Søgeresultater: 14

"Jeg hørte stemmer og så syner. Jeg så de døde. Jeg talte med mennesker, som jeg for længst havde mistet. Jeg så Gud og ærkeengle. Jeg så djævle, dæmoner og monstre. Og jeg var ikke i tvivl om, at jeg så lige ret ind i selveste Helvede. Det var klart nok allerede fra begyndelse, at dette var en kamp på liv og død."



Hele Danmarks cirkusdronning Diana Benneweis fortæller om den bipolare affektive psykose, hun blev ramt af i 1997, og som har haft så stor indflydelse på hendes liv lige siden. Gruopvækkende detaljer om hallucinationer og vrangforestillinger, indre smerte og angst gør et stort indtryk på læseren. Men endnu mere gennemtrængende er den enorme livserfaring, Diana Benneweis har erhvervet sig under sit sygdomsforløb, og som hun her deler ud af.

Diana Benneweis (f. 1947) var i en lang periode direktør i Cirkus Benneweis, som har været i hendes families eje siden dets begyndelse i 1887. Diana Benneweis har endvidere skrevet selvbiografier om sit farverige og til tider hektiske liv som cirkusdirektør og –prinsesse og sine erfaringer med en alvorlig psykisk lidelse.

En underholdende, livsbekræftende og rørende historie om at hage sig fast i livet og insistere på at være lykkelig.

Komikeren Geo blev i 2012 erklæret rask efter at have haft kræft to gange – en kæmpe lettelse, der dog hurtigt blev afløst af spørgsmålet: Hva’ så nu?

Vejen tilbage til en almindelig hverdag har været lang og udfordrende. Geo sammenligner sig med bjergbestigeren, der minutiøst har planlagt, hvordan han når toppen, men ikke er forberedt på turen ned ad bjerget. Og det er netop på den krævende nedstigning, de alvorlige ulykker sker. I denne bog fortæller han hudløst ærligt om sine op- og nedture. Om kriser og kærlighed. Om angsten for kontroldatoer og den evige frygt for, at sygdommen kommer tilbage igen.

"Men så skete det, der ikke måtte ske. Jeg tabte min hue. Kun meget få mennesker som Effie, Christiane og min sygeplejerske havde fået lov til at beskue mit skaldede semi-dunede hoved, og nu stod jeg fuldstændig ufrivilligt og blamerede det for 150 mennesker." Geo om sin første optræden efter raskmeldingen. Christian Geo Heltboe er født i 1975. Han er komiker, skuespiller, foredragsholder og journalist. I 2013 udgav han sin første bog, "Ikk’ for sjov", hvor han fortalte om livet som kemopatient. I denne bog fortæller han om de første fem år efter raskmeldingen, hvor han fortsat var i kontrol.

En fortælling om at være træt er historien om et månedlangt ophold på et ayurvedisk behandlingssted beliggende på et bjerg i Indien. Her møder vi en række personer fra hele verden, alle er de trådt ud af verdens vrimmel og travlhed for at finde ro og hjælp til at overvinde stress, overvægt, lavt selvværd og i Anders’ tilfælde kronisk træthedssyndrom. Hvad der tilsyneladende er en rejsebog, bliver til historien om et liv med kronisk træthedssyndrom, om desperationen ved at leve med en sygdom, som ingen rigtig kender årsagen til – og slet ikke behandlingen af.

Da tidligere biskop Jan Lindhardt i foråret 2012 fik konstateret Alzheimers indvarslede det store forandringer for hele familien. Efter at have levet et meget aktivt og udadvendt liv i berøring med mange mennesker ofte om livets store spørgsmål, måtte Lindhardt indse, at hans verden blev indsnævret. Det blev efterhånden svært at skelne mellem stort og småt, op og ned. Verden var simpelthen ved at falde fra hinanden. Han var ved at falde fra hinanden. I denne nye, lille verden skulle Lindhardts nærmeste familie finde ud af, hvordan de skulle udfylde og leve med rollen som pårørende. Lidt af far er Jan Lindhardts yngste søn Frederiks fortælling om livet sammen med sin syge far. Den handler om sorgen, frustrationerne og håbløsheden. Om minderne, humoren, nærheden og kærligheden. Den handler om, hvad Alzheimers gør ved mennesker. Men først og fremmest handler den om en far og en søn.

Kan den snakke? - 12.000 dage set fra en kørestol er Preben Steen Nielsens farverige fortælling om at være anderledes og ligeglad med det. Preben har muskelsvind og er derfor afhængig af andres hjælp døgnet rundt. Det hindrer ham dog ikke i at have haft et særdeles begivenhedsrigt liv, hvor han til stadighed har formået at udfordre sig selv, gjort op med andres fordomme omkring det at være handicappet, iscenesat spektakulære events og fremsat vidtløftige udmeldinger på de sociale medier, der er nået ud til et stort publikum. Preben Steen Nielsen er hudløst ærlig i sin beretning og skåner ikke sig selv på nogen måde. Heller ikke når det drejer sig om prekære emner som sex og kærlighed, der, for mange i hans situation, byder på ikke så få udfordringer - kapitlerne om hans besøg i en stripbar og hos såkaldte "glædespiger" rammer ned i en række tabuer tilsat lige dele humor og selverkendelse.

Da Rita og Aage møder hinanden i en moden alder, er det kærlighed ved første blik. Aage er dog inde i en presset periode og føler sig stresset. Han glemmer hverdagsting. Han virker ustruktureret. Han kan godt blive lidt kort for hovedet. Rita sender ham til lægen flere gange, men beskeden er hver gang den samme: Der er intet alvorligt galt. Men det er der. Det viser sig, at Aage har Alzheimers sygdom.

Jeg døde for at vågne op er en fantastisk personlig beretning om at svæve mellem liv og død og opleve at bevidstheden rækker langt ud over kroppens liv. Da den amerikanske læge Rajiv Parti fik en nærdødsoplevelse på operationsbordet, så han først sin egen operation oppe fra loftet og kunne høre, hvordan en af lægerne fyrede en vits af. Dernæst oplevede han, at blive modtaget af ærkeengle og sin afdøde far, der førte ham gennem helvedes kvaler og viste ham den onde cirkel af vold, som havde plaget hans familie i generationer. Det blev tydeligt for ham, at de vanskeligheder, han oplevede i dette liv, hang nøje sammen med tidligere liv. Men dette var ikke alt: Englene viste ham herefter himlen. De belærte ham om, hvordan spiritualitet og sundhed hænger sammen på et dybt plan – og de insisterede på, at han bragte denne visdom med sig tilbage til sit jordiske liv. Parti var klar over, at han var nødt til at omlægge sit liv radikalt for at gøre det. Før sin nærdødsoplevelse var han en velhavende mand med en videnskabelig uddannelse og en succesrig karriere som overlæge. Han havde været både kølig og uempatisk i sit arbejde – og streng og til tider voldelig over for sin søn under hans opvækst. Alt dette ændrede sig efter, at han så både himmel og helvede med egne øjne. Efter nærdødsoplevelsen vågnede han op som et nyt menneske. Han solgte sin luksusvilla, sagde farvel til sin karriere, åbnede en holistisk sundhedsklinik og ændrede forholdet til sin familie totalt. Bogen er fascinerende og gribende læsning og vidner om, at der er et liv efter dette.

Anne. 31 år. Lykkeligt gift på niende år. Mor til 3 drenge. Den ældste 7 år. Den mellemste 4 år. Den yngste 11/2 år. Lærerstuderende på tredje år.



Hjerneblødning. Aneurisme. Bristet blodkar. Uden vågen bevidsthed. Operation nødvendig. Udsigt til helbredelse: tvivlsom.



Mirakuløst indgreb. Operation vellykket. Næsten ingen vibrering af pulsåren under indgreb. Lille lammelse. Derefter – depression. Psykose? Hovedpine. Forbinding. Morfinlignende præparat. Skaldet. Personlig blottelse. Sårbar. Bitter foragter af egen svaghed.



Forbinding – hvid. Hospitalsseng – hvid. Hospitalstøj – hvidt. Vægge – hvide. Læger – hvide. Sygeplejersker – hvide. Alting hvidt. Hospitalsprocedure. Patienten ingen ansvar. Manglende følelse af identitet.



"På skyggesiden" er en stærkt personlig og gribende beretning om en hjerneblødning og tabet af tid og identitet over måneder og år – men også om en sejlivet tilbagevenden til normal eksistens med store fysiske og psykiske omkostninger. Og en tro på livet på godt og ondt.

Anne Lützhöft (f. 1951) er uddannet lærer og debuterede som forfatter i 1997 med erindringsbogen "På skyggesiden – beretningen om en hjerneblødning". Siden har hun både udgivet romaner, erindringsbøger og aforismer. Anne Lützhöfts opvækst på et børnehjem har været inspiration til mange af hendes bøger.

"Den hidtil mest menneskelige bog i hjerneåret – noget så overset som en hjerneskadet patients beretning.

Denne opgave løses exceptionelt godt i Anne Lützhöfts bog. På trods af titlen "På skyggesiden" er bogen ikke misantropisk eller mistrøstig. Den er positiv." – Information

"Endnu et besøg er slut. Jeg lukker stille døren bag mig til værelse 107, der har været mors hjem i en årrække. Jeg hører tonerne af "Efteråret" fra Vivaldis "De fire årstider" spille videre bag den lukkede dør. Jeg har endnu engang sagt farvel til hende og takket hende for vores fælles minder og liv sammen. Jeg har hvisket til hende, at det er i orden med mig, at hun giver slip på det jordiske liv og rejser videre. Til noget nyt. Forhåbentligt til et sted og til et liv uden demens."

Da Henriette Ghorbanis mor for mange år siden fik demens, gik det for alvor op for datteren, at demens er de pårørendes sygdom. I takt med at man ser et afholdt menneske miste de karaktertræk, man i så mange år har elsket dem for, melder ønsket sig om, at de skal have lov at dø, inden de forsvinder helt ind i deres demens.

Mange mennesker kommer i løbet af deres liv i kontakt med demens, og dog er emnet stadig tabubelagt. Det er dette tabu, Henriette Ghorbani gør op med i "Når mor har demens" og på hjemmesiden dattertildemensramt.dk. Henriette Ghorbani er kendt fra Go’ Morgen Danmark og ALT for damerne, hvor hun ligeledes har talt om det at være pårørende til en demensramt. Hun er uddannet socialrådgivet og projektleder og arbejder i Vejle Kommune.

Lene Bredsdorff levede en aktiv pensionisttilværelse med litteratur, musik og rejser, da hun i 2012 fik konstateret Alzheimers. Her fortæller hendes mand, Thomas Bredsdorff, om hendes sygdomsforløb, fra de første symptomer viser sig, til hun fire år senere kommer på plejehjem. Det er en fortælling om tab – af hukommelse, sprog, tids- og rumfornemmelse og ikke mindst samliv. Men det er også en fortælling om uventede lyspunkter, om det uundværlige aktivitetscenter Klarahus, om timerne med musikterapeuten Hugo og om pludselige glimt af klarhed og glæde.

Tøsne og forsytia er et personligt vidnesbyrd om alderdom og Alzheimers, men det er også en litteraturkritikers undersøgelse af aldringens filosofi og Alzheimers’ idéhistorie – en bog, der nærmer sig det store og smertelige spørgsmål: Hvad er et menneske uden hukommelse?

At dø for at leve er en dybt bevægende og opsigtsvækkende personlig beretning. Forfatteren, Anita Moorjani, havde kæmpet mod en ondartet lymfekræft i næsten fire år, da sygdommen begynder at sprede sig. En morgen finder hendes mand hende bevidstløs på badeværelsesgulvet, og hun bliver hastet på hospitalet, hvor lægerne fortæller ham, at hendes organer er ved at sætte ud – at hun er ved at dø, og at han ikke skal regne med, at hun lever natten over. Trods sin bevidstløse tilstand hører Anita Moorjani det hele, og da hendes krop er ved at stå af, får hun en helt utrolig nærdødsoplevelse, der giver hende en altafgørende dyb indsigt i hendes eget liv og den faktiske årsag til hendes sygdom. Da hun kommer til bevidsthed igen, har hun det meget bedre, og i løbet af et par uger bliver hun udskrevet, da kræften er fuldstændig forsvundet. Bogen er yderst velskrevet og fantastisk inspirerende læsning, der vidner om, at vi alle har en indre styrke og visdom, der gør det muligt at overvinde livets hårdeste modgang – og at mirakler er mulige.

En fri fugl er Mette Fuglsangs stærke personlige beretning om at leve med en spiseforstyrrelse – og om at komme ud på den anden side.