Søgeresultater: 13

"VI SES I MORGEN er en pårørendes beretning om at miste den, man elsker, uden at miste sig selv. Om kaos og kærlighed. Og måske mest af alt om troen på livet. Skrevet af Eva Jørgensen, journalist og nyhedsvært gennem mange år på Danmarks radio. Eva Jørgensen mistede sin elskede mand efter et års opslidende sygdom. I denne bog fortæller hun ærligt og modigt om al den skyld og alle de tabuer, der er forbundet med at være tæt på et meget sygt menneske. I bogens begyndelse er Eva og hendes kæreste, Steffen, forelskede og planlægger bryllup. Men Steffens stærke krop begynder at svigte ham. Han snøvler, når han taler, og kæmper med at holde fast om gaflen, når han spiser. Det bliver begyndelsen til Evas sidste år med Steffen. Steffen får diagnosen ALS - en brutal og hurtigt fremadskridende skleroseform - og Eva træder ind i rollen som pårørende, med alt hvad det indebærer af smerte, sorg, frustration og vrede. Deres fælles hjem forvandles til en banegård. Eva bliver kontaktperson for behandlere og offentlige instanser - hun konfronteres med krav og forventninger fra mange sider og skal samtidig håndtere sine egne følelser i et parforhold, hvor magtbalancen forskydes mere og mere. Oven i det hele er Eva nybagt mor. Ti måneder efter deres søns fødsel slutter Steffens liv. "

Bogen følger forfatteren og hans fars samvær fra faderens begyndende demens og til enden, døden. Beretningen bevarer respekten og kærligheden til faderen, men fortæller alligevel om absurditeten, de vanvittige dialoger, og de utroligt vanskelige problemer, pårørende står overfor, når et elsket menneske forandrer sig for øjnene af en.

"Da jeg var seks år gammel, holdt min bedstefar op med at genkende mig. Han boede i nabohuset neden for vores hus, og da jeg brugte hans frugthave som genvej til skolen, smed han en gang imellem et stykke brænde efter mig, for jeg havde ikke noget at gøre på hans jord. Somme tider blev han dog alligevel glad for at se mig, og han kom hen til mig og kaldte mig Helmut. Det kunne jeg nu heller ikke bruge til noget. Bedstefar døde. Jeg glemte disse oplevelser – indtil sygdommen tog fat hos min far."

Arno Geiger følger sin fars liv tæt de næste år. For at støtte ham i den stadig vanskeligere hverdag, inden plejehjemmet bliver den sidste station. Men også for at lære ham at kende – for tiden er gået, siden barndommen sluttede, og det travle voksne liv satte ind. Geiger flytter ind, og dagene går med mange forskellige slags samvær, med rablende dialoger, absurde optrin. Men faderen er samtidig lysende klar i fortællingerne fra hans egen barndom, hans soldatertid, slægtens og hjemstavnens historie.

LEKTØRUDTALELSE
"Rørende, humoristisk og meget personlig beretning om en søns iagttagelse af sin fars rejse ind i demensen. Faderen August er ramt af Alzheimer, og sønnen følger ham tæt de sidste år. God at læse for alle med demens inde på livet (...) En meget tæt og bevægende skildring af en rejse ind i demensen, af og til meget morsom, men også meget gribende. Bogen kan med sine mange eksempler hjælpe andre i samme situation."

ANMELDERNE SKREV
"Konklusionen først: Bogen om Arno Geiger og hans demente far er en bog, som bør læses af alle, som er sammen med eller som kender mennesker med demens, uanset om det er familie eller plejepersonale, og hvem gør ikke det?"
- Litteratursiden

"...rørende og indsigtsgivende - en meget værdifuld håndsrækning til enhver, der i dag er i berøring med sygdommen hos op mod 90.000 demensramte danskere."
- Politiken

"Tankevækkende østrigsk bog om demens."
- Jyllands-Posten

Hej, mit navn er Oskar. Jeg er 15 år gammel. Da jeg var 11 år, fik min far alzheimer. Min far bliver væk er en meget rørende bog, hvor teenagedrengen Oskar fortæller om hverdagen med sin demente far. Han bliver gradvist mere syg, og den far, som Oskar har kendt og set op til, er ved at forsvinde. Det sætter en masse tanker i gang, og det ændrer livet for Oskar, hans mor og søskende. Men det binder dem også tættere sammen, og i fællesskab forsøger de at fylde de huller ud, som farens sygdom har skabt.

Fra det ene øjeblik til det andet ændrer verden sig, da 32-årige Manja bliver ramt af to blodpropper i hjernen. Hvordan rejser man sig igen – både som individ, pårørende og familie? Vi blotter os fuldstændig – du får hele historien. Også de sider, vi ikke selv er stolte af. Vi fortæller om de fejl, vi begik. Fejl, der næsten kostede os vores ægteskab. Vi fortæller om de sejre, vi trods alt oplevede hver dag. Dem, der gav os håb og blev vores motivation og drivkraft. Det er en historie om, hvordan det føles at ”dumpe i spaghetti med kødsovs”, om kampen for retten til at arbejde igen og om at kræve sit liv tilbage. Også som pårørende. Et liv med håb og helt almindelige drømme. Et liv, hvor der bliver sat definitivt punktum for dødens ret til at kaste skygger på resten af livet.

Da Rita og Aage møder hinanden i en moden alder, er det kærlighed ved første blik. Aage er dog inde i en presset periode og føler sig stresset. Han glemmer hverdagsting. Han virker ustruktureret. Han kan godt blive lidt kort for hovedet. Rita sender ham til lægen flere gange, men beskeden er hver gang den samme: Der er intet alvorligt galt. Men det er der. Det viser sig, at Aage har Alzheimers sygdom.

Da tidligere biskop Jan Lindhardt i foråret 2012 fik konstateret Alzheimers indvarslede det store forandringer for hele familien. Efter at have levet et meget aktivt og udadvendt liv i berøring med mange mennesker ofte om livets store spørgsmål, måtte Lindhardt indse, at hans verden blev indsnævret. Det blev efterhånden svært at skelne mellem stort og småt, op og ned. Verden var simpelthen ved at falde fra hinanden. Han var ved at falde fra hinanden. I denne nye, lille verden skulle Lindhardts nærmeste familie finde ud af, hvordan de skulle udfylde og leve med rollen som pårørende. Lidt af far er Jan Lindhardts yngste søn Frederiks fortælling om livet sammen med sin syge far. Den handler om sorgen, frustrationerne og håbløsheden. Om minderne, humoren, nærheden og kærligheden. Den handler om, hvad Alzheimers gør ved mennesker. Men først og fremmest handler den om en far og en søn.

En smuk og barsk beretning om sorg og tab samt lys og kærlighed. Da Alberte er 7 år gammel, får hun diagnosen Metakromatisk Leukodystrofi (MLD), en nervesygdom, der langsomt nedbryder hendes motoriske og kognitive færdigheder. Albertes mor beskriver ærligt og personligt, hvordan Albertes diagnose og sygdomsforløb rammer familien med et hårdt slag og kaster mor, far og storesøster ud i en følelsesmæssig nedtur, hvor de magtesløse lever med visheden om, at Alberte skal dø. Alligevel får dødens tilstedeværelse dem ikke til at opgive at finde en retning og mening med livet og lader lyset og kærligheden dominere i Albertes korte liv.

Forfatter og antropolog Ina Kjøgx Pedersen har været på feltarbejde i sin egen familie. Hendes idé var på nærmeste hold at følge sin mors demenssygdom; den sygdom, som er udråbt til at være en af vor tids største personlige og verdensøkonomiske katastrofer, som i ringe omfang lader sig behandle, og som i sundhedsvæsnet kun kan måles negativt: I form af rask tilbagegang. Men ville det også opleves sådan for hende i virkeligheden?

Hen over fire år har Ina Kjøgx Pedersen opsøgt gerontopsykologer, erindringsforskere, neuropsykologer, antropologer, andre pårørende, morens naboer, familie og venner. Men bogens bærende skelet bliver den logbog, som hun begyndte at føre i efteråret 2013 for at fastholde det, der forsvandt. Ned i detaljer dokumenterer logbogen de bevidsthedsverdener, hendes mor går ud og ind af. Den viser de faser, hun gennemgår, der er fokus på sproget, humoren, afmagten, sorgen – også Inas, når hun som datter kommer til at gøre alt det forkerte, selv om hun ikke vil. Det bliver derfor også en meget konkret bog: En nysgerrig, somme tider rasende famlen, båret af Ina Kjøgx Pedersens personlige trang til at blive klogere på noget, hun – og mange andre med hende – ikke kan undgå at forholde sig til.

Hele familien er samlet i det lille hjem i Nordsjælland på en smuk og frostklar dag i februar. Midt i stuen står en hospitalsseng. I sengen ligger Dave, som drager sit sidste åndedrag præcis fire måneder efter, at han fik stillet diagnosen kræft i bugspytkirtlen. Knap 46 år gammel.

I denne inderlige og personlige beretning fortæller Marian Prestage uforskønnet om sin mands sygdom og død samt om de svære måneder og år efter, hvor hun forsøger at få hold på sit liv igen.

"At sprede skyer" er en bevægende historie om kærlighed, sorg, sygdom, familie, omsorg, håb, vilje, ægthed, ensomhed, fortvivlelse, glæde – livet og døden. Det er også en historie om at sige ja til hinanden midt i livets svære stund og fortælle en 18-årig teenager, at hans far skal dø af den samme sygdom, som hans mor døde af. Marian C. Prestage er født i 1966 i Brønderslev, hvor hun er opvokset. Hun er cand.mag. i engelsk og internationale forhold med en tillægsuddannelse i journalistik samt uddannet coach. Marian har i mange år arbejdet med sprog, kommunikation og formidling, bl.a. gennem sin egen virksomhed. "At sprede skyer" er hendes første bog.

"Endnu et besøg er slut. Jeg lukker stille døren bag mig til værelse 107, der har været mors hjem i en årrække. Jeg hører tonerne af "Efteråret" fra Vivaldis "De fire årstider" spille videre bag den lukkede dør. Jeg har endnu engang sagt farvel til hende og takket hende for vores fælles minder og liv sammen. Jeg har hvisket til hende, at det er i orden med mig, at hun giver slip på det jordiske liv og rejser videre. Til noget nyt. Forhåbentligt til et sted og til et liv uden demens."

Da Henriette Ghorbanis mor for mange år siden fik demens, gik det for alvor op for datteren, at demens er de pårørendes sygdom. I takt med at man ser et afholdt menneske miste de karaktertræk, man i så mange år har elsket dem for, melder ønsket sig om, at de skal have lov at dø, inden de forsvinder helt ind i deres demens.

Mange mennesker kommer i løbet af deres liv i kontakt med demens, og dog er emnet stadig tabubelagt. Det er dette tabu, Henriette Ghorbani gør op med i "Når mor har demens" og på hjemmesiden dattertildemensramt.dk. Henriette Ghorbani er kendt fra Go’ Morgen Danmark og ALT for damerne, hvor hun ligeledes har talt om det at være pårørende til en demensramt. Hun er uddannet socialrådgivet og projektleder og arbejder i Vejle Kommune.

Lene Bredsdorff levede en aktiv pensionisttilværelse med litteratur, musik og rejser, da hun i 2012 fik konstateret Alzheimers. Her fortæller hendes mand, Thomas Bredsdorff, om hendes sygdomsforløb, fra de første symptomer viser sig, til hun fire år senere kommer på plejehjem. Det er en fortælling om tab – af hukommelse, sprog, tids- og rumfornemmelse og ikke mindst samliv. Men det er også en fortælling om uventede lyspunkter, om det uundværlige aktivitetscenter Klarahus, om timerne med musikterapeuten Hugo og om pludselige glimt af klarhed og glæde.

Tøsne og forsytia er et personligt vidnesbyrd om alderdom og Alzheimers, men det er også en litteraturkritikers undersøgelse af aldringens filosofi og Alzheimers’ idéhistorie – en bog, der nærmer sig det store og smertelige spørgsmål: Hvad er et menneske uden hukommelse?

Ida Mys historie er en fortælling om usunde relationer, om at mangle selvværd, have præstationsangst, svært ved at leve op til egne forventninger og gøre fysisk skade på sig selv for at dæmpe den mentale smerte. Men det er i høj grad også en bog om håb og identitet.