Søgeresultater: 8

Landsforræder, lykkeridder og tragisk helt. Mange etiketter er blevet hæftet på Johann Friedrich Struensee. Både da han levede, og efter at han i 1772 blev henrettet på skafottet. Det var lægen Struensees adgang til den syge kong Christian 7., der var med til at give ham magten og gøre ham til diktator. Men styret varede kun i 16 måneder. Og selv om Struensee på den korte tid nåede at gennemføre mange reformer, er det de politiske intriger og trekantdramaet mellem Christian 7., dronning Caroline Mathilde og Struensee, der har fået et langt liv – i faglitteratur, film og fiktion. Ulrik Langen, professor i historie ved Københavns Universitet, følger Struensee og udruller eftertidens syn på en af danmarkshistoriens mest omdiskuterede personer.

Tag med på en rejse ind i Kinas grønne hjerte – hvor forandringerne i dag er fysiske som lussinger, hvor kommunisme er fiktion, og hvor en milliard mennesker hver dag anstrenger sig for at få billet til toget mod de gyldne tider – før det er for sent. ”Folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien”, sagde Mao Zedong. Folket skabte måske nok revolutionen i Kina – men ikke uden modstand. Da kommunisthæren i begyndelsen af 1930erne var på kanten af udslettelse, valgte den at flygte – at begive sig ud på en vanvittig fodtur gennem mere end 6000 kilometer af Kinas mest fjendtlige terræn – den i dag mytologiske ’Lange March’. Gennem bakkede og fattige landskaber, over snepiskede bjergpas, brusende floder og ud på den støvede, uforsonlige slette lige syd for Den Gule Flod. Hvad er det for en kraft, der samler kineserne om revolutioner, kampagner og økonomiske mirakler? Får enorme mængder af mennesker til at begive sig ud i uvisheden for at følge nogle få fantaster mod diffuse, fjernt lysende mål? Det er Pandaeffekten! At noget er noget uden at være noget! Og det er i virkeligheden den, der driver folket. Holger Dahl, der i 2013 udgav den anmelderroste Kina – Engang for et øjeblik siden, følger sporet af den Kinesiske revolutions ‘Lange March’ – fra den rige Østkyst og ind i det gamle Kina – ind i landets historie, litteratur og mulige fremtid.

Det er overalt. Det røde flag med det hvide kors. Det lille flag har haft stor betydning, siden det på en sommerdag i 1200-tallets Estland dalede ned fra himlen og sørgede for dansk sejr i korstogskrigen. Myten og erindringen sidder dybt i os, men Dannebrog er også virkelighed. Staten, kongen og adelen tog nemlig flaget til sig, inden det i 1800-tallet blev for folket. I dag kipper vi med flaget, straks der er det mindste at fejre, og vi viser det frem året rundt i butikker og på markeder. Som nationalt symbol signalerer Dannebrog enhed, fællesskab og identitet - og sætter følelser i brand.

En imperialistisk skurk! Er det sådan, Island husker rigsfællesskabet med Danmark? Eller står kunstneren alene med scenen nedenfor - en saga om magtmisbrug, fordomme og overgreb? Den danske fortælling om næsten 600 års fællestid er knap så iskold. Måske fordi Danmark har glemt næsten alt. Eller har tiet forbindelsen ihjel. I 1809 var historien en anden, og islændingene tog det roligt, da bannerføreren for en fejlslået frihedsrevolution blev sat i fængsel. Først senere blev nationalitet og sagaerne slagmarker, og selvstyre et folkeligt krav. I 1944 var fællesskabet endegyldigt slut, og den nordatlantiske ø blev til republikken Island.

Aldrig igen! I ruinerne af Anden Verdenskrig og på skuldrene af Folkeforbundet opstod FN i 1945. Fred og forhandlinger skulle afløse krige og konflikter, og Danmark meldte sig parat til at arbejde for en fredelig, stabil og retfærdig verden. Under Den Kolde Krig gik landet balancegang mellem stormagterne, men snart meldte Danmark selvstændigt ud og kæmpede for at få sine mærkesager igennem. Selv om den danske regering i 1995 valgte at prioritere aktiv militærpolitik i NATO endnu mere, er Danmark også i dag med til at sikre fred og sikkerhed i verdens brændpunkter. Følg med Kristine Kjærsgaard, lektor i historie ved Syddansk Universitet, når hun fortæller, hvordan FN er stedet, hvor Danmark møder verden, og verden møder Danmark.

I 1991 sendte Danmark efter lang tids tøven korvetten Olfert Fischer til Golfen. For var det ikke bedre med en humanitær indsats - og hørte et lille land hjemme i så stor en krig? I 2011 var Folketinget kun få timer om enstemmigt at beslutte, at Danmark skulle sende bombefly til Libyen, og vi blev et af de lande, der kastede flest bomber i det fjerne ørkenland. I mellemtiden havde Danmark deltaget i krigene på Balkan, i Afghanistan og i Irak. På 20 år var holdningen til krig forandret, så Danmark mere end andre lande bidrog til internationale militære operationer - og gerne i den hårde ende. Hvordan gik det til? Bo Lidegaard, historiker, dr.phil., tidligere topembedsmand og chefredaktør, fortæller om Danmark i krig 1991-2011.

Fjender. Sådan var forholdet mellem danskere og svenskere efter en rask lille krig i sommeren 1657. Krigen udviklede sig i 1658 til en katastrofe, der reducerede det danske rige til en svensk lydstat. En panikfred fulgte inden en toårig belejring af hovedstaden, hvor kampgejst afløste modløshed. Udenlandske tropper og flåder afgjorde kampene, og den politiske ligevægt i Norden blev genoprettet. Men kong Frederik 3. høstede den helt store gevinst, da han i 1660 kuppede sig til enevælde. Og selv om svenskerne og danskerne ikke længere ligger i blodig krig, har Svenskekrigene sat sig dybe spor i rivaliseringer og københavneri. Sebastian Olden-Jørgensen, lektor på Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet, skildrer nogle af de mest skæbnesvangre krige, Danmark har oplevet – og følger både historien og myterne til dørs.

Omkring år 1208 satte Saxo det sidste punktum i sin kolossale krønike om det danske riges historie. 20 år tidligere havde ærkebiskop Absalon bedt ham skrive et værk, der kunne forherlige riget, bevise dets ælde og storhed og gøre landet berømt og beundret i al evighed. Da historien endelig var fortalt, fik værket ikke megen opmærksomhed. Kun med nød og næppe overlevede Saxos prægtige danmarkshistorie. Så bragede den til gengæld igennem. Først blev Saxo kongens og landets ejendom. Så blev han folkets store helt. Og i dag, 800 år efter at han lod pennen flyde, er Saxo på vej mod global berømmelse.