Søgeresultater: 7

Hvordan kommer man videre i livet, når man 35 år gammel har haft døden hængende over hovedet, og ens håndboldkarriere er slut? Gennem hele sin håndboldkarriere har Daniel Svensson fulgt sin fars råd: ”Spil bolden, hvor den ligger.” Den stærke københavner har vundet medaljer, spillet på landsholdet og været professionel i Spanien og Tyskland. Men da Daniel Svensson kort inden VM 2013 får beskeden om, at han har kræft, vendes alt på hovedet. Hvordan spiller man bolden, når man ikke ved, hvor den ligger? Kampen mod kræft er ikke en sportsdisciplin. Daniel Svensson overvinder sygdommen og kæmper sig tilbage på topplan – for derefter atter at få konstateret kræft. Og var første gang slem, er anden gang meget værre. I DER ER KUN DAGE fortæller Daniel Svensson om kampen for at overleve, og hvad de to kræftforløb har gjort ved ham som menneske. Om beskidt spil, slagsmål, skader, sejre og svigt. Men også om triumfer, kærlighed og om at kaste sig ud på dybt vand i Vild med dans.

Fra det ene øjeblik til det andet ændrer verden sig, da 32-årige Manja bliver ramt af to blodpropper i hjernen. Hvordan rejser man sig igen – både som individ, pårørende og familie? Vi blotter os fuldstændig – du får hele historien. Også de sider, vi ikke selv er stolte af. Vi fortæller om de fejl, vi begik. Fejl, der næsten kostede os vores ægteskab. Vi fortæller om de sejre, vi trods alt oplevede hver dag. Dem, der gav os håb og blev vores motivation og drivkraft. Det er en historie om, hvordan det føles at ”dumpe i spaghetti med kødsovs”, om kampen for retten til at arbejde igen og om at kræve sit liv tilbage. Også som pårørende. Et liv med håb og helt almindelige drømme. Et liv, hvor der bliver sat definitivt punktum for dødens ret til at kaste skygger på resten af livet.

I maj 2019 døde Thomas på 45 år af en knoglemarvskræft, der langsomt havde nedbrudt hans krop. Det tog tre år. Men kræften dræbte aldrig hans evne til at elske livet, udnytte sin krops potentiale og til altid at give kærligheden plads.
Som Thomas skrev i sin tale til sin egen begravelse: "Jeg ønsker jer alle en dejlig dag – og et dejligt liv. Husk, at vi ikke gør livet op i de antal år, vi får i lotteriet, men i alle de ting, vi vælger at fylde det med." I månederne op til og i ugerne efter hans død skrev hans hustru Mette bogen Lev stærkt – dø smukt.
Ved Thomas' død frygtede Mette at miste sit eget liv og ryge i en afgrund. Men virkeligheden var, at døden gav hende rå og levende kreative kræfter og en hidtil ukendt grundstyrke. Det er den energi, bogen er skrevet på.
Det er en fortælling om et helt særligt menneskes sidste år på jorden. Om at gribe de særlige stunder med sine tre sønner. Om som familie at tage sorgen på forskud. Om at sørge og leve sammen som en helende proces. Det er en beretning om levet liv og døet død. Thomas var aktiv til det sidste i begge dele.
Bogen handler om troen på det gode og på kærlighedens frisættende kraft. Og om hvordan man sammen kan tage styring over et liv i kaos, så man både før, under og efter døden kan finde mening og livslykke. Bogen viser, at man kan komme overens med det uafvendelige, mens den døende stadig er i verden.

”Jeg vil ikke have, at du skal dø, far. Du må ikke dø!” På sofaen ligger Sally og græder sammen med Jan. ”Det vil jeg heller ikke, skat. Jeg vil ikke dø.” Kirsten er lykkeligt gift og mor til to, da hendes mand får diagnosen ALS. De skal fortælle Vigga og Sally på 9 og 11 år, at deres far skal dø. Som mor, hustru og nærmeste pårørende bliver det Kirstens allervigtigste opgave at passe på børnene igennem Jans sygdomsforløb. Fortælle dem sandheden om sygdommen og forberede dem på, at deres far skal dø. Men samtidig skal hun beskytte dem mest muligt og fastholde deres barndom og troen på, at livet er godt – også når det ikke er det. NÅR FAR SKAL DØ tager læseren med fra den barske besked til den første periode efter dødsfaldet. Kirsten Wallentin Damgaard fortæller sin families historie med særligt fokus på børnene og giver konkrete råd om det, der kan være svært. Hvordan fortæller du dine børn, at far skal dø? Hvordan samarbejder du med børnenes skole? Og hvad kan andre rundt om dig gøre for at hjælpe og støtte i en svær tid? Bogen er især relevant for dig, der selv har børn, som oplever alvorlig sygdom eller død tæt på. Den er også relevant for dig, der er god ven til en familie, som er ramt af sygdom, eller dig, der måske ikke er så tæt på, men som alligevel gerne vil hjælpe.

Rikke er i midten af 40’erne, enlig mor til en lille datter og med et stort, ansvarsfuldt job som direktør. Hendes liv bliver fra den ene dag til den anden vendt på hovedet, da hun opdager en kræftknude i sit bryst. Hun indser hurtigt, at hun ikke kan klare det alene, og samler en gruppe kvinder omkring sig, som bliver hendes uundværlige støtter gennem hele sygdoms- og behandlingsforløbet. Med vagtplaner og skiftehold sørger Rikkes cancer-klan for, at hun og hendes datter ikke på noget tidspunkt står alene. Never walk alone er deres motto, som Rikkes læger og sygeplejersker bakker op om.

Med Rikkes nu veloverståede sygdomsforløb som den røde tråd – suppleret af interviews med sygeplejersker, læger, terapeuter og klanmedlemmer – giver bogen et ærligt og inspirerende indblik i, hvordan man med fælles hjælp kan holde fast i livet og hverdagen, når man bliver ramt af en livstruende sygdom eller livskrise.

En fin og ærlig beretning om at være voksen datter til en meget syg far og miste ham. Hvad sker der med én, når ens far bliver alvorligt syg? Hvordan er det at miste en forælder? Julie Top-Nørgaard mistede sin far efter et par års sygdomsforløb. Hun skriver om forløbet fra den pårørendes position – som mor til to mindre børn og midt i livet, travl med arbejde og uddannelse, og nu også travl med møder med hospital, offentlige instanser og pasning af sin syge far, som har behov for både omsorg, tid og hjælp til praktiske ting. Julie Top-Nørgaard skriver usentimentalt om de store følelser og er hudløst ærlig om det at klare at være voksen med en syg forælder uden at bukke under selv. ”Jeg sidder sammen med min far i opholdsstuen på Sankt Lukas Hos-pice. Han har ikke mere at fortælle, ikke mere at bede om, ikke mere at spørge om. Bare een ting: Hvad med rollingerne, har de det godt? Ikke andet end det. Hans vindue til verden trækker sig sammen, krymper. Han kan se mindre og mindre ud ad det, og jeg kan se mindre og mindre ind ad det.” (citat fra bogen)

En smuk og barsk beretning om sorg og tab samt lys og kærlighed. Da Alberte er 7 år gammel, får hun diagnosen Metakromatisk Leukodystrofi (MLD), en nervesygdom, der langsomt nedbryder hendes motoriske og kognitive færdigheder. Albertes mor beskriver ærligt og personligt, hvordan Albertes diagnose og sygdomsforløb rammer familien med et hårdt slag og kaster mor, far og storesøster ud i en følelsesmæssig nedtur, hvor de magtesløse lever med visheden om, at Alberte skal dø. Alligevel får dødens tilstedeværelse dem ikke til at opgive at finde en retning og mening med livet og lader lyset og kærligheden dominere i Albertes korte liv.