Søgeresultater: 13

Tro kan flytte bjerge, siger vi. Alligevel er det i lang tid gået lidt ned ad bakke for Gud og co. De er ikke længere svaret på alle vores bønner. Og monopolet på at forklare alt mellem himmel og jord er gået fløjten. Men ifølge Peter Lodberg, klippefast teolog ved Aarhus Universitet, er tro ikke bare varm luft. Den er en grundsten i ethvert menneskes liv. Det er nok derfor, at størstedelen af jordens befolkning stadig bevarer troen. Ja, selv de vantro tror nu en lille smule. Hvis ikke på Gud, så på husprisernes fortsatte himmelflugt. Men det er måske ren overtro?

Der er kun tre bogstaver i Gud. Men allerede ved det første går det galt. For er det med stort eller lille? Nogle mener det sidste. Der findes jo mange guder. Thor, Zeus og Baal. Andre, at kun et stort bogstav kan gøre det. De sværger til en enkelt. Jahve, Allah eller bare Gud. Og så er der alle dem, der mener, at Gud er død eller slet ikke eksisterer. Men hvem ved, hvem Gud er, og om rygtet om Hans død er stærkt overdrevet? - Tak Gud, for at vi har Svend Andersen, professor i teologi ved Aarhus Universitet, til at fortælle os, om der er nogen at takke.

Pessimisme er noget trist noget. Alting kan altid blive endnu værre; også selv om tilværelsen allerede er ganske nederdrægtig. I sortseerens livslede er der ikke megen opmuntring at hente. Men måske er pessimisme slet ikke så slem, som vi gør den? Ifølge Per Jepsen, filosofisk lyseslukker ved Aarhus Universitet, bør vi faktisk glæde os over evnen til at finde håret i suppen. Uden den risikerer vi at ende som ukritiske jubeloptimister, for hvem livet er lutter lagkage. Vi skal vove at ødelægge den gode stemning for at få øje på alt det, der altid kan blive lidt bedre.

Det er ikke særligt pænt at svare igen. Undtagen når det gælder ansvar. I lige præcis det tilfælde udgør vores svar bogstaveligt talt selve essensen. Det er dog op til os selv at afgøre, om vi vil sætte handling bag ordene eller blive svar skyldig. Vi har nemlig frihed under ansvar og kan selv vælge. Ulrik Nissen, rimelig ansvarsbevidst teolog ved Aarhus Universitet, ved godt, hvilken en af mulighederne han vil anbefale. For vi kan ikke leve sammen uden at leve op til vores ansvar. Men hvilket valg vi træffer, skal han jo ikke bestemme. Det er hele meningen med ansvar.

Den kan være ilde hørt, hel og halv, og den hele får du fra børn og fulde folk. Der er sandt at sige tale om sandheden. Eller måske sandheder, for der er flere udgaver. Astronomer mener ikke længere, Pluto er en planet, men det gjorde de engang. Nogle tror, Jesus er sandheden, andre Koranen. Uanset hvad vil en ungkarl altid være ugift. Alt er nemlig ikke relativt. Din løgnedetektor styres heldigvis hverken af børn eller berusede, men af Helge Kragh, professor i videnskabshistorie ved Aarhus Universitet, og han har sandt for dyden tænkt sig at sige dig et par sandheder.

Demokrati og velfærdsstat, nazisme og jødehad. Alt sammen følger det i hælene på den rodebunke til reformationen, som vel ikke engang Vorherre kan hitte rede i. Mange af os tror sågar, at det var den kriseramte munk Martin Luther, som slog de 95 teser mod kirkens afladshandel op på kirkedøren i Wittenberg og dermed for evigt forandrede alt mellem himmel og jord. Men det er løgn og latin - det var pedellen, der gjorde det. Gudskelov kan Bo Kristian Holm, ganske systematisk teolog ved Aarhus Universitet, skabe lidt orden i det herrens til roderi.

Jeg tænker, derfor er jeg. Det påstod en fransk filosof for et par hundrede år siden. Han tog fejl. Vi er ikke, fordi vi tænker. Men fordi vi vil. Viljen ligger til grund for alt. Til gengæld er det en illusion, at vi mennesker skulle være udstyret med en fri en af slagsen. Det er viljen, der jager os rundt i manegen, evig og altid mod nye mål. Uden den havde Lance Armstrong aldrig vundet syv Tour de France-sejre, og Søren R. Fauth, næsten lige så viljestærk professor i tysk ved Aarhus Universitet, havde nok aldrig taget sig sammen til at skrive bogen her om vilje.

Håbet er lysegrønt, siger vi. Men ifølge Bertel Nygaard, håbshistoriker ved Aarhus Universitet, er håbet spraglet og kulørt, det er historisk foranderligt, og vi håber alle på noget forskelligt: Lenin håbede på kommunismen, Martin Luther King på et USA fri for racisme, fangerne i nazisternes kz-lejre på at leve endnu en dag, og Jehovas Vidner håber stadig på dommedag. Vores håb røber, hvem vi er og giver vores liv mening og perspektiv. Håb sætter kraft bag vores handlinger og lader os ikke give op ─ selv når håbløsheden hersker.

Karma er ved at erobre verden. Dog i en noget nedskrevet udgave. For i den indiske originaludgave er karma nærmest matematik for viderekomne, hvor målet er engang at undslippe en ellers uendelig række af genfødsler. Vi velfærdsdanskere tager nu ikke det oldgamle begreb så seriøst. Vi vil bare have plusser i det moralske regnskab nu og her. Heldigvis har Marianne Qvortrup Fibiger, religionsvidenskabelig karmakender ved Aarhus Universitet, så stort overskud på sin karmakonto, at hun gerne vil give lidt videre til alle os med minus på bundlinjen.

Udlændinge forbløffes over, at man på køreture gennem det danske sommerland støder på ubemandede boder med friske jordbær, sprøde asparges og en lille cigarkasse med byttepenge. Endnu mere forbløffende er det, at bodens ejer om aftenen kan hente en fyldt pengekasse. Stort set alle andre steder i verden ville både jordbær, asparges og penge være væk. Men danskerne er verdensmestre i tillid.

De fleste af os elsker kød, og bare tanken om fedtdryppende steaks får munden til at løbe i vand. Men kød er ikke så uskyldig en næringskilde, som supermarkederne gerne vil bilde os ind. Millioner af dyr får hver dag en boltpistol for panden og en tur gennem kødhakkeren for at tilfredsstille vores kødelige lyster, og spørgsmålet om frikadeller eller ej bringer altid blodet i kog hos gud og hvermand. Det er vist på tide, at Jonatan Leer, kødæder med samvittighedskvaler ved Aarhus Universitet, giver os ren besked om, hvad det er ved kødet, der får safterne til at stige.

Hvor mange spørgsmål stiller vi mon om dagen? Hvorfor spørger vi overhovedet? Er det altid for at blive klogere? Eller er der nogle spørgsmål, som vi ikke forventer noget svar på - og nogle, som måske slet ikke kan besvares? Hvad siger vores spørgsmål om os selv? Hvorfor spørger vi om dit og ikke dat? Definerer vores spørgsmål, hvem vi er? Hvem stillede verdens første spørgsmål? Kan nogen overhovedet svare på alle de spørgsmål? Er det et dumt spørgsmål? Eller faktisk et rigtig godt et af slagsen? Hvad siger Pia Lauritzen, Aarhus Universitetes egen Spørge-Jørgen?