Søgeresultater: 2

Hjælpeholdets tre mænd måtte vende om. Planen var ellers, at de skulle have slædet yderligere ét hundrede kilometer mod nord. Men hundene kunne ikke længere. Kun hovedholdet skulle fortsætte. Tobias græd først og fremmest over tabet af sin bedste ven Jørgen Brønlund. Han havde ingen tro tilbage på at finde hverken ham eller Mylius-Erichsen og Høeg Hagen i live. Tobias, Lindhard og Thostrup fortsatte nordpå. De piskede og sparkede deres trætte hunde frem. Trækdyrenes poter fik flænger og dybe sår efter gang på gang at træde igennem de hårdfrosne skorper, der dækkede den nyfaldne sne. På de steder, de forlod, efter at have holdt hvil, var sneen overstænket med blod. Omsider nåede de tre mænd frem til Mallemukfjeldet. Men der var intet spor af de savnede. Og som de havde frygtet: her var endnu åbent hav helt ind til fuglefjeldet.

Tobias, 13 år, skriver digte. Han fortæller om sin dumme og dejlige familie, om mejser og musvåger og om glæden ved foråret. Han ligger i hængekøje under Guds blå himmel, og han sluger bøger og finder ord, der er gode at have i munden. Han går i svømmehallen og i Zoologisk Have, hvor han ser de særeste ting. Og så er han forelsket i Rebekka, klassens, nej verdens, sødeste pige.