Søgeresultater: 43

Der er ankommet noget nyt til Garden End Statshospital. Det skræmmer selv det garvede personale fra vid og sans. Det skulle være Simon Featherwell, anholdt for mangedobbelt mord, som var indespærret i gummicellen på den lukkede, men kan en enkelt mand virkelig skabe så meget frygt ved det blotte øjesyn?
De opklaringsmæssige aspekter ser ikke godt ud, hvad mordene angår. Det eneste menneske, Simon vil udtale sig til, er sin barndoms præst, McGregory. Da præsten ankommer, bliver han lukket alene ind i cellen, efter Simons udtrykkelige ønske.

Her begynder beretningen om, hvordan en hyggelig fisketur udviklede sig til en kamp for livet. Historien Simon fortæller, er dog ikke helt let at have med at gøre. Han nægter nemlig at komme ud fra skjulestedet under briksen, på trods af at lyset er slukket. Desuden er det svært for præsten at sidde i en celle, der er vanvittig varm og ildelugtende af havet fra dets værste side. Hvad der fremkalder denne stank, er McGregory uvist, men det er tydeligt, at Simon ikke har det godt efter den frygtelige fisketur. Ikke alle fangster er nemlig positive, har han bittert erfaret.

Det udvikler sig hurtigt til et kapløb mod tiden for Simon at komme af med sin beretning, for han får det konstant værre.

Jorden har mødt sin undergang, Siin-Dii-Jee er død, og regnbuedimensionerne trues af en altoverskyggende ondskab, som forsøger at rejse sig ved hjælp fra GlæGanna og Mandators Kappe. Alex er forsvundet i Vægverdenen, Galaxos kommer på sporet af Den Gyldne By, og endnu en drømmetjener bliver sat i spil. Mange forsøger at nå deres mål, og som ved magiens kraft synes alle interesser at mødes ved Trevejen ...

Konflikten mellem Miranda og Gabrielle spidser til. Begge vil vinde Alex. Pigerne udvikler stærke magiske personligheder, og deres kamp truer nu både regnbuedimensionerne og Jorden.

I Ondskabens Dimension opruster den hensynsløse GlæGanna en monsterhær som skal knuse al modstand, men Siin­-Dii-­Jee træder i karakter, og krigen mellem mørket og lyset bryder ud, med døden som eneste vinder ...

"En ung kvinde der forfølges af en brændende klovn. Mystiske advarsler. En benzintank uden kunder. En makaber historie om en gammel cirkustragedie. En nedlagt fabrik med lugte af svovl og lyde af stegende kød. Tyveri fra et klovnemuseum. Dødsspring fra et højhus. Larm fra en ånd der banker på ... Der er intet komisk ved Spøgelsesliniens nye sag om klovnefrygt, ondskabsfuld makeup og begærlig besættelse fra den mørke side."

Jeg har længe haft lyst til at skrive en kriminalroman - faktisk har jeg skrevet én tidligere; en slags Sherlock Holmes-pastiche der hedder Gargoylens gåde - men det er svært at finde på noget nyt i en genre, som er så udforsket som kriminallitteraturen. En dag fik jeg så den idé om at lave en antropomorf fortælling, altså en historie hvori dyr opfører sig, taler og tænker som mennesker. Det bedst kendte og mest vellykkede forsøg er uden tvivl Carl Barks berømte serie om Anders And. Og fordi jeg er vild med fugle, fandt jeg på at kombinere de to ovenstående muligheder. Resultatet blev en bog som foregår i Storskov; et forurenet, overbefolket område der på sin egen måde minder om en menneskeby. Som enhver anden storby har Storskov sin egen politistyrke, og skovens beboere lægger ikke vingerne imellem, heller ikke når det gælder mord! Så da playbird'en Evald Allike findes myrdet i sin dyre penthouse-lejlighed i toppen af Den Gamle Eg bliver kommissær Dompap og hans medhjælper, overbetjent Råge straks sat på sagen. Sporene leder i flere retninger, og de to politifugle har vidt forskellige meninger om, hvordan den skyldige skal findes, så de begynder hurtigt at efterforske på hver sin facon. Der går ikke lang tid, før politiet finder ud af, at denne sag stikker dybere end det umiddelbart ser ud til, og at det første mord hurtigt kan føre til flere... - Dennis Jürgensen

"Private eye Harry Norton og hans sexede assistent Tippi Tulip fra ""De Hængte mænds hus"" er tilbage! Året er 1929. Vi befinder os i Arkham, Massachusetts. Nogen tid er gået, siden Harry & Tippi blev drevet ud i et gruopvækkende møde med dommedagskulten De Hængte Mænds Orden, men selvom makkerparret tilsyneladende klarede frisag dengang, spøger fortiden stadig. Det begynder med nogle mareridt. Snart viser det sig, at mareridtene ikke blot er budbringere fra en fortid plettet af dunkle begivenheder, men også bærer dyster vidnesbyrd om en fremtid, som kaster Harry og Tippi ud på en ny opgave. En gammel kending fra Cape Cod-mysteriet i 1928, professor Quinn, er nu i Murnien for at lave noget feltarbejde for Miskatonic University. Tilsyneladende har Theodore Quinn brug for hjælp. Det bliver tydeligt for gumshoe Harry, da Quinns pludselige - og mystiske - opdukken i Arkham - uomtvisteligt viser sig at have forbindelse til et uforklarligt dødsfald. Vanviddet, som viste sit afskyelige fjæs ved Cape Cod-affæren, er blusset op igen. Denne gang i Bolik, Murnien. En okkult orden ved navn De Sande Hjælpere er i færd med at vække den mægtige gud Mirzaqz - Hersker over al perversion og sadisme - via den morderiske udsending GraEEEz, også kendt som Gylperen. Lykkes det for De Sande Hjælpere, er Jordens situation mildest talt ulykkelig. Harry tager resolut til Murnien, og trofaste Tippi følger i hans fodspor. Sammen vikles de ind i et net af dobbeltspil og løgne. I den østeuropæiske landsby Bolik er mørket så tæt, at både ven og fjende er grå. Et vigtigt omdrejningspunkt i denne danse macabre er det okkulte skrift Vanviddets Foliant - et helvedesværk ikke uligt den sagnomspundne Necronomicon; De Døde Navnes Bog. Det bliver et nervepirrende kapløb mod tiden, som modsat the bad guys ikke lader sig standse af hverken . 45-projektiler eller en prominent kavalérgang. Harry har, klog af skade, anskaffet sig en heavy duty revolver . . . og han sørger for at gemme to kugler i tromlen. Én til Tippi . . . og én til sig selv . . .

Det er jul, og sneen daler ned. Freddy har kun én ting i tankerne: En snevampyr. Det er årets julegaveide til drenge, som er fikseret af uhyggelige unyttigheder og andre fede ting, og Freddy er selvfølgelig vild med den. Det er en støbeform til sne udformet som en kiste, og når den fyldes med sne, kan man lave en lille snevampyr. Desværre tænker Freddys familie ikke i de samme baner som Freddy, så juleaften udvikler sig fra galt til værre. Hvad kan han dog bruge alle disse gaver til, når de nu alle falder uden for hans smag? Svaret blæser i vinden i skikkelse af en ægte snevampyr, og til forskel for den høflige grev Dracula fra bl. a. ""Balladen om den forsvundne mumie"" drikker snevampyren blod. Så nu er gode råd dyre for en dreng, der ikke lige har pæl og hammer ved hånden. Her hjælper hverken SLIM-blade eller rollespilsfigurer. Men måske kan det være, at de nye gaver har en vis nytteværdi, når alt kommer til alt. Snevampyren er en børnebog. Ingen tvivl om det. Selv børn, der på grund af en fejl i opdragelsen, ikke kender til de tidligere udgivne Freddy-bøger, vil finde bogen morsom og acceptere Freddy som det han er: en forholdsvis almindelig knægt med en sund og livlig fantasi. De voksne er naturligvis af den værste skuffe. De er, hvad mange forbinder med nutidens danske vikinger. Kun moderen viser sig som en yderst fornuftig og handlekraftig kvinde, men det gør det ikke just nemmere for Freddy.

Spøgelseslinien får en ny opklaringssag. Hvad er det der sker i det gamle hus, tæt på kirkegården? Er der en ægte vampyr eller er den falsk? Og hvor kommer blodet fra?

Hvad gør man, hvis ens ven forsvinder i en verden, som man ikke har kendskab til, men gerne vil have ham tilbage? Det er første gang en lille forsamling af gysenes mestre bliver stillet over for denne svære situation. Vampyren Dracula, varulven Eddie, Frankensteins monster Boris og den hovedløse Sir Arthur Fieldstein savner deres distræte kammerat mumien Mummy, siden han tog ind til byens museum for at besøge sin onkel i den egyptiske afdeling. Situationen er kritisk, da Mummy, forvirret som han er, kunne komme til at afsløre sig selv og vennerne overfor omverdenen. Det er ellers lykkedes dem at holde sig skjult for omverdenen i et gammelt slot, der benyttes til voksmuseum. Om dagen står de stille som voksfigurer i rædselskabinettet, men om natten trækker de sig tilbage til mere magelige omgivelser i riddersalen, hvor de fordriver tiden med skak og andre små sysler. Desværre er Mummy altså forsvundet og må genfindes for hver en pris, uden at deres eksistens røbes.

Efter forslag fra den hovedløse ridder arrangerer de en kidnapning af et menneskebarn, fordi børn er lettere at have med at gøre. Næste dag da mørket falder på udvælger de sig en 11-årig dreng, Freddy, på grund af hans glødende interesse for skrækmagasinet SLIM, der altid har historier med om uhyggelige væsner. Derfor reagerer han ikke så frygtsomt som andre børn. Da han først er blevet sat ind i balladen om den forsvundne mumie, hjælper han de venlige monstre helt frivilligt. Det er dog stadig ikke nogen nem opgave for en ligbleg vampyr, en vel(?)klædt ulv, en mand i tøj fra 1500-tallet med hang til at miste hovedet og en klodset kæmpe at slippe for opmærksomhed. Det går da også galt, og snart går den vilde jagt gennem byen mellem vennerne, der prøver at slippe væk med Mummy, og politiet, der ikke helt er klar over, hvem eller hvad de jagter.

Helt ude, hvor selv bussen til Ledøje har vendt om, ligger Blodsumpen. En ekspedition er blevet sendt ud for at afsløre hemmeligheden bag de mange forsvundne mennesker gennem den seneste tid. Hvad gemmer Blodsumpen på af afskyvækkende overraskelser - og hvorfor var det, at ekspeditionen fra "De kom fra Blodsumpen 1" ikke kom tilbage? Gruppen, der er blevet sendt afsted, er ikke bange for historierne om monstre og dødsfald - eller det vil sige, det er Kujonen, men han tog da alligevel med. Forklaringen på Blodsumpens onde ry må findes, koste hvad det vil. Der går dog ikke lang tid, før de første problemer melder sig. Det er, som om ondskaben emmer op fra mosen og gør enhver landkending umulig. Det eneste man kan få glimtvis øje på, er kemikaliefabrikken TOKSINONE. En fabrik, der måske har noget at gøre med sumpens forfærdelige tilstand? Mon Ham Der Dør Først slipper levende ud? Måske Den Skrigende Unge Pige slipper for at se rædselsvækkende syner. Ellers bliver der brug for al Professor Knowitall's viden og Den Modige Unge Mand's handlekraft for at slippe ud af, hvad der hurtigt viser sig at være et helvede på jorden - helt derude, hvor asfalten stopper, og markerne begynder... Der er dømt horror i et usædvanligt format. Cineromanen har for første gang sat sit spor i den danske virkelighed. Halv historie, halv film. Nul originalitet. Publikum krævede mere af det samme efter 1'eren, og det får de nu. Chokeffekterne kommer, hvor de skal, personerne virker på forhånd bekendte, og historien er som læst ud af et SLIM (hvad forfatteren sikkert også bare har gjort). Deltagerne får det ikke nemt, når først Blodsumpens beboere får færden af levende mad - eller hører de første skrig.

Rune listede ind i toiletbåsen og låsede.
Han kravlede op på wc-brættet og satte sig på hug.
Holdt vejret og lyttede.
En svag skraben lød nede ved gulvet.
Fire spadeformede fingre tog om kanten af døren.
De tykke fingre slap taget i døren og noget rædselsvækkende skete: På fingerspidserne åbnede huden sig i dybe sprækker, og fire mælkeblege øjne med røde pupiller gled ud og stirrede på ham ...

Dennis Jürgensen skriver om "Benny og Brian med ketchup og sennep": "Ideen til denne bog fik jeg egentlig lidt på samme måde som til en anden historie, "Er du blød, mand?". Jeg så for mig en af disse små grillbarer, hvor der tilsyneladende aldrig er nogen. Ingen kunder og ingen ekspedition. Kun et tomt lokale med en høj disk, et par blinkende spillemaskiner, gulligthvide kakler på væggene og falmede kæmpedias med forskellige "retter", som selv folk der kan få dåsehakkebøffer ned, ville kaste op over. Og alt selvfølgelig badet i et operationshvidt stråleskær fra oven, fordi den intime belysning består af to kolde neonrør i loftet.

Det var i disse omgivelser, at Benny og Brian pludselig kom til syne. Jeg kunne ligefrem høre dem stå og smaske, mens de åd løs af burgere, pølser, grillkyllinger og pom fritter, altsammen naturligvis skyllet ned med masser af colaer. Og lidt efter fik jeg også øje på ejeren af dette sted. Han kom ud fra baglokalet iført en svedig netundertrøje, et bøjet cigaretskod i mundvigen og nusset kokkehue. En stor, tyk mand hvis navn i virkeligheden er Cai Sung Chang for han kommer fra Peking i Kina, men blandt kunderne - som består af Benny og Brian - hedder han aldrig andet end Kaj. Deraf etablissementets navn: Kajs Grill.

Disse fortællinger er for så vidt (der er seks af dem i bogen) skrevet omvendt; forstået sådan, at jeg først fandt på titlerne og så skrev indholdet bagefter. Jeg besluttede mig for en fast ramme: En Benny og Brian-historie starter og slutter altid på Kajs Grill. På den måde lægges en socialrealistisk tone som i "Er du blød, mand?". Men derfra hører al sammenligning også op.

Kajs Grill er det eneste "normale" sted for disse to hverdagens helte. En slags helle. Så snart de træder ud på gaden, myldrer verden med kødædende uhyrer, gale videnskabsmænd og overnaturlige hændelser en masse. Ofte behøver de ikke engang at gå udenfor. Bedst som de står og gumler junkfood, ryger døren op og ind farer... ja, hvad? Alt kan ske når Benny og Brian er ofre.

Nogen vil måske stemple de to venner som ikke alt for smarte, men skinnet bedrager. Det er meget muligt, at Benny er et langt rær med headbangerhår, læderjakke og udtrådte gummisko, og Brian er nok en stridbørstet punker med bumser og sort T-shirt med logoet fra The Dead Grandma's på maven, men når først problemerne er i hælene på dem, er der ikke grænse for de to gutters idérigdom - og for hvor hurtigt de kan løbe.

Alt hvad jeg ellers kan sige er, at hvis du en dag kommer gennem Hæmningsløse og er meget sulten, så kig ind på Kajs Grill. Her står to fyre som kan berette om lidt af hvert. Og pølserne er såmænd helt hæderlige. Bare husk at pøse godt med ketchup og sennep på..."