Søgeresultater: 4

Nogle afskyr emojis, fordi de efter sigende forfladiger sproget, andre tyr til hele arsenalet af grinende, grædende og grublende billedsymboler i snart sagt hver eneste besked. Ifølge Tina Thode Hougaard, dekrypterende sprogforsker ved Aarhus Universitet, er emojis dog ikke bare ligegyldig staffage i vores digitale kommunikation, men de små detaljers kunst. De giver nuancer til vores samtaler, som bogstaver ikke kan få frem, og en velvalgt smiley kan endda sikre, at vi ikke taber ansigt over for hinanden. Det er faktisk bare at finde en grimasse, der kan passe.

Stuealteret og dummekassen. Mange navne har det kære fjernsyn, der især fra 1960’erne gav danskerne fælles vaner og oplevelser. Men tv er ikke kun sjov og journalistik. Det er også politik, og derfor blev fjernsynets fortryllende skær kontrolleret. Massemediernes propaganda i 1930’erne skræmte i efterkrigstiden, det samme gjorde Den Kolde Krig. Da verdens første kommunikationssatellit, Telstar, steg til vejrs i 1962, indvarslede den mange nye kanaler. For at holde på de danske seere fik de talende torsoer i TV-Avisen følgeskab af TV 2 i 1988. Mens fjernsynet skabte fællesskab, virker de digitale medier i dag både frisættende og opløsende. Og måske længes vi efter monopolet. I hvert fald beder politikerne DR og TV 2 om sammenhængskraft.

Vi er vores data. Skruppelløse it-giganter gør os til viljesvage forbrugere ved hjælp af søgehistorik, hemmelige algoritmer og diskriminerende kunstig intelligens. Alligevel afgiver vi følsomme oplysninger mod at få et lidt lettere liv. Og så ignorerer vi, at vores adfærd ubemærket ændres, og truslen mod demokratiet vokser. Den slappe standardindstilling kan Anja Bechmann, opdateret medieforsker ved Aarhus Universitet, stramme op på ved at minde os om, at vi med vores krop, handlinger og værdier er mere end de spor, vi efterlader os i diverse databaser. I hvert fald lidt endnu.

En videnskabsmand sagde engang, at Salmonsens Konversationsleksikon gjorde de fleste andre bøger overflødige. Det hævdede forlaget i hvert fald i sit salgsmateriale i 1893. Og encyklopædierne solgte hurtigere, end de kunne skrives. Viden blev mere folkelig, da det nu var økonomisk muligt – og lidt trendy – at pynte stuen med et opslagsværk i 20-30 bind. Man kom ikke bare fra et hjem med klaver, men også fra et hjem med leksikon. De franske, engelske og tyske opslagsværker kunne sættes i kælderen, for Danmark havde fået sit eget. Encyklopædiernes historie er fortællingen om generationers adgang til viden og national identitet og kan stadig få folk op i det røde felt.