Søgeresultater: 12

Stærke kvinder præger skildringen af de tre generationer af Priergårdsslægten, som vi følger i denne bog. Fast bundne til jord og hjemstavn og dog fordomsfrie og fremskridtsvenlige lever de deres liv i hverdag og fest. Ingen modgang får lov at bryde deres livsmod og rankhed, og omtanke og forudseenhed fører dem frem til velstand og ansete kår. slægtsromaner, familien, landliv, kvinder, udvandrere, Falster, Danmark, USA, 1800-1899

"Magret er andet bind i Anne Karin Elstads store firebindsværk om folkene på Innhaug. Det er en stor slægtsroman, der loyalt skildrer virkelighed og drømme i 1800-tallets bygdesamfund på Innhaug. Hemmeligheden bag Elstads succes er, at hun er i stand til at skildre mennesker, så de fremstår med universelle, almengyldige følelser. I Magret er vi i 1818. Oline har fået datteren Magret uden for ægteskab, og hun indser, at det er umuligt at beskytte pigen mod landsbybørnenes hån og spot. At hun kun er en horeunge. Forholdet mellem mor og datter gør ikke omstændighederne bedre. Læseren følger Magret gennem skoletiden og i ungdomsårene. Sikkert er det, at Magret fyldes med trods og hævnlyst. Men også af en stor længsel efter kærlighed og venskab. ""Man føler som læser, at livet måske var rigtigere dengang."" May Schack, Politiken, om Folkene på Innhaug "

"Forår 1809. I bygderne har folk måttet blande bark i melet for at overleve vinteren - således også på Innhaug, som er en af de bedste gårde i bygden. Vi er i Trøndelag, langt oppe i Norge, her foregår Anne Karin Elstads storslåede romaner om folkene på Innhaug. Gennem både levende og indlevede skildringer lærer vi folkene at kende: Ole, som er manden på gården og hans to sønner, Bård og Hans, Oles hustru Gertrud og den uundværlige faster Margret. Størst vægt i det storslåede epos om folket på Innhaug har dog skildringen af Oline og hendes store kærlighed. Folkene på Innhaug er Anne Karin Elstads debutroman. Den udkom første gang i 1976 "

"

Marie har allerede fået et barn med en tilfældig mand, da hun bliver husbestyrerinde for Villy på Fjordagerholm ved Løgstør. Hun er gravid igen, da hun ankommer, men Villy, der hurtigt tilbyder hende ægteskab, tvinger hende til at bortadoptere barn nummer to. Marie og Villy lever sammen i hen ved tyve år, slider og slæber i et landbrug, der er præget af krise, og hvor truslen om konkurs er en tro følgesvend. De er to ensomme mennesker, der lever lidenskabsløst, nærmest fremmede for hinanden, under samme tag.
Det er en roman om hårde eksistensvilkår, det er en landbrugs- og hjemstavnshistorie, men det er først og fremmest en kvindeskildring.
""Det du mister"" er en selvstændig fortsættelse af ""Vejs ende"" (2006) – kanalhusene med arkitekten Holger, hans bibliotekarkone Anne og deres adoptivdatter Lærke er bifigurer i dette naturskønne, men barske og hårde romanlandskab.
 

"For 10 år siden sendte Magret sin søn til Innhaug for at lade ham lære livet at kende, derhjemme. Nu kommer han tilbage til Møre. I de ti år har hun slidt, for at sønnen skulle få et ordentligt grundlag at vende hjem til, men kløften, som de mange års adskillelse og alle fortielserne i familien har skabt, er meget svær at overvinde. Også i kærlighedslivet oplever Magret store op- og nedture, og som altid er hendes løsen mere hårdt arbejde. I sidste bind om folkene på Innhaug fører Anne Karin Elstad handlingen frem til 1870’erne. Romanserien skildrer med stor viden og indføling småbøndernes stadige kamp for et liv, der kan holde den værste nød fra døren. På godt og ondt skildres det lille samfund med dets stærke og nære fællesskab, hvor man er afhængige af hinanden såvel for at opretholde livet som for at opnå og bevare respekt og anseelse. Dramaer og konflikter opstår uafbrudt i mødet mellem individ og fællesskab. Elstads romanserie om Folkene på Innhaug har fået klassikerstatus, fordi skildringerne "

I 2009 dør landmanden Villy omgivet af sin ekskone Marie og de tre halvsøskende Ole, Jens og Helle. Efter dødsfaldet vender Helle tilbage til den egn, hun forlod 22 år tidligere. Første gang kom hun inkognito og var fuld af vrede. Hun blev nemlig bortadopteret efter fødslen, fordi Marie skulle giftes med Villy, og han ville ikke have det barn, hun ventede med en anden. Da Helle kom og blev medhjælper på Villys rideskole, gik det langsomt op for Marie, hvem hun havde boende. Det endte ikke med forsoning, men med Helles replik til Marie: "Du solgte mig. Du byttede mig væk for en elendig bondegård."
I 2010 prøver Helle igen. Hun vender tilbage til det sted, hvor hun aldrig har været velkommen, drevet af længslen efter at vende hjem.

"Som brødre vi dele" er tredje, selvstændige bind i Lendrup-serien, hvor lokaliteten er den samme, men personerne skiftende.

 Lydbogen er indlæst af Liselotte Krogager

Konger og dronninger, guldalderens kunstnere og forfattere – dem har Maria Helleberg skrevet romaner om i 30 år. Nu vender hun blikket mod sin egen vilde familiehistorie. Det er en roman om to stærke kvinders vandring gennem et liv, der går brat ned og langsomt op. Om oldemoren Mariane, der kunne være blevet frue på en herregård, men i stedet ender i Vester Vandet, alene med 12 børn, da hendes mand stikker af for at prøve lykken i Amerika. Om mormoren, Marie Dusine, der derfor vokser op uden en far eller andre mandlige autoriteter. Hun er en vred oprører, der ikke kan bestride arbejdet som stuepige, men som gennem sine stærke holdninger kommer til at danne par med en uventet mand. Det er en fortælling om upassende forelskelser, om at have lykken inden for rækkevidde og tabe det hele på gulvet og om at udfordre fastlåste normer og skabe muligheder for sig selv. Et portræt af livet på landet og i provinsen, som det tegnede sig for kvinder i 1800-tallet og hen over århundredskiftet.

I det lille samfund langt ude mod vest er stationsbyen centrum, men naturen og blæsten spiller med og holder styr på de stærke kræfter: kærlighed og had, skam og skyld, begær, bedrag og nysgerrighed. Her er styr på rangordenen, de fine, de mindre fine og nederst daglejerne. Her er også styr på kvindelivet, defineret af mandsret og traditioner.

"Et nyt rodfæste er tredje bind i Anne Karin Elstads romanserie om folkene på Innhaug. Året er 1834, og der er blevet trangt i bygden, så trangt at Magret og hendes mand Erik bestemmer sig for at flytte. Det er en stor beslutning, men de har fundet god jord og en gård langt fra Innhaug, på Møre-kysten. Et nyt rodfæste handler om kamp for tilværelsen, om fælles slid og indsats, om livet som tilflyttere. Ikke mindst handler romanen dog om det ægteskabelige samliv. I romanerne om folkene fra Innhaug er der stærke følelser og dramatik, der er natur og bøvl, sorg og glæde - alt sammen fortalt med stor livsfylde og med detaljer, der gør den kulturhistoriske ramme levende, og på en forunderlig måde med stor appel til moderne nutidslæsere. ”Man føler som læser, at livet måske var rigtigere dengang.” May Schack, Politiken om Folkene på Innhaug "

Sneglehuset ligger i Jelling by i Østjylland, et hus fuldt af ferieminder for den kvinde, hvis stemme på bogens første side fortæller om sammenbrud, krise og truende galskab. Hun rækker ud efter noget menneskeligt, noget at holde sig til, og får fat i mormoderen fra barndomsferiernes Sneglehus. Med dette greb er romanen i gang: en tæt og farvemættet slægtsroman, som gennem nogle kvindegenerationer følger et par sydøstjyske bondeslægter frem og tilbage gennem et århundrede. Grænselandets traumer, den onde lykke, som knuser mennesker eller gør dem hårde og bitre, ensomheden og den sjældne, livslange kærlighed, som den, der binder Malte og Marie sammen; hele stamtræet blomstrer og lever og bærer søde og sure frugter i romanens myldrende detaljerede bondemaleri.

Stella kommer til verden på Kærmøllegård i Nordjylland under 2. Verdenskrig, og de første år af sit liv er hun omgivet af familie, tjenestefolk, naturen og dyrene. Hun er født til et liv som hjemmegående hustru og mor, men tiden er løbet fra de gamle mønstre, og langsomt begynder familien, der, foruden Stella selv, består af faderen Jakob, moderen Margrethe og brødrene Frederik og Jørgen, at gå i opløsning – og mens det sker, kommer de tre søskende hinanden nær – alt for nær.
Per Gammelgaards roman "Stella" er en fortælling om det tyvende århundrede og om en stærk og tillidsfuld kvinde, der opnår succes i livet, selvom begyndelsen har været svær.

Per Gammelgaard (f. 1948) blev uddannet bibliotekar i 1973 og har siden da skrevet en række digtsamlinger. I 1981 debuterede han som romanforfatter med "Er du hjemme, Johanne?"

Den anden bog om Helvig Pedersdatter handler om 1800-tallet, den danske guldalder, set gennem en af periodens anonyme skikkelser - en tjenestepige. Og set fra Thy - en af landets fjerneste egne. Dengang kunne det tage en uge at komme fra København til Aarhus, selvom den nyåbnede dampskibsrute mellem Kalundborg og Aarhus afkortede rejsetiden fra 1840.

De store politiske omvæltninger i slutningen af 1840´erne mærkes i Thy kun som svage dønninger, men da Helvigs herskab har stærke tyske rødder, får krigsårene 1848-1850 alvorlig indflydelse på livet på hovedgården øland.

Indførelsen af den almindelige værnepligt betyder, at næsten hver eneste gård i Danmark har en søn ´indkaldt til Krigstjeneste´, som der står i folketællingen fra 1850. En af Helvigs mange fætre kommer således hårdt såret hjem og mærkes for livet af invaliditet.

Som den første bog om Helvig er også bind to blevet til gennem en helt usædvanlig og meget udansk research. Alle personer har levet i virkeligheden, og deres rigtige navne er bibeholdt. Da den første bog udkom, henvendte flere mennesker landet over sig til forfatteren efter at have genkendt slægtninge eller steder, hvor de er vokset op.

Winni Østergaard (f. 1943) har både arbejdet som journalist og skrevet børneteater. I 2005 debuterede hun som romanforfatter med romanen "Helvig", der er bind 1 i et velresearchet trilogi om dansk almueliv. De efterfølgende to bind er "Ud og hjem" og "Til deres dages ende".