Søgeresultater: 83

I "Det grå hus" fortæller Herman Bang i romanform om sine studieår i sin bedstefars fornemme hjem i Amaliegade i København. Tonen er en ganske anden end den nostalgiske og varme stemme i "Det hvide hus", der skildrede Herman Bangs barndom i præstegården på Als. Livet i storbyen er noget ganske andet, og det snobberi og den overfladiskhed, der herskede i det fine hjem, kom til at spille en stor rolle for Herman Bangs fremtidige liv og virke som forfatter. Herman Bang (1857-1912) var en dansk kritiker, forfatter og journalist. I 1880 brød han igennem med romanen "Håbløse slægter", og siden blev det til en lang række værker inden for forskellige genrer. Herman Bang er kendt for sin impressionistiske skrivestil og var en af hovedkræfterne bag det moderne gennembrud i dansk litteratur.

"Klunsere og kræmmere" er blevet til gennem et væld af interviews med bogens hovedpersoner, klunsere, kræmmere og andet godtfolk, som Anders Enevig har mødt i sin tid som gadebetjent på Nørrebro. Her skulle han netop holde styr på disse kræmmere, klunsere, gøglere, gårdmusikanter og vagabonder, så overraskelsen var stor, da han i sine bøger kunne afsløre, at han gerne sluttede en vagt af med en fyraftensøl og en snak med netop disse mennesker.

"Klunsere og kræmmere" er blevet til udelukkende gennem båndoptagelser af samtaler mellem Anders Enevig de forskellige skæve eksistenser, bogen fortæller om. Optagelserne er at finde i Dansk Folkemindesamlings arkiv. Anders Enevig (f. 1923-2013) var en dansk forfatter, historiker og modstandsmand. Han er særligt kendt for sine realistiske og hjertevarme skildringer af gøglere, cirkusartister, sigøjnere, sprittere og andre subsistensløse, som han blandt andet mødte som politibetjent på Nørrebro. Anders Enevig var desuden en af drivkræfterne bag kampen for bevaring af Cirkusbygningen, som efter årevis af utrætteligt arbejde blev renoveret i 1983 og fredet i 1988.

Einer Lind begyndte som gadebetjent på Nørrebro i 1959 og sluttede karrieren i 1995 som chefpolitiinspektør i Københavns Politi. I erindringsbogen "Bisser og bananer" ser han tilbage på sine 36 år i politiet og beskriver blandt andet livet som gadebetjent, opbygningen af politiets antiterrorkorps i 1970’erne, terrorangrebet 22. juli 1985, opgøret med BZ’erne og urolighederne på Nørrebro 18. maj 1993. Einer Lind (f. 1932) er tidligere chefpolitiinspektør ved Københavns Politi. Han voksede op på Nørrebro og blev først uddannet møbelsnedker. Senere kom han til politiet, hvor han var i 36 år. Han har skrevet bogen "Bisser og bananer" om sin lange og spændende karriere.

"Jeg, som aldrig havde kunnet udstå spiritus, tog omkring 1967 den faste beslutning at drikke mig ihjel. Jeg valgte whisky som det hurtigste og sikreste middel, men der var endnu mennesker, som ikke ville se på denne ødelæggelse uden at røre en finger. De fik mig indlagt på Sct. Hans, og der tilbragte jeg blandt sindssyge og lidende den hidtil lykkeligste periode i mit liv ... Det blev til bogen Barndom, første bind af mine erindringer, og det var første gang et længere stykke prosaarbejde var lykkedes for mig ... I fortsættelsen, der kom til at hedde Ungdom, brød min humoristiske sans for første gang igennem siden børnebogen Annelise - tretten år. Det tragiske og det komiske ligger jo altid tæt op af hinanden, og det er derfor ikke kun en frase, at man kan le med tårer i øjnene." - Tove Ditlevsen.

Kirsten Aakjær fortæller om sin barndom som datter af landsarkivaren i Viborg og barnebarn af den store digter og forfatter Jeppe Aakjær. Gennem barnets øjne oplever vi mellemkrigstiden i Viborg og København, og med den unge piges blik ser vi tyskerne marchere ind i Danmark den 9. april for at mørklægge landet de næste fem år. Kirsten Aakjær blev født i København i 1924, men tilbragte en stor del af sin barndom i Viborg, hvor hendes far var landsarkivar. Hun var barnebarn af den store digter og forfatter Jeppe Aakjær og skrev i 1997 erindringsbogen "Arkivarens datter" om sin barndom og ungdom.

"Arbejdsår" handler om at være digter i 1930'ernes København, og er en del af en selvbiografisk skildring af forfatterens opvækst og udvikling. Erindringen beskriver livet i et arbejderkvarter i København og sliddet som socialistisk forfatter set i lyset af den sociale og politiske udvikling op gennem århundredet. Dette bind er en del af Harald Herdals selvbiografiske hovedværk, der tæller de fire bind: Barndom (1944), De unge år (1945), Læreår (1946) og Arbejdsår (1970). Harald Herdal, født 1900-1978, var dansk forfatter, men havde som ung autodidakt proletardigter svært ved at gøre sig gældende i det borgerlige kulturliv og blev først rigtig kendt som prosaforfatter. Med hovedmotiver som fattigdom, det glædesløse slid og arbejdsløsheden med de psykisk nedbrydende virkninger beskriver han i sine romaner de fattigstes kår og dagligdagens trøstesløshed – gennemsyret af en oprigtig vrede og frustration over det bestående samfund.

Det endte i Jazz(-House) er en personligt beretning om et liv, der har udgangspunkt i de fattige 1950’ere – og ender med 17 år som formand for Copenhagen Jazzhouse. Steen Meier fortæller om udviklingen i sit musikalske engagement, der startede hos en klaverfrøken i 1950’erne og om jazzen der i særlig grad banede vejen for forfatterens mere intense fokus på musikken. Passionen for musikken har for Steen Meier skabt grundlaget for hans medvirken til udviklingen af flere forskellige musikskoler, opstarten af Rytmisk Konservatorium, Radio Jazz og ikke mindst Copenhagen Jazzhouse. Steen Meier fortæller om den spæde start for Jazzhouse, og de mange mennesker der har lagt liv og sjæl i projektet. I anledningen af at Jazzhouse kan fejre 25 års jubilæum i 2016, har fotografen Jan Persson stillet 24 fantastiske fotos til rådighed i bogen, der viser et lille udsnit af de 3500 koncerter, der blev afholdt i Jazzhouse i Steen Meiers 17 år som formand.

Du står med en bog i hånden, som vil give dig en indsigt i mit liv. Det er derfor, jeg har skrevet bogen – for din skyld og for min skyld. Jeg elsker livet, og jeg elsker roen i mit liv. Vi har alle sammen prøvet at være unge mennesker. Det er det, min bog blandt andet handler om. Et liv, hvor det gjaldt om at holde fast. Et godt og smukt liv på Nørrebro, men også hårdt. Som byfilosof og meget søgende efter livets hemmeligheder. Jeg går ind for, man opklarer sit liv, og man bliver tankerig. Alle har prøvet at sidde fast og oplevet, at man ikke kan komme videre. Det er livets penge, jeg ved egentlig ikke, hvorfor det skal være sådan, jeg tror, det er, fordi vi skal blive bedre mennesker over for hinanden i Danmark. Vi kunne også blive bedre over for os selv og andre. Være mere medfølende og tolerante over for folks forskelligheder. Jeg går ind for rummelighed og kærlighed over for andre folkeslag. Det skal vi simpelthen bliver bedre til. Jeg arbejder hver dag på, at livet er en tilvænning, og med de ord vil jeg sige, at der er noget i os alle sammen, som kan give os den mening, som vi har brug for til at opleve universel kærlighed. På den måde hænger det hele sammen i den kollektive bevidsthed. Jeg håber, du vil føle, at det er interessant at læse denne bog.

I Nærvær fortæller Chris Minh Doky ærligt og engageret om at miste sig selv i sin søgen og finde sig selv igen. Om sex, drugs & jazz, og de mange spændende møder, det har ført med sig – fra Bill Clinton og Miles Davis til Niels Henning Ørsted Pedersen og Sanne Salomonsen. Om en familie, der aldrig fungerede som de flestes. Om at finde inspiration i alle sanser og ønske at give den inspiration videre.

I anden del af sine barndoms- og ungdomserindringer viser Tonny Munnecke rundt i Københavns Sydhavn, som der så ud dengang, han voksede op der, og hvor bydelen var på størrelse med en mindre dansk købstad, og det store København var en hel lille rejse væk. Sydhavnen er omkranset af Københavns Havn, DSB´s rangerterræn, Valbyparken og Vestre Kirkegård, og i midten af forrige århundrede var det et minisamfund sammensat af mange forskellige sociale grupper. Men fælles for dem alle var, at det var en arbejderbefolkning. Der var gårdene i Musikbyen. Der var de høje etagebyggerier omkring Borgbjergvej og Scandiagade. Der var havekolonierne, hvor der boede mennesker året rundt. Der var Pile- og Ellestykket, resterne af de gamle barakbyer, som lå rundt om i København – og så var også Blushøj-lejren, hvor de fastboende sigøjnere residerede. Og midt i det hele voksede Tonny Munnecke op i en tryg og velordnet familie, hvor der både var fast arbejde og faste normer. I Dreng af tid og sted 2 beskriver han i fire fortællinger om sin familie og den lille opdragelse, som foregik i hjemmet, og den store opdragelse, som han fik i skolen, på gaderne og på lærepladserne. Her er højtider, skoledage og skoleudflugter – og de første spæde forsøg på at forstå og komme i kontakt med det modsatte køn i tiden fra 1950 til 1966, hvor Danmark er ved at rejse sig igen efter den tyske besættelse. En tid med varemangel og mangel på arbejde, og en tid hvor små ændringer kunne have store konsekvenser for den enkelte familie, fordi man gik fra mangel på arbejde til en tid med begyndende mangel på arbejdskraft. Dreng af tid og sted 2 er en uafhængig fortsættelse af Dreng af tid og sted.