Søgeresultater: 8

"Ahr … lige en mere … og en til ..." Nej, det er ikke en slikmund, der retfærdiggør et par skumfiduser, men udtryk for en langt stærkere trang, vi alle lider af, nemlig begæret efter serier. Deres cliffhangere, fortryllende verdener og andre udspekulerede tricks har gjort os afhængige af alt fra podcasts til bogføljetoner. Tore Rye Andersen, erklæret serienarkoman ved Aarhus Universitet, har indset, at enhver modstand er nyttesløs over for det 21. århundredes dominerende fortælleform. Måske er det derfor, han blev nødt til at skrive en hel bog om serier i en serie …

Retorik er en uundværlig kundskab. Ikke bare for politikeren med hang til let manipulation eller konfirmanden, der vil sige pænt tak for gaverne, men for os alle sammen. Retorisk viden om indhold, stil og struktur giver magt over vores tungemål, som ellers tilbyder så mange udtryksmuligheder, at det er til miste mælet over. Formuleringsevnen fejler dog ikke noget hos Stefan Iversen, tekstentusiast ved Aarhus Universitet, som ved, at kunsten at vælge de rette ord på rette tid og sted kan hjælpe os med at træffe de bedste fælles beslutninger og sågar holde liv i demokratiet.

Opskriften på en vaskeægte skurk er simpel. Man blander et styk ond hensigt med morderisk kompetence, lader den umoralske slyngel skabe kaos omkring sig eller endnu bedre: nådesløst slå uskyldige ihjel. Tilsæt en vanvittig skraldlatter, og så kan selv små børn udpege the bad guy. Fiktionens skurke er designet til at vække afsky, og alligevel drager de os mod den mørke side. Her venter Jens Kjeldgaard-Christiansen, udspekuleret antihelt ved Aarhus Universitet, på endelig at møde os. Hans yndlingsskurk er selvfølgelig også Darth Vader.

Strøet ud over bakke og dal, i og uden for landsbyerne, ligger næsten 2.000 danske landsbykirker. De har i århundreder dannet en kølig og kalket ramme om livets store begivenheder. Da Harald Blåtand i 963 havde oplevet et rødglødende mirakel i Jelling og fået sat den store Jellingsten, kom der gang i byggeriet af trækirker. Med tiden blev Guds huse murede kunstværker med tag af bly eller tegl, hvælv, tårn og kimende klokker, der kunne jage det onde bort og lokke sognebørnene til. Vejledt af præstens prædiken kunne de studere farverige kalkmalerier, vinduernes glas, prægtige altertavler og granitudskårne løver på døbefonten. De fleste danskere tager stadig forbi kirken, når tilværelsens overgange skal markeres. Kirkens rolle er langtfra styrtet i perlegrus.

”Goal by Simonsen!” Den 21. september 1983 besejrede det danske fodboldlandshold helt uhørt England 1-0 på det ikoniske Wembley Stadium. Straffesparket i kampens 36. minut viste sig enormt vigtigt: Sejrsrusen var euforisk og skabte et fællesskab uden lige – hele Danmarks landshold var en realitet. Det rød-hvide firserholds succes skyldtes ikke bare et stærkt forbund eller en træner med den rette re-seppt, men generationer af boldglade bønder og byboere. Amatørfodbold havde stået stærkt, lige siden en læderkugle trillede over grønsværen første gang i 1883. Og i over 100 år har fans og fæ hujet sig hæse i skummende debatter om amatører vs. professionelle, om fairplay og diktaturer, om kvinder og fodbold – og om dansken er bedre end svensken.

Endeløse rækker af stenøkser. Montre efter montre. Det var virkeligheden på danske museer omkring år 1900, hvor fokus var på fund, forskning og forhistorie. Men det ville nytænkende museumsfolk lave om på. Nu skulle menneskers liv i centrum, og museer skulle være for nogen. Ikke blot om noget. Derfor så folke- og frilandsmuseer dagens lys, og den fjerne fortid var ikke længere vigtigere end den nære tid. Kampen stod også mellem hovedstaden og provinsen. Mellem Nationalmuseet og de mange nye museer. Men i dag er diskussionen en anden. Danskerne strømmer til de kulturhistoriske museer, og succesen rejser det evigt aktuelle spørgsmål: Hvor skal museerne hen i fremtiden? Så måske kan der anes nye kampe i museumshorisonten.

Leg er ikke kun for børn og barnlige sjæle. Alle vi kedelige voksne leger også. Vi giver bare kun fantasien frit spil sammen med familie og gode venner. Der er nu ingen grund til at være flov over vores legesyge ifølge Marc Malmdorf Andersen, højtudviklet legebarn ved Aarhus Universitet. For leg er en form for videnskab, hvor vi ved at afprøve det ene skøre påfund efter det andet ikke bare bliver bedre voksne og mere kreative; vi kan også få kærligheden til at vokse og redde hele verden. Det er da ikke noget at gå stille med dørene med, når det tilmed er smadderskægt.

Enhver by er et netværk. Af indbyggere og bygninger, gader og stræder, kabler og kloakker, som forbinder sig med hinanden på kryds og tværs. Og hver by indgår i nye og større mønstre med andre byer, vokser ud over alle grænser og langt over vores hoveder. Endda i en sådan grad, at byerne ifølge Mikkel Thelle, indfødt københavner og urban historiker ved Aarhus Universitet, indoptager deres tidligere modsætninger, og det ikke længere giver mening at tale om land eller natur. I stedet vil hele kloden snart bare være dækket af en stor bebyggelse – af Byen.