Søgeresultater: 9

”Jødeparagraffen”. Det var politikerslang for den paragraf, der blev vedtaget af Folketinget i marts 1939. Paragraffen var nemlig tænkt som et værn mod den nazistiske antisemitisme, der føg op over den danske grænse. I årene forinden var en række aktivister blevet dømt for at have hånet den ”jødiske race” ved at kalde dem parasitter, rentehajer og pestbylder. Få troede på disse myter, men justitsministeren fandt dem farlige for demokratiet. Hans svar blev § 266 b, i daglig tale kaldt racismeparagraffen. Den gjorde racistiske ytringer strafbare – hvilket har været kontroversielt lige siden. For hvor meget kan man egentlig begrænse demokrati og ytringsfrihed i forsøget på at beskytte begge dele?

Jeg håber, jeg har gjort en forskel er et nærværende portræt af Danmarks første kvindelige juraprofessor. Eva Smith er datter af tidligere justits- og indenrigsminister Hans Hækkerup, men allerede som ung besluttede hun sig for, at hun ville kendes som sig selv, og ikke som ministerdatter. Derfor tog hun navnet Smith, da hun blev gift første gang som 22-årig i Tel Aviv med amerikaneren Ranny Smith.Alle kvinder i hendes slægt er døde i en tidlig alder af kræft. Derfor regnede Eva Smith heller ikke med, at hun ville blive særligt gammel. Men hun er her endnu, med sin mand Ole, sine seks egne børn, to delebørn og 20 børnebørn. Som mangeårig formand for Det Kriminalpræventive Råd og Europarådets Kommission mod Racisme og Intolerance, ECRI, har hun utrætteligt kæmpet for, at vi i Danmark og Europa lever op til menneskerettighedernes bestemmelse om, at alle er født frie og lige og derfor skal sikres de samme rettigheder og muligheder. Hun er stadig aktiv i medierne, når hun står fast på, at retssikkerhed handler om at beskytte den enkelte borger mod overgreb fra myndighederne og ikke – som mange politikere tror – om at beskytte folk mod dem, vi ikke bryder os om.

2.321 dage. Eller seks et halvt år. Så længe var Ingrid Betancourt gidsel. Så længe blev hun lænket, ydmyget og fornedret i den columbianske jungle af guerilla-bevægelsen FARC.

"Med lov skal land bygges". De ikoniske ord indleder Jyske Lov og bliver stadig brugt som ideal for et samfunds opbygning. Men Jyske Lov indeholder ikke moderne samfundsidealer. Tværtimod. Loven så dagens lys på et tidspunkt, hvor store politiske forandringer var på vej, og landet gik fra stabilitet til kaos. Måske var ordene og lovens fortale et partsindlæg i striden. Jyske Lov viser et samfund med store sociale forskelle, og hvor store dele af befolkningen var underlagt husfaderens vilje. Forbrydelser kunne man betale sig fra, og anklagede kunne sværge sig fri, hvis andre ville give dem et godt skudsmål.

Danmark har en fremtrædende plads i historien som torturnation, og i Oplysningstiden var Danmark en af de allerflittigste nationer i Europa til fuldt lovligt at bruge tortur for at fremtvinge tilståelser. Men det er stort set forbigået i dansk historieskrivning.

I 1500- og 1600-tallet blev hundredvis af dødsdømte hekse og tyve tortureret, og mellem 1686 og 1837 blev flere tusinde tyveritiltalte tortureret i den københavnske inkvisitionskommission.

Brug af tortur i Danmark adskiller sig på flere punkter fra den generelle europæiske udvikling. Vi fik tidligt – allerede i 1547 – forbud mod at benytte tortur, undtagen når en forbryder allerede var dødsdømt. Men lige så bemærkelsesværdig er legaliseringen i Danmark af tortur i 1772 på et tidspunkt hvor Europas førende lande afskaffede tortur.

Bogen kortlægger brugen af tortur og de politiske overvejelser om det. Desuden dykker den ned i de tortureredes verden gennem konkrete sager og en række tætte skildringer af kriminaliteten i København.

”Lad ikke ’de faldne’ blive liggende!” Sådan lød et opråb fra en kirkelig forening i København i 1876. Livet i den relativt nye metropol var farligt. Pyntesyge piger og ensomme sømænd risikerede at blive ledt i fordærv. Nogen måtte spænde et sikkerhedsnet ud under de værdigt trængende fattige – altså kun de værdige af dem – så de kunne opfanges, før de dumpede ned i en armod så dyb, at kun det offentlige fattigvæsen kunne overtage plejen af dem. Den frivillige velgørenhed, der blomstrede frem i 1860’erne og 70’erne, kom som regel fra kristne kredse og var måske forsatsen til den statslige velfærd, vi kender i dag. Og som stadig er suppleret af frivilligt socialt arbejde. Karin Cohr Lützen, lektor på Roskilde Universitet (RUC), har gjort en god gerning og forsynet os med denne bog om at hjælpe andre.

Med vedtagelsen af landets første børnelov i 1905 trådte myndighederne for alvor ind bag hjemmets fire vægge og gjorde børneopdragelse til et statsligt anliggende i sager, hvor fordrukne eller fraværende forældre slog eller ikke slog til. Det offentlige rykkede ind på de kristne filantropers og hattedamernes enemærker og har siden skabt store forandringer på børnehjem og hos plejefamilier. De politiske intentioner har været de bedste, men virkeligheden har til tider vist sig ond og grusom. Børneforsorgens historie spænder vidt – fra børnenes ven, Peter Sabroe, der for 100 år siden ”kidnappede” børn for at redde dem fra misrøgt og mishandling, til børnenes statsminister, der i 2019 sagde officielt undskyld til Godhavnsdrengene.

Politierindringer er den tidligere minister Birthe Rønn Hornbechs fortælling om 37 år i politi- og anklagemyndigheden. Forfatteren, der var danmarkshistoriens første kvinde i politiuniform, fortæller om sit arbejde på gerningssteder i drabssager og som anklager i sager om drab, vold, voldtægt, bedrageri og pædofili.Hun beretter fornøjeligt om møde med bisser og bumser, om kvindelige bedragere og andet godtfolk. Samtidig er Politierindringer en spændende og oplysende fremstilling af de udfordringer, som aktørerne i det danske retssystem – politi, anklager, dommer og forsvarer – konfronteres med.

Igennem Danmarks historie har adskillige tusind mænd og kvinder måttet lide den ultimative straf for deres gerninger. Dette kulturhistoriske værk handler om disse mange mennesker og deres sidste tid fra fangehul til henrettelse.