Søgeresultater: 19

I KAMPZONEN undersøger forfatteren Ines Geipel den stigende radikalisering i Østtyskland, som også i Danmark har optaget spalteplads i aviserne. Er Tyskland en europæisk idealstat, eller et dybt splittet land, hvor arven fra anden verdenskrig stadig ikke endegyldigt er arkiveret i fortiden?

I 1946 blev topnazisten Hans Frank, generalguvernør i Polen, dømt til døden ved Nürnbergdomstolen. Kort efter blev han hængt af de allierede for sine krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, der blandt andet indebar en central rolle i tvangsdeportationerne i Polen.
I det autobiografiske værk "Faderen – Et opgør" hidkalder Franks voksne søn Niklas sin far fra ’Helvedes dyb’. Det gør han med det ene mål for øje at føre faderen gennem endnu en domsproces, hvor sønnen spiller rollen som anklager, dommer og bøddel. "Faderen – Et opgør" er en bog om et bittert, brændende og skamfuldt faderhad; den er et litterært fadermord af dimensioner, men handler samtidig også om en håbløs søgen efter den ene lille gerning, der kan vende hadet til kærlighed. Niklas Frank blev født i Tyskland i 1939 og er tysk forfatter og journalist. Foruden "Faderen" har han skrevet to bøger om henholdsvis sin mor og sin bror. Han er bosat i Ecklak og holder foredrag om sin baggrund.

En kvinde i Berlin er en anonym kvindes dagbogsoptegnelser fra de sidste måneder af 2. Verdenskrig, hvor Den Røde Hær erobrede og besatte Berlin.



Det er en bevægende, grusom og usentimental skildring af et kvindeliv i krigens murbrokker og beskyttelseskældre uden vand, gas, elektricitet og præget af sult og angst for de russiske soldater, der regnede de tyske kvinder som krigsbytte på linje med armbåndsure og cykler.



Forfatterindens kvindelige perspektiv, hendes dannelse og sans for makaber humor kombineret med hendes utrolige evne til nøgternt og køligt at observere sine omgivelser, gør læsningen af dette tidsdokument til en helt usædvanlig oplevelse.



Med forord af Antony Beevor.

Få kvinder har fortalt deres historie om overlevelse i nazisternes kzlejre. Det skyldes den grusomhed, at der blandt de få overlevende var langt færre kvinder end mænd. Desuden har de fleste overlevende kvinder frem til en sen alder været tavse om, hvad der skete med dem. Vidner fra Holocaust samler ti kvinders fortællinger om holocaust. Alle rummer de en smerte så stor, at det i dag kan være svært at forstå. Deres historier må fortælles for at minde os om, at friheden aldrig er selvfølgelig, og at ondskab altid må bekæmpes. den 2, verdenskrig, jøder, kvinder, jødeforfølgelse, nazisme, holocaust, koncentrationslejre, koncentrationslejrfanger, Tyskland, 1940-1949

Den 4. september 1944 bliver forfatteren Hans Fallada indlagt på en anstalt for "sindslidende forbrydere" på ubestemt tid. Han er tilsyneladende en færdig mand: Fysisk og psykisk nedbrudt, alkoholiseret og i skrivekrise. Men Fallada udnytter opholdet til at blive afvænnet – og til at skrive. Nu vil han aflægge vidnesbyrd. Netop her i "dødehuset" mener han, at tiden er inde til et opgør med naziregimet og til at retfærdiggøre de smertefulde kompromisser og indrømmelser, han som forfatter i Det Tredje Rige så sig nødsaget til at foretage. I sin fængselsdagbog beskriver Fallada kollektivets forfald under nazisterne; om spioner og angivere og de mange tragiske skæbner i hans nærmeste omgangskreds – deriblandt Ernst Rowolht og Emil Jannings. Eftersom Fallada er under konstant overvågning i fængslet og for at spare på den beskedne mængde papir, han har til rådighed, udvikler han en slags mikrografisk hemmelig skrift, som kun møjsommeligt kan tydes under lup. En søndag i oktober 1944 får Hans Fallada en dags udgang. Under skjorten smugler han de hemmelige optegnelser ud af anstalten.

Berlin 1945 er en autentisk øjenvidneberetning fra en dansk SS-frivillig, der meldte sig til Frikorps Danmark i 1941, kæmpende på Østfronten og deltog i de sidste dages kampe ved Berlins fald i april i 1945. Det er fortællingen om nogle rå døgn i krigens afslutning, hvor Fjelde som dansker i tysk uniform, og dermed som tysk soldat i Waffen-SS, oplevede det tredje Riges undergang. Bogen er et tidsdokument fra en af de mest grusomme krige i menneskehedens historie, men den er også et dokument fra den del af Danmarkshistorien, der omhandler de danske frivillige og den måde, de blev behandlet på af det danske retssystem, da de vendte hjem. 6000 danskere kæmpede under 2. verdenskrig under tysk flag. Af dem faldt ca. 2000 på bl.a. Østfronten.

"For de russiske tropper vil komme og indtage Berlin, og de har deres egen måde at fejre sejren på. Som det mest selvfølgelige i verden nægtede farmor at tage med os. På grund af politiske beslutninger var hun engang før blevet jagtet fra hjem og hjemstavn. Nu orkede hun ikke mere. Nu ville hun stå og vente, være beredt på at tage imod det uundgåelige. Alt ligger i Guds hænder, som hun sagde."



Ruth Ross Karlsens roman "Rummelig var min egen have" fortæller om forfatterens egne barske erfaringer i Tyskland under Anden Verdenskrig. Den fortæller, hvordan det var at se sit land blive mere og mere nazificeret, samtidig med at man skulle forsøge at få en hverdag til at fungere. Det er en historie om en skelsættende periode i hele verdens historie, en periode, vi aldrig må glemme.



"Rummelig var min egen have" fortæller om årene frem til 1939 og efterfølges af romanen "Du har ikke lov at glemme", som beskriver de sidste år af krigen. Bøgerne kan læses i forlængelse af hinanden eller hver for sig. Ruth Ross Karlsen blev født i Hamborg i 1928, men har tilbragt det meste af sit liv uden for Tysklands grænser. Imellem 1941 og 1945 boede Ruth Ross Karlsen i Polen og flyttede senere til Norge, hvor hun blev gift med en nordmand. Siden 1960 har hun boet i Danmark, hvor hun har skrevet to romaner om sine oplevelser fra Anden Verdenskrig.

Ellef Henry Rasmussen var blandt de allerførste danskere, der frivilligt lod sig indrullere i Waffen-SS. Allerede i sommeren 1940 blev han sendt til uddannelse i Østrig, og i juni 1941 tog han del i operation Barbarossa, invasionen af Sovjetunionen. Herefter var han i aktiv krigstjeneste helt frem til krigens slutning, kun afbrudt af hospitalsophold og en videreuddannelse til officer. I krigens sidste fase – tilbagetrækningen fra Estland og kampene omkring Berlin – stod han i direkte kontakt til højtrangerede tyske generaler og varetog stillingen som chef for II. bataljon i SS-Regiment "Danmark". II. bataljon blev adskilt fra det øvrige regiment omkring Berlin i krigens sidste dage, og denne del af historien fortælles her for første gang. Den enestående beretning bidrager endvidere med en lang række nye detaljer om de danske frivilliges indsats og gerninger på østfronten.

Ellef Rasmussens krigserindringer er fortalt til historiker Peter Møller Hansen, som i indledning, efterskrift og noter bidrager med historisk perspektiv til fortællingen. Bogen er illustreret med mange unikke billeder, som ikke tidligere har været offentliggjort.

Traudl Junge fik som 22 årig arbejde som sekretær for Adolf Hitler. Fra 1942 og frem til Hitlers død skrev hun hans taler, breve og både hans private og "politiske" testamente.

I 1943 blev hun gift med SS-officeren Hans-Herman Junge, som blev dræbt i kamp allerede året efter.

Hun tilbragte de sidste timer med Hitler i førerbunkeren i Berlin i april 1945. Efter Tysklands sammenbrud lykkedes det hende - forklædt som mand - at komme igennem de russiske linjer ind i den britiske sektor, hvor hun blev arresteret, men kort efter løsladt ud fra begrundelsen om, at hun var for ung til at vurdere rækkevidden af sine handlinger.

Filmen "Der Untergang" bygger bl.a. på hendes erindringer, som hun nedskrev umiddelbart efter krigen. Traudl Junge, der døde i 2002, var det sidste overlevende vidne fra Hitlers nærmeste kreds af medarbejdere.

LEKTØRUDTALELSE
"Det er en intens og ukritisk beretning om Hitler og hele miljøet omkring ham. Den er både letlæst og spændende (...) Først efter krigen er det langsomt gået op for hende, hvilke uhyrligheder der blev begået af disse mennesker. Journalisten Melissa Müller overtalte forfatteren til at udgive manuskriptet, og har bearbejdet det og tilføjet noter. Hertil kommer en fyldig indledning om forfatterens liv indtil 1942, samt et lige så fyldigt efterskrift om hende efter maj 1945. Hitlers død er meget detaljeret skildret og bogen må vel nærmest betragtes som et kildeskrift til de mange spekulationer, der gennem tiden er blevet gjort herom."

ANMELDERNE SKREV
"Det er djævelsk interessant og fængslende læsning. Som at være der selv - til bords med Hitler."
- Fyens Stiftstidende

"...ud over at få tilfredsstillet eventuel nyfigenhed efter anekdoter og dem er der en del af kommer man i denne bog ind i kraniet på et velmenende ungt menneske og ser gennem hendes øjne ud på det tilforladelige totalitære. På ondskabens banalitet, som filosoffen Hannah Arendt talte om i forbindelse med Eichmann. Derfor er bogen i virkeligheden en ganske raffineret advarsel."
- Jyllands-Posten

»Vi ønskede ikke at vide det,« siger Brunhilde Pomsel, Joseph Goebbels’ tidligere sekretær. Brunhilde Pomsel arbejdede for en af verdenshistoriens værste forbrydere. Fra 1942 til 1945 var hun stenograf for Joseph Goebbels. I denne bog, som udkommer samtidig med dokumentarfilmen af samme navn får premiere, får vi igennem hendes ord indsigt i ondskabens banalitet. Pomsel var, og det vedkender hun sig i dag, en medløber. Det var først efter krigen, at det fulde omfang af nazisternes uhyrligheder, stod klart for hende. Igennem hendes livshistorie konfronteres vi med et spørgsmål om vores personlige medansvar for konsekvenserne af en tilbagevendende nationalisme og populisme. Bliver vores generation den næste til som Pomsel at sige: »Vi ønskede ikke at vide det«? På et tidspunkt, hvor højrepopulismen går sin sejrsgang i verden, tjener denne bog om et de sidste overlevende vidner til naziregimet indre virkemåde som en påmindelse om, at fascismens trussel stadig er nærværende.

Lægen Miklós Nyiszli ankom til udryddelseslejren Auschwitz i maj 1944. Waffen-SS fik kendskab til hans lægefaglige færdigheder og lod ham gøre tjeneste som patolog for lejrens berygtede cheflæge Josef Mengele i otte måneder. Nyiszli blev øjenvidne til det industrielle massemord, og i krematorierne udførte han utallige obduktioner og underskrev rapporterne med sit fangenummer. Mirakuløst nok overlevede Nyiszli dødsmarchen fra Auschwitz til tre efterfølgende koncentrationslejre inden befrielsen. Efter hjemkomsten i 1946 skrev han sin grufulde beretning. Bogen var en af de første, hvor rædslerne i Auschwitz blev beskrevet i detaljer. Den er udgivet på en lang række sprog, er solgt i hundredtusindvis af eksemplarer og har ligget nummer et på New York Times’ bestsellerliste.

"Så kom Stalingrad, og det vældige tyske tilbagetog begyndte. Det blev det største tilbagetog i verdenshistorien. Kæmpende trak de tyske hære sig tilbage fra Volga til Brandenburger Tor. Retræten varede to år og tre måneder; da den endelig hørte op, eksisterede der ikke længere noget Tyskland. Den tyske overkommando havde ’brugt rummet som våben’, men det viste sig at være en selvmorders våben."

Journalist Henrik V. Ringsted fortæller om Nazitysklands fald med udsyn fra første parket. Han arbejdede under anden verdenskrig som korrespondent i Berlin og fulgte med i de dramatiske begivenheder, der førte til Det Tredje Riges fald. Henrik V. Ringsted skrev bogen i 1945, da oplevelserne endnu var friske i hukommelsen og følelserne uden på tøjet. Han fortæller om de konkrete begivenheder og giver et medrivende indblik i livet som krigskorrespondent i orkanens øje.

Henning Vibe Ringsted (1907-1983) var en dansk forfatter og journalist, der er særligt kendt for sit arbejde som krigskorrespondent for dagbladet Politiken i Berlin under anden verdenskrig. Han har skrevet et væld af bøger om europæisk kultur samt erindringer og noveller. Henrik V. Ringsted modtog i 1945 som den første nogensinde Cavlingprisen for sit enestående journalistiske virke.