lodz og derfra sendt til Auschwitz, hvor hendes forældre omkom. Mirakuløst flygtede hun tilbage til Prag fra en dødsmarch mod Bergen-Belsen få måneder før Anden Verdenskrigs afslutning.rnrnEfter krigen opnåede hendes mand, Rudolf Margolius, en politisk toppost i det nye, kommunistiske styre, men blev i 1952 fængslet og senere henrettet som en af 11 i den skueproces, der senere blev kendt som Slansky-processen.rnrnHeda Margolius Kovály ernærede sig derefter som oversætter, særligt af moderne amerikansk litteratur, inden hun i 1968 flygtede ud af Tjekkoslovakiet, først til Storbritannien og senere til USA, hvor hun levede frem til sin død.

Der har ikke været noget spørgsmål, som har været for lille eller mærkeligt til at få et svar, for der er ikke så mange tilbage, der kan svare og gøre det ubegribelige begribeligt.

Et enestående vidnesbyrd om nogle helt usædvanlige skæbner fortalt af den  engelske journalist og forfatter Wendy Holden, der har samlet dem i en velresearchet ramme om Europa før og efter krigen. Tre unge, nygifte kvinder rives ud af deres gode liv og deporteres til Hitlers rædselslejre. I de sidste uger af 2. Verdenskrig bliver kvinderne, der nærmest er omvandrende skeletter, overført til udryddelseslejren Mauthausen. Det er lykkedes kvinderne at skjule, at de er gravide. Under ufattelige omstændigheder ser tre nye liv dagens lys med få dages mellemrum. På mirakuløs vis overlever både mødrene og spædbørnene, Eva, Hana og Mark, til amerikanske tropper endelig udfrier dem i maj 1945. I et nyhedsbrev i anledning af 65-årsdagen for Mauthausens befrielse beretter nogle US-veteraner om Hana og hendes mor. Historien når Eva og Mark, der hver især har troet, at de var den eneste overlevende baby i Mauthausen. Ved en mindehøjtidelighed i maj 2010 mødes de tre 'mirakler' før første gang. Deres fælles fortid binder dem sammen med et tæt bånd. Trioen indgår et samarbejde med den engelske forfatter Wendy Holden, for at kaste lys over deres mødres barske og umenneskelige tilværelse under krigen.

I 1942 ankommer den unge læge Eddy til Westerbork, en lejr i det østlige Holland, hvor jøder venter på deportation til koncentrationslejrene. Her møder han sygeplejersken Friedel. De forelsker sig og gifter sig i lejren. I 1943 sendes de til Auschwitz i et godstog.

Om en jødisk-tjekkisk families historie – den historie, forfatterens far aldrig ville fortælle hende: om årene i et krigshærget Berlin, udryddelsen af mange familiemedlemmer under Holocaust, og den komplicerede beslutning om at starte forfra.
I 1941 i det tyskbesatte Tjekkoslovakiet arresteres det første medlem af familien Neumann, fordi han svømmer i en flod, der er forbudt for jøder. Han bliver transporteret til Auschwitz. Atten dage senere indskrives hans fangenummer i lighusets logbog.
Ud af fireogtredive medlemmer af Neumann-familien bliver de femogtyve myrdet af nazisterne. En af de overlevende er Hans Neumann, forfatterens far, som for at undslippe tyskerne flygter ad en ganske usandsynlig vej, ind i Berlin, hvor han lykkes med at leve og arbejde under falsk identitet, lige for næsen af Gestapo. Oplevelserne i den sønderbombede storby er så horrible, at Hans sidenhen nægter at tale om dem. Ved sin død i Venezuela efterlader han sig en kasse med breve, dagbogsnotater og andre dokumenter. Mange år senere finder hans datter Ariana Neumann endelig modet til at få brevene oversat fra tjekkisk, hvilket bliver begyndelsen på flere års research, rejser verden rundt, samtaler med familiemedlemmer, forskere og fjerne slægtninge.
Da tiden gik i stå<\i> er en fængslende detektivhistorie og en gribende familiememoir, der krydser oceaner og ni årtier. En beretning om familiebånd, mod og overlevelse, om erindringens og identitetens natur.