Søgeresultater: 147

En sommerdag i 1840 tog Peter Faber Danmarks første foto på Gråbrødretorv i København. Den nye teknik vakte vild begejstring. Sammenlignet med maleriet var den billig og hurtig, og fotografiet var så detaljeret, at folk mente, at det viste virkeligheden selv. Men verden er ikke sort og hvid. Den står heller ikke stille, og fotografen har til alle tider sat sit eget præg på billedet. Ikke desto mindre himlede mange op over, at det objektive gik tabt, da digitale kameraer vandt frem i 1990’erne. I dag er vi skeptiske, når vi fodres med fiktive billeder skabt ved hjælp af kunstig intelligens.

Pisken smældede på værtshusholder Otto Nagels ryg i fængslet, hvor han i 1818 sad inde for at stå i spidsen for en tyvebande. I de mørke celler levede de indsatte ikke kun af vand og brød, for den hårde kost bestod også af vold og lang varetægt. Mistænkte havde ikke mange chancer for at bevise deres uskyld. Ville de ikke tilstå, røg de ofte ind på ubestemt tid. Så kunne de lære det. Forhørsdommere, betjente og arrestforvarere lyttede nemlig ikke til folk fra samfundets bund. Grundloven fra 1849 lovede dog bod og bedring i stedet for mishandling af misdæderne, men først i 1919 trådte Danmark med retsreformen ud af enevældens og politistatens skygge. Nu skulle retssikkerhed erstatte magtarrogance.

I 1886 solgte staten et plantageområde samt nogle klitter med tør marehalm, og snart var fiskerlejet ved Hornbæk forvandlet til en lille kopi af Amalfikysten. Landets første sommerhusområde var en realitet, og konceptet tiltrak danskere som et fluepapir. I Skagen var malerne en slags tidlige Airbnb-gæster, i Nordsjælland nød borgerskabet ro og fred i familiens skød, i Hvidovre fik storbyens godtfolk et lille kvadrat til kål, kartofler og skramlede lysthuse, og snart stod en rand af små weekendhytter ved enhver bynær sandstrand. Men den slags bosættelser sled på miljøet og blev ofte arkitektoniske øjebæer. Fredningslove har forhindret første parket til kysten, men ikke svækket vores længsel efter det andet hjem væk fra hverdagen.

Strøet ud over bakke og dal, i og uden for landsbyerne, ligger næsten 2.000 danske landsbykirker. De har i århundreder dannet en kølig og kalket ramme om livets store begivenheder. Da Harald Blåtand i 963 havde oplevet et rødglødende mirakel i Jelling og fået sat den store Jellingsten, kom der gang i byggeriet af trækirker. Med tiden blev Guds huse murede kunstværker med tag af bly eller tegl, hvælv, tårn og kimende klokker, der kunne jage det onde bort og lokke sognebørnene til. Vejledt af præstens prædiken kunne de studere farverige kalkmalerier, vinduernes glas, prægtige altertavler og granitudskårne løver på døbefonten. De fleste danskere tager stadig forbi kirken, når tilværelsens overgange skal markeres. Kirkens rolle er langtfra styrtet i perlegrus.

”Jødeparagraffen”. Det var politikerslang for den paragraf, der blev vedtaget af Folketinget i marts 1939. Paragraffen var nemlig tænkt som et værn mod den nazistiske antisemitisme, der føg op over den danske grænse. I årene forinden var en række aktivister blevet dømt for at have hånet den ”jødiske race” ved at kalde dem parasitter, rentehajer og pestbylder. Få troede på disse myter, men justitsministeren fandt dem farlige for demokratiet. Hans svar blev § 266 b, i daglig tale kaldt racismeparagraffen. Den gjorde racistiske ytringer strafbare – hvilket har været kontroversielt lige siden. For hvor meget kan man egentlig begrænse demokrati og ytringsfrihed i forsøget på at beskytte begge dele?

”Mit håb står til havet”, udtalte Erik af Pommern, da han i 1429 indførte øresundstolden. Nu skulle ethvert skib, der passerede det nyopførte Kronborg, betale afgifter til den danske konge. Gevinsten blev med tiden enorm for såvel det kongelige husholdningsbudget som for lokalsamfundet i Helsingør. I mere end 400 år holdt tolden skruen i vandet, indtil globaliseringen sejlede den agterud. Flere og flere lande protesterede, og i 1857 gjorde øresundstraktaten igen farvandet toldfrit. I Rigsarkivet ligger de tommetykke regnskabsbøger nu tilbage som en uvurderlig kilde til en vigtig gren af en blomstrende verdenshandel. Hop ombord med Erik Gøbel, tidligere seniorforsker fra Rigsarkivet, når han sejler i kølvandet på sundtolden.

Rigsfællesskabet. Det ynder vi at sige, når Færøerne og Grønland nævnes. Men de fleste danskere har glemt, at Færøerne ved et tilfælde blev ved med at være danske, da vi mistede Norge i 1814. En parentes blev sat ind i Kielerfredens tekst. Det er dog et åbent spørgsmål, hvor fælles Færøerne og Danmark siden har været. På lang afstand har Færøerne udviklet sprog og kultur uden indgriben. Samhørighedsfolk siger, at det netop skyldes forholdet til Danmark. Konflikter har der nu ellers været mange af, spørger man selvstyre- og selvstændighedskræfter. Om læger og om flag. De peger på, at færingerne mistede deres rettigheder i 1814 og igen efter 1849, hvor Grundloven gjorde dem til en del af det danske folk.

Danmarks dåbsattest i Jelling. Sådan kender vi runerne. Men runer handlede ikke kun om monumenter, kristendom og kongerige. Folk skrev også om krig, sex og sladder. Og runerne havde allerede 800 år på bagen, da Harald Blåtand satte sit gigantiske monument i 965. De latinske bogstaver kom ind i det danske rige med kristendommen, men nordboerne holdt fast i runerne, og det gør vi faktisk endnu. Tænk blot på symbolet for Bluetooth på mobiltelefoner. Vi bruger også runer til tatoveringer, på fodboldtrøjer og i tvserier, så de sidste runer er ikke ristet endnu. Lisbeth M. Imer, seniorforsker og runolog ved Nationalmuseet, læser skriften og fortæller, hvordan runer bruges og forstås kulturhistorisk – både dengang og nu.

Endelig befriet. Lettelsen var enorm i Danmark i foråret 1945. Men det mentale overskud var ikke stort til at hjælpe de over 200.000 tyske flygtninge, der kom til landet i krigens sidste måneder – på flugt fra Den Røde Hær. Tilfældet ville, at de havnede i Danmark, hvor de måtte leve på danske værters nåde. Her drømte tyskerne igen om livet, men Danmark var netop blevet befriet fra en hadet besættelsesmagt. Derfor var flygtningene ikke populære, og de stødte på modstand fra både danskere og myndigheder. Humanitet var en by tæt på Den Røde Hær, indtil de sidste tyske flygtninge kunne rejse over grænsen i februar 1949. De lagde deres skæbner frem i breve og dagbøger, der fortæller en evigt aktuel historie i en global verden med store strømme af flygtninge.

Skybrud og orkaner afløser ørkentør sommer. Vejret er vildt. Men har det ikke altid været det? Allerede i 1625 skrev præsten Anders Pedersen Perlestikker om katastrofale snebyger og stormflod. Han var sikker på, at det elendige vejr i 1600-tallet var menneskeskabt. Gud straffede jo syndere! Også i dag kan vind og vejr få os til at tabe pusten. Atmosfæren har vi påvirket i århundreder, og det gør klimaforandringer til en brandvarm sag. Forskere og FN's klimapanel ser nemlig det menneskeskabte klima som en trussel her og nu. Og vi lever allerede i en ny tid.

I 1951 blæste en dansk journalist til kamp mod en invasion. Det var hverken Dybbøl eller Dannevirke, der var truet, men modersmålet, som var under angreb fra Amerika. Frygten for, at ”ameridansk” skulle sprede sig, varede ved i årtier, og forargelse har været en fast følgesvend, når nye ting og tanker fra Guds eget land er nået hertil. Samtidig har mange set USA som et forbillede eller ligefrem en mulig fremtid. I over 100 år har danskerne været storforbrugere af amerikansk populærkultur, og også samlebånd, supermarkeder og sociale medier har vi hentet over there. Skepsis over for fx overforbrug og våbenlovgivning har dog gjort Atlanterhavet bredere, og i fremtiden vil færre måske synes, at oversøisk import er cool.

En videnskabsmand sagde engang, at Salmonsens Konversationsleksikon gjorde de fleste andre bøger overflødige. Det hævdede forlaget i hvert fald i sit salgsmateriale i 1893. Og encyklopædierne solgte hurtigere, end de kunne skrives. Viden blev mere folkelig, da det nu var økonomisk muligt – og lidt trendy – at pynte stuen med et opslagsværk i 20-30 bind. Man kom ikke bare fra et hjem med klaver, men også fra et hjem med leksikon. De franske, engelske og tyske opslagsværker kunne sættes i kælderen, for Danmark havde fået sit eget. Encyklopædiernes historie er fortællingen om generationers adgang til viden og national identitet og kan stadig få folk op i det røde felt.