Søgeresultater: 4

"Tre kræfter har formet mit livs landskab. To af dem knuste den halve verden. Den tredje var meget lille og svag, ja, faktisk usynlig. Det var en sky lille fugl i min brystkasse, en tomme eller to over min mave. På de mest uventede tidspunkter kunne fuglen vågne op, løfte sit hoved og baske henrykt med vingerne. Så løftede jeg også hovedet, for i det korte øjeblik vidste jeg med sikkerhed, at kærlighed og håb har uendeligt større magt end had og raseri, og at der et eller andet sted på den anden side af min horisont eksisterede et uforgængeligt liv, der altid ville sejre.

Den første kraft var Adolf Hitler, den anden Josef Vissarionovitj Stalin. De gjorde mit liv til et mikrokosmos, hvor historien om et lille land i Europas hjerte udspillede sig. Den lille fugl, den tredje kraft, holdt mig i live, så jeg kunne fortælle denne historie."

"En sjælden gang imellem læser man en bog, der sætter egne og tidens problemer i perspektiv og tvinger os til at konfrontere de mørke sider af menneskets natur. Mrs. Koválys erindringer er ikke blot en personlig be- retning om den umenneskelighed, hun mødte. Ved at fortælle sin historie – ligefremt og uden selvmedlidenhed – kaster hun lys over dybe sandheder om den menneskelige adfærd ... Langsomt og med tiltagende styrke bliver det igennem bogen tydeligt, hvordan den totalitære stat næres af menneskelig blindhed og svaghed." – THE NEW YORK TIMES HEDA MARGOLIUS KOVÁLY (1919- 2010) voksede op i Prag som datter af velstående jøder. Familien blev i 1941 interneret i den jødiske ghetto i Lodz og derfra sendt til Auschwitz, hvor hendes forældre omkom. Mirakuløst flygtede hun tilbage til Prag fra en dødsmarch mod Bergen-Belsen få måneder før Anden Verdenskrigs afslutning.rnrnEfter krigen opnåede hendes mand, Rudolf Margolius, en politisk toppost i det nye, kommunistiske styre, men blev i 1952 fængslet og senere henrettet som en af 11 i den skueproces, der senere blev kendt som Slansky-processen.rnrnHeda Margolius Kovály ernærede sig derefter som oversætter, særligt af moderne amerikansk litteratur, inden hun i 1968 flygtede ud af Tjekkoslovakiet, først til Storbritannien og senere til USA, hvor hun levede frem til sin død.

En række kendte mennesker, født i årene 1930-1940, fortæller om deres personlige oplevelser om en opvækst i et årti, der var præget af besættelse, vareknaphed og hårde isvintre, men også af fællesskab og hjælpsomhed. Ingen af bidragene har været publiceret før.

Skribenterne er: Niels Barfoed, Hanne Bech Hansen, Vigga Bro, Hans Hertel, Kjeld Hillingsø, Jørn Hjorting, Bent Jørgensen, Olaf Nielsen, Hanne Marie Svendsen, Poul Thomsen, Henrik Voldborg, Niels Birger Wamberg, Jane Aamund.

"Fortællingerne handler om livet som barn i en tid, der har sat sig dybe spor. Nogle oplevede ikke krigshandlingerne helt tæt på og beskriver en barndom med frihed fra de voksne, skolegang og fællesskab. Andre oplevede krigen helt tæt på med fædre, der deltog i modstandskampen, og Bent Jørgensen fortæller stærkt om sit russiske år på Bornholm med den russiske besættelse (...) Bogens 13 barndomsfortællinger beskriver levende og nuanceret, hvordan det var at være barn under 2. verdenskrig forskellige steder i Danmark."
- Rikke Bruun, lektør

MIRJAM JURKOFSKY er jøde og var 16 år, da Hitlers tropper i 1941 stormede ind i Rusland og Baltikum og angreb hendes landsby. Mirjam overkom flere år med sult, sygdom og systematiske massehenrettelser i en ghetto i Litauen og i den berygtede koncentrationslejr Stutthof i det besatte Polen, men hun mistede næsten hele sin familie under Holocaust. På mirakuløs vis lykkedes det Mirjam og hendes to år ældre søster Luba at flygte, og takket være snilde og søstersammenhold overlevede pigerne krigens sidste måneder blandt fjender - på flugt i et Europa i opløsning.
´Danmark gav mig livet tilbage´, siger Mirjam ofte. I dag bor hun på Østerbro i København og er blevet mor, mormor og oldemor.
Mirjams flugt er et vigtigt vidnesbyrd om uafrystelige forbrydelser mod mennesker, men også om næstekærlighed, håb og sammenhold.

Mirjam Jurkofsky (f, 1925), den 2, verdenskrig, jøder, jødeforfølgelse, holocaust, nazisme, flugt, historie, 1940-1949, Polen, Litauen

»Vi ønskede ikke at vide det,« siger Brunhilde Pomsel, Joseph Goebbels’ tidligere sekretær. Brunhilde Pomsel arbejdede for en af verdenshistoriens værste forbrydere. Fra 1942 til 1945 var hun stenograf for Joseph Goebbels. I denne bog, som udkommer samtidig med dokumentarfilmen af samme navn får premiere, får vi igennem hendes ord indsigt i ondskabens banalitet. Pomsel var, og det vedkender hun sig i dag, en medløber. Det var først efter krigen, at det fulde omfang af nazisternes uhyrligheder, stod klart for hende. Igennem hendes livshistorie konfronteres vi med et spørgsmål om vores personlige medansvar for konsekvenserne af en tilbagevendende nationalisme og populisme. Bliver vores generation den næste til som Pomsel at sige: »Vi ønskede ikke at vide det«? På et tidspunkt, hvor højrepopulismen går sin sejrsgang i verden, tjener denne bog om et de sidste overlevende vidner til naziregimet indre virkemåde som en påmindelse om, at fascismens trussel stadig er nærværende.