Søgeresultater: 11

Det celebre stjernepar Shin Sang-Ok og Choi Eun-Hee var forsidestof i efterkrigstidens Sydkorea. Forelskelsen, ægteskabet og skilsmissen mellem den store filminstruktør og den smukke skuespillerinde var en god historie, og hele befolkningen læste med.

Det gjorde Kim Jong-Il også i Nordkorea. Som landets propagandaminister var den kommende diktator besat af store melodramaer - og han var overbevist om, at den kommunistiske propagandakamp skulle vindes gennem det sydkoreanske stjernepar. I 1978 fik han derfor det hemmelige politi til at kidnappe instruktøren og skuespillerinden.

I fem år levede parret i fangenskab - hun indespærret i en luksuslejlighed, han i politisk torturfængsel, fordi han nægtede at lave propagandafilm. Da styret endelig fik instruktøren knækkede, blev parret forenet i et kæmpestort, iscenesat tvangsbryllup. Nu havde Kim Jong-Il fået genskabt stjerneparret, og kameraerne var klar til at rulle. De følgende tre år optog parret under tvang propagandafilm for diktaturet - blandt andet en kommunistisk genindspilning af Godzilla. Imens planlagde de i dybeste hemmelighed deres flugt fra verdens mest lukkede land.

Gennem omfattende research fortæller Paul Fischer den vanvittige historie om Kim Jong-Ils spektakulære kidnapning. Som læser følger man tæt parret, der vågnede op til deres livs mareridt - og som sammen måtte planlægge en livsfarlig flugt.

Paul Fischer er dokumentarfilminstruktør og journalist. Han har skrevet en række artikler om Nordkorea til bl.a. Los Angeles Times og New York Times. "Film, frygt og propaganda "er hans første bog.

ANMELDERNE SKREV
"Det er en utrolig og medrivende historie, lige til et filmmanuskript (...) Igennem denne spændende og uhyggelige fortælling om to mennesker, der bliver kastebold i en politisk konflikt, får man et helt enestående billede af det lukkede nordkoreanske samfund (...) Og man lægger ikke bogen væk, før sidste side er vendt."
- 5 hjerter, Politiken

"Ny amerikansk bog folder hele den hysteriske historie ud - og den er en sand thriller (...) Paul Fischer beskriver det, så læseren sidder med hjertet i halsen."
- Filmmagasinet Ekko

2.321 dage. Eller seks et halvt år. Så længe var Ingrid Betancourt gidsel. Så længe blev hun lænket, ydmyget og fornedret i den columbianske jungle af guerilla-bevægelsen FARC.

I Ti års frihed fortæller Natascha Kampusch for første gang om tiden efter sin flugt. Det er en modig kvindes bevægende og rystende beretning om kampen for at finde tilbage til en normal hverdag. Ti års frihed er den selvstændige opfølger til 3096 dage, der udkom på dansk i 2011.

Om bogen:

23. august 2006 sluttede en af de mest spektakulære kidnapningssager i nyere tid, da det lykkedes den dengang 18-årige Natascha Kampusch efter 8,5 års fangenskab at fl ygte fra bortføreren Walter Priklopils hus i Østrig.

Men det, der skulle have været en ny start for den nu voksne kvinde, blev i stedet en fortsættelse af hendes klaustrofobiske mareridt. For offentligheden krævede svar på alle spørgsmål om hendes 3096 dage i det fem kvadratmeter store kælderrum – selv de mest private – og spekulerede i alt fra medgerningsmænd til børn født i fangenskab, og om hun selv havde planlagt sin bortførelse. En uforstående og chokeret omverden var og er stadig ikke parat til at slippe et nationalt traume og sætte hende fri. Det er derfor, Natascha Kampusch nu fortæller, hvad der videre skete efter befrielsen. Hun ønsker at sætte et punktum...

I næsten elleve år befandt Michelle Knight sig i Ariel Castros verden. Som den første af tre kvinder, blev Michelle bortført og lokket ind i Castros hus i Cleveland, Ohio, i august 2002. På det tidspunkt var hun 21 år. I april 2003 bortførte Castro sit andet offer, den knap 17-årige Amanda Berry, og et år senere blev 14-årige Gina DeJesus også kidnappet. Ni år senere lykkedes det de tre kvinder at komme væk. Fortællingen om de 3.911 dage Michelle var låst inde i Ariel Castros hus er en skræmmende beretning, men skildringen af hendes liv før kidnapningen er også mildest talt gribende. Hendes barndom var langt fra idyllisk. Og om den mishandling hun blev udsat for af Ariel Castro har hun sagt: "Man kan ikke ødelægge det, der allerede er ødelagt - kun gøre det stærkere!"

Som barn fandt Amanda Lindhout tilflugt i gamle udgaver af National Geographic, når bølgerne i hjemmet gik højt mellem hendes mor og hendes voldelige stedfar; hun bladrede igennem bladets farvestrålende sider og drømte sig væk til billedernes eksotiske virkelighed. Som de fleste unge mennesker ønskede hun brændende at forstå verden og at gøre en forskel, leve et betydningsfuldt liv. Da hun som nittenårig får arbejde som bartender på en cocktailbar i Calgary sparer hun derfor sine drikkepenge op med det udtalte mål at rejse jorden rundt – og de følgende år tager hun på månedslange rejser med rygsæk igennem Sydamerika, Laos, Bangladesh og Indien. Og, efterhånden som rejserne gør hende mere modig: videre til Sudan, Syrien og Pakistan. Under krigene i Afghanistan og Irak forsøger hun sig som tv-journalist i krigszonerne – for at tjene penge til at fortsætte sine rejser, men også i håb om at gøre en forskel, at fortælle krigens vigtige historier til resten af verden. Og så, i august 2008, rejser hun til Somalia – ’verdens farligste sted’. På fjerdedagen efter ankomsten bliver hun bortført af en gruppe maskerede mænd på en støvet vej. Amanda bliver holdt som gidsel i 460 dage. Hun konverterer undervejs til Islam som en overlevelsestaktik, modtager ’hustru-lektioner’ fra en af sine bortførere og forsøger en dristig flugt. Mens hun flyttes fra hus til hus, overlever hun ved hjælp af snilde, styrke og håb – og sin hukommelse: Hun dvæler ved hver eneste nydelsesfulde detalje fra sit liv og sine rejser inden tilfangetagelsen. Når hun er allermest desperat, forestiller hun sig et hus i himlen, hvorfra hun kan kigge ned på sin lænkede og forslåede krop. Huset i himlen er en stærk og gribende historie om mod, modgang og modstandskraft.

Huset i himlen er en stærk historie om mod, modgang og modstandskraft – skrevet i så levende et sprog, at man helt kan glemme, at det ikke er en roman.

Nordkoreanske agenter bortførte i 1970’erne og 1980’erne et ukendt antal unge japanere til Nordkorea. Det har mange år senere udviklet sig til en hårdknude i østasiatisk diplomati. En hårdknude, der ikke er løst op endnu.

Journalisten og forfatteren Asger Røjle Christensen (f. 1956) har beskæftiget sig med politik og samfund i Østasien i mere end 30 år. han er tidligere Tokyo-korrespondent og udlandsredaktør og udgav i 2008 bogen "Undskyld på japansk". Han er i dag forsideredaktør hos DR Nyheder.

Nagieb Khaja har rejst bag Vestens linjer i Afghanistan, og i mødet med folket, forstår man Talibans sejr. Den 12-årige afghanske dreng stod omkranset af Kunar-regionens flotte bjerge, hvor ekkoet fra vildfarne missiler kort forinden havde sprængt idyllen. ”Min far og mor blev dræbt. Mine to brødre, to søstre, niecer, to svigerinder. Alle blev dræbt,“ fortalte drengen, som gav amerikanerne skylden. Nagieb Khaja kiggede på drengen og tænkte, at han stod over for endnu en kommende Talibankriger. Mødet med drengen fandt sted i 2007 og er en af de mange samtaler med lokale, som den dansk-afghanske journalist har på sin færd rundt i Afghanistan gennem to årtiers krig og modløshed. De farlige rejser på egen hånd har givet ufiltrerede fortællinger om de mange ofre for Vestens våben. Nagieb Khaja har også lagt øre til lokales historier om korruption, brutalitet og narkotika blandt afghanske politifolk. Men turene bag Vestens linjer fik Nagieb Khaja kidnappet af Taliban og tilbageholdt af afghanske sikkerhedsstyrker. Efter knap tyve års krig regerer Taliban igen, og Nagieb Khaja er ikke i tvivl om hvorfor. De lokale afghanere i landområderne opfattede dem som DE MINDST ONDE. Bogen er en opdateret og revideret 3. version af Historien der ikke bliver fortalt.

Som otteårig kommer Donya til Sverige fra Libanon kidnappet af sin egen far og hans nye hustru. Siden Donyas mor blev skilt fra sin voldelige ægtemand, har Donyas far kun haft sporadisk kontakt med sin datter, men nu rykker han hende op ved rode fra alt, hvad hun har kært. Når Donya græder og vil hjem til sin mor i Beirut, siger faderens nye hustru: ”Din mor vil ikke vide af dig, din mor er en luder. Glem alt om, at du har en mor!” Livet med stedmoderen bliver hurtigt et helvede. Donya bliver slået af både hende og sin far, og de holder hende i meget kort snor. Hun får hele tiden at høre, at hun er en møgtøs og mishandles mere og mere brutalt derhjemme. Da hun er femten, flygter hun, og med en dødstrussel hængende over hovedet flytter hun ind hos en plejefamilie i en anden del af landet. Manden i det ægtepar, der tager Donya til sig, hjælper hende med at få kontakt til moderen i Libanon, og seksten år gammel rejser Donya alene til Beirut. Men ikke så snart er Donya genforenet med sin mor, før hun igen bliver kidnappet, denne gang af sin fars familiemedlemmer. Hun spærres inde i sin onkels hus, hvor hun holdes isoleret fra omverdenen.

Modtageren af Nobels Fredspris 2018, Nadia Murad, fortæller i sin intense biografi om at blive holdt fanget som sexslave hos IS, om flugten – og om at bruge sine oplevelser til at blive et talerør for verdens flygtninge og undertrykte.
Nadia Murad voksede op i den lille landsby Kocho i det nordlige Irak, hvor størstedelen af verdens cirka 700.000 yazidier bor. Et religiøst mindretal, der af IS betragtes som vantro.
Indtil august 2014 lignede hendes liv de fleste andre 21-åriges, men det endte brat, da Islamisk Stat erobrede Kocho og indledte det, som FN siden har kaldt et folkedrab mod yazidierne i Irak. IS dræbte et stort antal af landsbyens yazidier – deriblandt seks af Nadias brødre og hendes mor.
Selv blev Nadia taget til fange og transporteret til Mosul, hvor hun sammen med tusinder af andre yazidi-kvinder blev tvunget til at være sexslave for IS. Nadia blev gentagne gange voldtaget og tortureret, før det efter flere ugers fangenskab lykkedes hende at flygte. 
Nadia Murad er siden blevet et talerør for verdens flygtninge, mod menneskehandlen og sexslaveri og har sat IS’ brutalitet over for yazidierne på dagsordenen. En kamp, der har indbragt hende Nobels Fredspris – og en plads på talerstolen i FN. 
Den sidste pige er hendes personlige beretning om en krig og en brutalitet, der ændrede hendes liv og rev hendes familie fra hinanden. Den er et kærlighedsbrev til et krigsramt land – og et vidnesbyrd om, at det gode i mennesket vil overleve på trods.
Bogens forord er skrevet af Amal Clooney, der er menneskerettighedsadvokat og er gået med Nadia Murad ind i kampen mod IS.

Her fortæller hun sin historie.

Lydbogen er indlæst af Karin Rørbech.