Søgeresultater: 97

"Somme tider bildte jeg mig selv ind, at det kun var et mareridt. Når jeg vågnede i morgen, ville alt være, som det plejede." Sådan skriver Aggi Jensen i bogens forord, men hun var ikke midt i et mareridt. 'Kærlighedens styrke' er hendes gribende fortælling om at leve med en ægtefælle, der bliver ramt af Parkinsons syge og senere demens.
Aggi Jensen debutroman 'Baggårdsbørn har også drømme' skildrer forfatterens opvækst med vanrøgt og misbrug. I 'Kærlighedens styrke' fortæller hun om overvindelsen af barndommens traumer og mødet med sit livs kærlighed Erik, som siden forsvinder længere og længere ind i intetheden. På trods af sygdomsforløbet viser Aggi Jensen også, at der er gode stunder midt i alt det svære.
Aggi Jensen (født 1929) debuterede i 2000 med den selvbiografiske 'Baggårdsbørn har også drømme' om en barsk opvækst, først med en far, der ikke magtede at tage sig af sine tre døtre, og senere på børnehjem. 'Kærlighedens styrke' er den første af tre erindringsbøger fra voksenlivet. Læs også 'Sensommeren' og 'Stjernestunder'.

“Du er klam. Du er lort. Du er ingenting. Der vil aldrig være nogen, der vil have dig.”

Kan du forestille dig, hvis du blev fortalt disse ting – flere gange dagligt – hver dag? Sådan var min realitet i mange år. Jeg hedder Georgia, og jeg har skizofreni. Hele mit liv har jeg hørt stemmer, der kommenterede på alt, hvad jeg foretog mig, indtil jeg som 17-årig fik et psykisk sammenbrud og blev indlagt på psykiatrisk afdeling.

"Jeg var sangerinden Misen. Så blev jeg moren Misen. Derefter blev jeg sklerose-Misen, og nu er jeg pludselig sangerinden Misen igen. Som at have haft en forkert frakke på for længe, jeg pludselig kan få krænget af. Jeg kan jo for helvede stadig synge! Jeg har da ikke sklerose i stemmen – eller i mine følelser eller i mit hjerte! Det virker på én gang selvfølgeligt og overraskende."



Sangerinden Misen Groths liv tog en pludselig drejning, da hun som 35-årig fik konstateret sklerose. Karrieren som sangerinde måtte sættes på pause for, at hun kunne finde ud af, hvordan hun skulle takle sin nye diagnose både fysisk og psykisk.



Bogen er ikke en guide gennem livet som sklerosepatient eller en samling kost- og livsstilsråd. I stedet er det en rejse gennem Misens eget forløb med sklerose og erkendelsen af, at selvom sygdommen sætter en stopper for nogle ting, så er der også ting, der kan fortsætte, som før hun fik diagnosen. For eksempel kan hun da stadig synge. Misen Groth (f. 1965) er en dansk sangerinde og forfatter. Hun har udgivet tre albums sammen med sin mand, komponisten Jacob Groth, og er særligt kendt for soundtracket til den populære tv-serie "Ørnen". I 2016 udgav Misen Groth bogen "Jeg kan da stadig synge" om sine egne oplevelser som sklerosepatient.

Det ramte avisernes forsider med et brag, da SF’s 30-årige gruppeformand, Jacob Mark, fortalte, at han havde mistet det meste af sit syn som følge af stress. 

I bogen Fartblind tager Jacob Mark os med bag kulisserne på nogle vilde, kulørte og travle år med valgkampe, MeToo, shitstorme og politiske sejre og nederlag, der undervejs blev ledsaget af voldsom angst og stress. Hudløst ærligt fortæller han om sit livs største krise og kampen for at finde sig selv under sin syv måneder lange sygemelding. 

Fartblind er en dybt personlig fortælling om grænseløshed, fest og kærlighed og om at finde en ny vej, når kroppen siger fra, og livet kræver en genstart.

Nat i april er Caroline Livingstones blottende og intime fortælling om at vokse op med en sindslidelse, at overleve et selvmordsforsøg og at skulle leve med aldrig at vide, hvordan det er ikke at have været på den lukkede. Beretningen trækker læseren med fra den begyndende sårbarhed ned i den dybeste psykose, gennem psykiatriske afdelinger, diagnoser, medicin og forsøg på fornægtelse og erkendelse. Nat i april er ikke en bog, der prøver at give svar eller løsninger, men snarere et unikt indblik i den menneskelige oplevelse, det er at miste forstanden.

Mange kæmper med spiseforstyrrelse, OCD, dårligt selvværd, angst og andre dumme hjernetriggere. Jeg er én af dem. Jeg er i dag 15 år, men min spiseforstyrrelse begyndte, da jeg var 11 år, og det skulle tage tre år med selvskade, tvangsmotion, livsfare, intensiv behandling og flere indlæggelser, før jeg fik styrken og modet til at stå imod spiseforstyrrelsens kræfter.
Jeg håber så inderligt, at denne bog kan sprede én eller anden form for lys og glæde i ethvert forstyrret sind – og til dem på sidelinjen, som hver dag kæmper hårdt for at kunne hjælpe, støtte og trøste i svære tider.
Jeg ved godt, at jeg kun er 15 år, men mens jeg var allermest syg, manglede jeg selv i den grad, at nogle ligesindede satte ord på alt det svære, som kan kredse rundt i hovedet på os børn og unge – så jeg vidste, at jeg ikke var alene. At andre kunne have det på samme måde som mig.
Jeg håber sådan, at du vil få glæde af min bog.

FORFRA er tidligere politisk redaktør på TV 2 Anders Langballes dramatiske historie om at flyve højt, falde dybt, slikke sine sår og blive tvunget til at finde en ny balance mellem arbejde og familie. Og ikke mindst overveje hvad det vigtigste i livet er. Indlæst af forfatteren

Han blev landskendt som L:Ron:Harald – Pornogangsteren – den sønderjyske rapper med den grove mund, den vilde Kadett, håndvåben, dåseøl og nøgne damer.
Virkeligheden var imidlertid en ganske anden for Lars Jensen. Bag den prangende og bevidst platte facade skjulte sig et følsomt menneske med et skrøbeligt sind, der allerede tre år før gennembruddet blev alvorligt psykisk syg og to gange indlagt på psykiatriske hospitaler – og under hele karrieren som rapper var under medicinsk behandling.
"Patient" er hans egen beretning, ikke mindst om tiden på Den Lukkede, Gøgereden. Det er en barsk fortælling om sygdom, selvmord, stoffer, sorg og svigt. Og et sønderlemmende angreb på det psykiatriske behandlingssystem i almindelighed og lokalpsykiatrien i særdeleshed. Lars Jensen (f. 1966), der er bedre kendt under kunstnernavnet L:Ron:Harald, er en sønderjysk rapper, der i 1998 hittede med numre som "Langs i Køffenhaun" og "Mæ å min Kadett". Siden har han udgivet flere albums og udgivet selvbiografien "Patient" om sit møde med det psykiatriske behandlingssystem.

En essayistisk fortælling om at være et almindeligt menneske i en ualmindelig krop præget af en medfødt muskelsygdom.

Hvad gør man, når man pludselig rammes af invaliderende smerter, som lægerne bare siger er indbildning? Hvad gør man, når man mister sin identitet og bliver opgivet og overladt til sig selv af det system, der ellers skulle hjælpe en?
"Det som ingen ser" er Kasper Valentins barske historie om at være usynligt syg, og bogen giver et indblik i, hvordan han håndterede, at hverken læger, familie eller venner kunne se, at der var noget galt med ham. Vi får også historien om, hvordan han fik tilværelsen til at fungere igen, efter at han havde mistet sin gamle tilværelse og sine drømme for fremtiden. Kasper Valentin (f. 1983) er opvokset og bosat i Svendborg. Han er uddannet folkeskolelærer og er CEO for sundhedsportalen BetterWing. I 2008 blev han ramt af invaliderende smerter, der ændrede hans liv, og han har siden da oplevet systemet indefra og mærket de udfordringer, en usynlig sygdom fører med sig, på egen krop. I 2014 medvirkede han i DR-dokumentaren "De uhelbredelige?"

"Det ser fint ud på røntgen" er den selvstændige efterfølger til Anne Meiniches bestseller "To kaffe og en staveplade - historien om en ulykke" (2003), som er solgt i 55.000 eksemplarer. Med et skarpt blik for det sundhedsvæsen, Anne Meiniche stadig færdes i, beskriver hun, 23 år efter en fatal bilulykke, hvordan hun har oplevet udviklingen i væsenet over årene, og hvordan et noget anderledes liv har formet sig for hende. Bogen er for alle, der har interesse for vores sundhedsvæsen: Patienter, pårørende, og sundhedspersonale - og politikere!

Forfatter og antropolog Ina Kjøgx Pedersen har været på feltarbejde i sin egen familie. Hendes idé var på nærmeste hold at følge sin mors demenssygdom; den sygdom, som er udråbt til at være en af vor tids største personlige og verdensøkonomiske katastrofer, som i ringe omfang lader sig behandle, og som i sundhedsvæsnet kun kan måles negativt: I form af rask tilbagegang. Men ville det også opleves sådan for hende i virkeligheden?

Hen over fire år har Ina Kjøgx Pedersen opsøgt gerontopsykologer, erindringsforskere, neuropsykologer, antropologer, andre pårørende, morens naboer, familie og venner. Men bogens bærende skelet bliver den logbog, som hun begyndte at føre i efteråret 2013 for at fastholde det, der forsvandt. Ned i detaljer dokumenterer logbogen de bevidsthedsverdener, hendes mor går ud og ind af. Den viser de faser, hun gennemgår, der er fokus på sproget, humoren, afmagten, sorgen – også Inas, når hun som datter kommer til at gøre alt det forkerte, selv om hun ikke vil. Det bliver derfor også en meget konkret bog: En nysgerrig, somme tider rasende famlen, båret af Ina Kjøgx Pedersens personlige trang til at blive klogere på noget, hun – og mange andre med hende – ikke kan undgå at forholde sig til.