Søgeresultater: 27

I Magenta går Tom i land efter fire år til søs sammen med Eva fra konditoriet. Sammen indtager de Paris, og da pengene slipper op og Eva forlader ham, får han arbejde på et bordel. En dag dukker hans gamle lærer Flågvitet op. "Historien oser av cigaretter uden filter, cool jazz og billig parfyme." - Bergens Tidende "Det her er ikke ment som en anbefaling, det er en ordre, et påbud til alle som er interesseret i moderne norsk litteratur: tag smutvejen til nærmeste boghandel og anskaf jer Bauers sidste roman! Det er på tide at det brede publikum får næseborene åbnet for den bouquet som stiger op fra Bauers prosakunst." - Øystein Rottem, Dagbladet

Efter en indlæggelse for depression og angst får hovedpersonen at vide at hun skal tage sin medicin og ikke udsætte sig for nogen form for følelsesmæssig belastning. I stedet for at følge lægens råd bestiller hun en flybillet til Canada og rejser alene ud i ødemarken. De næste år af hendes liv tilbringer hun i den vilde natur blandt mennesker som lever uden for samfundet: marihuanadyrkere, pelsjægere, cowboyer, hippier, eventyrere og medicinmænd. Hun tilbringer en vinter alene som vagtmester på et ensomt ressort. Og overvintrer på egen hånd i en tømmerhytte i et indianerreservat, med grizzlybjørne og ulve som naboer.

I bind fem hører vi om dengang Asle boede på værelse i Aga mens han går på gymnasiet der skal være hans indgangsbillet til Kunstskolen. På gymnasiet mærker han pludselig en angst for at høre sig selv læse op. Han må lave aftaler med sine lærere så han fritages for at læse op i timerne, for ellers gør angsten ham ude af stand til at møde op på skolen. I denne periode mødes han af og til med en gammel bekendt, tyskerbarnet Sigve, der har været inde og sidde et par gange for småkriminalitet og som nu arbejder på en møbelfabrik, læser bøger og drikker lige lovligt meget. Sammen med ham finder Asle ud af at det dæmper angsten når han drikker øl. Gennem Sigve møder Asle sin navnebror, der også er kunstmaler og ligner ham selv på en prik. Navnebroren optages på Kunstskolen uden studentereksamen på grund af sit åbenlyse talent.

“Septologien er et mesterværk af verdenslitterær karat.” – Politiken ❤❤❤❤❤❤

Et nyt navn er syvende og sidste bind i Jon Fosses anmelderroste septologi.

Det er blevet lillejuleaften. Asle har sovet på køkkenbænken med alt tøjet på - der er koldt i huset, og han orker knap nok at tænde op. Han har mistet lysten til at male, og nu pakker han malergrejerne væk og sorterer sine malerier, så kun et portræt af hans afdøde kone Ales bliver tilbage. Resten skal udgøre hans sidste udstillinger. Han kører endnu en gang til Bjørgvin og afleverer en ekstra stabel malerier til Beyer på galleriet. Imens han er i byen, viser det sig, at der er sket dramatiske ting med to af hans bekendte.

Tom er nu 56 år og har ikke sat sine ben i Norge siden han stak til søs for fyrre år siden. Sommeren 1997 kommer han gående over grænsen fra Finland med en køjesæk over skulderen og sandaler af bildæk på fødderne. Han bor på et herberg i Oslo sammen med himmelstormere og asylansøgere og tager et job som avisbud. I Paris har Tom tiltusket sig et manuskript fra sin tidligere lærer Flågvitet som forsøgte at begå selvmord og blev indlagt på et asyl. Da Tom glemmer det hos en kvinde han har mødt på en bar, ender han med at blive indkaldt til et møde hos et større forlag der vil lancere ham som det nye geni. Den norske litteratur har ligget på dødslejet, men nu kommer Tom, redningsmanden, ham de har ventet på i mange år.

Da Asle skal aflevere malerierne til den årlige udstilling i Galleri Beyer, kommer han i tanke om den første udstilling han holdt i Barmen Ungdomshus, hvor ingen af de lokale købte noget. Så kom der en mand fra Bjørgvin forbi som forstod sig på kunst. Og han hed Beyer. Da han har afleveret malerierne til galleriet kan han mærke at han for første gang i sit liv ikke føler trang til at male. Så kan han jo bare nyde freden i sit gode gamle hus, sammen med hunden Brage, fordybet i lange samtaler med sin afdøde hustru Ales, som han savner så inderligt.

Det er blevet lillejuleaften. Asle har sovet på køkkenbænken med alt tøjet på, der er koldt i huset, han orker knap nok at tænde op. Han har mistet lysten til at male, og nu pakker han malergrejerne væk og sorterer sine malerier så kun et portræt af hans afdøde kone Ales bliver tilbage. Resten skal udgøre hans sidste udstillinger. Han kører endnu en gang til Bjørgvin og afleverer en ekstra stabel malerier til Beyer på galleriet, og imens han er i byen viser det sig at der er sket dramatiske ting med to af hans bekendte. Vi hører om Asles studietid, hvor udlejeren Herdis Åsen vil have Asle for sig selv, og hun betaler ham for at male sit portræt, ligesom hun som ung er blevet malet af en kendt maler. Ales er utryg ved Herdis Åsen og kræver at Asle flytter ud, og kæresteparret flytter snart sammen selv om de næsten lige har mødt hinanden. Ales er glødende katolik, og Asle der ellers ikke er meget for religion drages af kirken og ritualerne, der giver ham ro. Asle har for første gang sagt ja til at fejre jul med Åsleik og hans søster Guro. Juleaften sejler Åsleik, Asle og hunden Brage med Sjarken ind i Sygnefjorden til den ø hvor Guro bor. De har strømmen med sig, det fine tøj er pakket ned og de skiftes til at stå ved roret. Med sig har de to malerier som skal være Guros julegaver. Hjemme hos Guro dufter der af røget pindekød, og hun virker bekendt, selv om hun og Asle aldrig har mødt hinanden.

Tre barndomsvenner – Tarjei, Trygve og Kristian – beslutter at lade sig hverve til de norske styrker i Afghanistan. Under en operation kører bilen på en landmine, og drengene bliver dræbt på stedet. Hvorfor tog de overhovedet af sted? Og hvad med familien og resten af det lille lokalsamfund som får dem hjem i kister? Hvad bestemmer vores valg i livet? «… afslører et stort, litterært talent.» – FÆDRELANDSVENNEN

Lyst er en roman om at læse og skrive. Om glemsel og erindring. Om rejser og kærlighedsforhold. Om stedets betydning for det at skrive. Om byer. Om skriveår i København. Om at finde de ideelle skrivesteder, arbejdstider. Om at skrive om natten. Om at skrive i hånden. Om andre forfattere. Om venskab. Om penge og god og dårlig økonomi. Hvordan bliver man forfatter? Er det muligt at gøre det at skrive til et arbejde? Kan man leve af det? Og hvad for et liv bliver det?

Hovedpersonen og fortælleren Alle er maler, enkemand og bor i Dylgja, i huset hvor han plejede at bo sammen med sin kone Ales. Nu bor han alene og hans eneste venner er hans nabo Åsleik, en ungkarl og fiskerbonde, og Beyer, en galleriejer der bor i Bjørgvin. I Bjørgvin bor en anden Alle, som også er maler. Septologien er en storslået fortælling om hvad kunst er, om Gud, alkoholisme, venskab og tiden som går. Det handler om døden, men også om hvad det vil sige at være i livet. "Læs den!" – Politiken ♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎ "Jon Fosse har ikke kun skrevet en vidunderlig roman, men også leveret en sørgmodig blues for ensomheden." – Berlingske ★★★★★ "… man overgiver sig, og er læseren først kommet indenfor i Fosses univers, da klapper fælden, og man anmoder begærligt om at få mere serveret." – Nordjyske ★★★★★ "Syv stjerner: Fosse i fuld flamme ... en læsefest af de store. Dette værk er en ild." – BOK 365 ★★★★★★

I Det andet navn – Septologien I møder vi hovedpersonen og fortælleren Asle. Han er maler og enkemand. Han bor i Dylgja i huset, hvor han plejede at bo sammen med sin kone Ales. Nu bor han alene, og hans eneste venner er hans nabo Åsleik, en ungkarl og fiskerbonde, og Beyer, en galleriejer, der bor i Bjørgvin. I Bjørgvin bor en anden Asle, som også er maler.

"Det er personligt, selvbiografisk, til tider hudløst. Mod kunsten er stor romankunst og viser Tomas Espedals originale blik." Fra begrundelsen for at tildele Espedal KRITIKERPRISEN “En af de smukkeste og vigtigste bøger jeg har læst i mange år.” Johan Harstad, Klassekampen. “Tomas Espedal fortjener at blive udgivet på fyrretyve sprog, ligesom Per Petterson.” Morgenbladet Kritikerprisen. Nomineret til NORDISK RÅDS LITTERATURPRIS.