Søgeresultater: 16

Endelig befriet. Lettelsen var enorm i Danmark i foråret 1945. Men det mentale overskud var ikke stort til at hjælpe de over 200.000 tyske flygtninge, der kom til landet i krigens sidste måneder – på flugt fra Den Røde Hær. Tilfældet ville, at de havnede i Danmark, hvor de måtte leve på danske værters nåde. Her drømte tyskerne igen om livet, men Danmark var netop blevet befriet fra en hadet besættelsesmagt. Derfor var flygtningene ikke populære, og de stødte på modstand fra både danskere og myndigheder. Humanitet var en by tæt på Den Røde Hær, indtil de sidste tyske flygtninge kunne rejse over grænsen i februar 1949. De lagde deres skæbner frem i breve og dagbøger, der fortæller en evigt aktuel historie i en global verden med store strømme af flygtninge.

Lobbyisme er lidt et fyord. Det lugter af lokumsaftaler mellem mørke kræfter, når lobbyismens lyssky lejesvende bag lukkede døre påvirker politiske beslutningstagere for egen vindings skyld og på samfundets bekostning. Men ifølge Peter Munk Christiansen, Aarhus Universitets mest upartiske djøf’er, stinker lobbyisme ikke så slemt. Lobbyister bidrager med viden til landets lovgivere, forbinder politikere med befolkningen og sikrer gode relationer borgerne imellem. Faktisk ville det danske demokrati ikke fungere så glat, hvis ikke lobbyisterne plejede alskens særinteresser.

På årets første dag erklærede landets statsminister åben krig mod smagsdommere og eksperttyranni. Det danske samfund skulle ændres gennem en kulturkamp, der hurtigt udviklede sig til en slagmark om værdier og velfærd. I 2001 var velfærdsstaten under pres, og den stigende indvandring rejste svære spørgsmål om spise, sprog og socialhjælp. Nyliberalisten Fogh og hans borgerlige brødre havde løsningen: frit valg, selvhjælp og stramme krav til asylansøgere. Styrkeprøven foregik også uden for landets grænser med bomber i Irak og i profetens turban. Men hvad forenede de borgerlige værdikrigere i slaget om den danske kulturkamp, og lykkedes det dem at forandre samfundet?

I 1951 blæste en dansk journalist til kamp mod en invasion. Det var hverken Dybbøl eller Dannevirke, der var truet, men modersmålet, som var under angreb fra Amerika. Frygten for, at ”ameridansk” skulle sprede sig, varede ved i årtier, og forargelse har været en fast følgesvend, når nye ting og tanker fra Guds eget land er nået hertil. Samtidig har mange set USA som et forbillede eller ligefrem en mulig fremtid. I over 100 år har danskerne været storforbrugere af amerikansk populærkultur, og også samlebånd, supermarkeder og sociale medier har vi hentet over there. Skepsis over for fx overforbrug og våbenlovgivning har dog gjort Atlanterhavet bredere, og i fremtiden vil færre måske synes, at oversøisk import er cool.

Det var næsten ikke til at stride sig frem for usle betlere i byerne, og på landet gik de klynkende fra dør til dør. Noget måtte gøres. Frederik 4. var i fuld gang med at rydde op i riget, og i 1708 kom turen til tiggerne. Løsningen var simpel: Tiggeri forbudt! Men problemerne meldte sig hurtigt. Hvad nu hvis Gud så, at man ikke gav en skærv? Og hvor gik grænsen mellem uværdige fattige, der var dovne og fordrukne og skulle tvinges i arbejde, og værdige fattige, som blot var ramt af sort uheld og fortjente en hjælpende hånd? I dag kan vi stadig møde mennesker, der beder om et par håndører, når vi kommer ud af supermarkedet med fyldte indkøbsposer. Og trods større velfærd jager og straffer vi også nutidens tiggere.

Grundtvig står der på 35 vejskilte i Danmark, og ”den gamle” citeres hyppigt i sange og taler. Han var folkelig, og hans betydning for dannelse, religion, højskoler, danskhed og velfærdsstat kan ikke overvurderes. Eller kan den? Der er nemlig mange myter om en af danmarkshistoriens mest berømte skikkelser. Fx om sammenhængen mellem socialdemokratismen og grundtvigianismen. Grundtvig har altid været kontroversiel. Alligevel er hans mytologiske kraft stadig stor. Så stor, at præsident Barack Obama nævnte ham i en tale i 2016.

Integration er som en glidebane. Selv om vi starter med at lovsynge antallet af danskpakistanere på medicinstudiet, ender vi umærkeligt med at skændes om kriminelle indvandrerdrenge, syrienskrigere og frikadeller i børnehaven. For enden af den glatte overflade er målet altid, at ’de’ skal blive som ’os’: Smid tørklædet, lad forhuden være, og slå katten af tønden. Derfor skaber i-ordet ifølge Mikkel Rytter, velintegreret halalhippie på Aarhus Universitet, faktisk mange af de problemer, vi sigter mod at løse. Måske er det på tide at give integration det glatte lag?

Alle lider i et diktatur. Befolkningen henslæber tilværelsen i et jerngreb af overvågning og undertrykkelse uden antydning af retssikkerhed. Selv de arme diktatorer bliver ifølge Jakob Tolstrup, antiautoritær autokratinørd ved Aarhus Universitet, ofre for deres begær efter magt og ussel mammon. Ingen diktator kan nemlig regere alene og må derfor konstant knokle for at sikre sig alliancepartnere, som desværre ofte viser sig at være vendekåber til salg for højestbydende. Vi andre kan glæde os over, at tyrannerne med et så stressende arbejdsmiljø også får løn som forskyldt.

Vi er alle lige, men nogle er mere lige end andre. Sådan er det både blandt kammerater og nationer. Ressourcerne er skævt fordelt, uanset om det gælder medfødt intelligens eller drikkevand i undergrunden, fortæller Carsten Andersen, økonom ved Aarhus Universitet. Han gør regnskabet op i ulighedens favør, for selvom vi omfordeler via skatten, skaber uens vilkår forskellige muligheder for os alle: Samfundets privilegerede fødes med en guldske i munden og hører mange millioner flere ord inden vuggestuen. Det er nemlig ikke kun penge, der går i arv, men også miljø.

I foråret 1899 strejkede jyske snedkere for at få mere i løn, men arbejdsgiverne nægtede at give jyderne samme løn som fynske og sjællandske kolleger. Den lokale konflikt udviklede sig til at handle om retten til at lede og fordele arbejdet og fik arbejdsgiverne til at lockoute 40.000 arbejdere i hele landet. Borgerkrig kaldte arbejdsgiverne det, sultekrig råbte arbejderne. De 107 dages lockout rystede Danmark, inden arbejdsgivere og lønmodtagere i september 1899 indgik forlig. Nu skulle den stærkes ret ud, ind skulle medbestemmelse. Næsten lige siden har vi i skåltaler henført talt om den danske model, hvor arbejdsgivere og lønmodtagere forhandler løn, ferie og barsel. Men måske er modellen ved at gå op i limningen på grund af Ryanair, Uber og EU.

Krig er ustyrlig. Den kommer altid ud af kontrol, erobrer hver eneste samfundsfunktion og gør sig selv til altings endemål. Ganske destruktivt, javel, men denne ødelæggelsestrang fyrer også op under vores skaberkraft og resulterer i teknologiske, medicinske og organisatoriske landvindinger, som det ellers havde taget en krig at nå frem til. Krigens uforudsigelige væsen overrumpler dog ikke Gorm Harste, Aarhus Universitets fredselskende feltherre. Han er bombesikker på, at krig er ligesom en skoleklasse sukkerdopede adhd-elever. Ingen af delene er til at få styr på.

Enhver by er et netværk. Af indbyggere og bygninger, gader og stræder, kabler og kloakker, som forbinder sig med hinanden på kryds og tværs. Og hver by indgår i nye og større mønstre med andre byer, vokser ud over alle grænser og langt over vores hoveder. Endda i en sådan grad, at byerne ifølge Mikkel Thelle, indfødt københavner og urban historiker ved Aarhus Universitet, indoptager deres tidligere modsætninger, og det ikke længere giver mening at tale om land eller natur. I stedet vil hele kloden snart bare være dækket af en stor bebyggelse – af Byen.