Søgeresultater: 34

Florent-Claude Labrouste er 46 år gammel og ansat i Landbrugsministeriet. Han bor sammen med sin tyve år yngre japanske kæreste Yuzu i en luksuslejlighed i Paris, men er led og ked af sit job, og sin unge, smukke kæreste har han kun foragt til overs for. Han begynder så småt at lege med tanken om at slå hende ihjel, men beslutter sig i stedet for at forsvinde frivilligt. Han opsiger sin stilling, forlader sin kæreste og indlogerer sig på et af de få hoteller i Paris, hvor man stadig må ryge. Herfra drager han ud på landet i et Frankrig ødelagt af globalisering og EUs landbrugspolitik, og hvor landmændene slider med at få enderne til at mødes og nu er modne til oprør. Det eneste, der stadig holder ham oppe, er stadig højere doser af det antidepressive middel, Captorix – og tanken om måske igen at møde sin tidligere kæreste Camille igen. Men er det i det hele taget muligt at være lykkelig i det moderne vestlige samfund?

Pressen skriver:

»Houellebecq er Le Monstre Sacré i fransk litteratur, og han hvæser, syder og sprutter som et rigtigt uhyre, hvad skal han ellers gøre, hans kritik fører ingen steder hen. Men selv ikke han kan finde rigtig ro i den absolutte nihilisme, tror jeg. «
*****– Jyllands-Posten

»Det fantastiske ved Houellebecqs nye roman er, at den tager gravalvorlige emner op, som man samtidig kommer til at le ad… Houellebecq er i storform og manifesterer med Serotonin, at han er en af Europas største nulevende forfattere.«
– Pov.international

»En stor roman og en lille verdenshistorie. Michel Houellebecqs syvende spektakulære roman er fuld af antidepressiver, onani, samtidsdiagnose, menneskehad og dannelse – og længsel efter lykke.«
 – Information

»Barokt humoristisk og ætsende spydig.«
***** – Berlingske

»MED Sérotonine cementerer Houellebecq sit ry som en af vor tids bedst skrivende samfundsrevsere og den menneskelige ensomheds skjald, der rammer plet i sin ofte sydende vittige samtidskritik.«
 – Weekendavisen 

»Michel Houellebecq lever op til sit rygte om at holde sit forvredne spejl op for det moderne samfund… Og så adskiller romanen sig ved på sin egen bagvendte måde at åbne døren til noget ellers uset i Houellebecqs univers: muligheden for kærlighed til en kvinde.«
 ***** – Kristeligt Dagblad 

»Serotonin er et brag af en bog. Det er Houellebecq, når han er allerbedst… Houellebecq forstår at skrive antihelte frem, så man både har medlidenhed med deres uformåen og raser over deres kvindehad og misantropi. «
– Bogblogger.dk

»Houellebecq er en forfatter som de er bedst – en slags tidssvarende shaman med en frygtindgydende indsigt som almuen bævende og varsomt føler sig draget af. Denne slags indsigt er ikke én-til-én med virkeligheden naturligvis, men slags forstærket essens eller spejling vi kan drage nytte af hvis vi formår det. Shamanen levede også på kanten af sit samfund, på en gang udstødt og i centrum. Ligeså med Houellebecq og hans hovedpersoner. De befinder sig på kanten af den verden resten af os har taget for givet, og kan derfor se på det med en anden klarhed. «
– Solidaritet

»En tragisk kærlighedsroman… romanen er i besiddelse af en provokerende, men universel tankefylde og en underfundig omend kynisk humor, der gør den til stor kunst - og den ligger under alle omstændigheder på et niveau, vi kun sjældent møder i dansk litteratur. Læs den, når den udkommer på dansk i april måned!«
– Flensborg Avis

»Ligesom du skal læse norske Knausgård i disse år, skal du også læse franske Houellebecq. Begge spejler tidens selvvalgt hjemløse menneske, og Houellebecq topper det endda med en uhyggelig skarp analyse af samfundet, hvis fernis af civilisation er lige så tynd som rettelak.« – **** ELLE

Holger er i midten af trediverne, han lyver om at have læst film- og medievidenskab, men har aldrig gennemført en uddannelse, og drømmen om at lave film bliver ikke til noget. Da han ved et tilfælde får job som servicemedarbejder på en afdeling for alvorligt syge kræftpatienter, liver han op. Han fascineres af den leukæmiramte OT og skriver intime breve for den døende fransklektor E – og i smug begynder han at filme de indlagte på afdelingen.

TERMINALER er en fortælling om at søge kontakt med livet og finde den på grænsen til døden.

The Matrix møder Houllebecq i Viggos Bjerrings debutroman Verdenshjertet – en samtids- og fremtidsroman om et velfærdssamfund i opløsning. De arbejdsløse er blevet De Unyttige, økokapitalismen har vundet frem, og algoritmer har overtaget meget af arbejdet.

Hvorfor bedøver vi hunde og katte ved kastrering, men ikke grise? Hvorfor er det okay at spise køer, men ikke hunde? Hvorfor befrier vi elefanter fra et liv i cirkus, men hænger levende kyllinger op på slagterkroge.
Det er nogle af de spørgsmål romanens hovedperson, Lava, stiller sig selv og sine omgivelser. Sammen med sin gode ven Valdemar forsøger hun at råbe det danske samfund op, men sandheden er som bekendt ilde hørt, og det er nemmere at lukke øjne og ører end at ændre vaner. Eller som en af romanens personer udtrykker det: Det er min erfaring, at når dyrs og menneskers behov kolliderer, så taber dyrene.
Dyrevelfærd og dyreetik har fået en øget opmærksomhed i forbindelse med både Corona-pandemien og miljødebatten, men er det ikke også på tide, at vi ser den i øjnene – for dyrenes skyld? Anne-Pia Jørgensen (f. 1969) debuterede som forfatter i 2016 med den historiske roman "Bidronningen". Siden har hun udgivet romanerne "Rigtige kvinder", "Ukrudt" og "Mit navn er Lava".

Bliktrommen er en fantastisk fabulerende skælme- og udviklingsroman. Det er beretningen om dværgen Oskar Matzeraths opvækst i Hitlertidens Tyskland. Om hans forunderlige liv, fra han som treårig beslutter sig for at holde op med at vokse og falder ned ad en trappe, til han som 30-årig, anklaget for mord og indlagt på en anstalt for sindslidende, begynder at fortælle om sit liv.

En ’misdannelsesroman’ er den blevet kaldt, for Oskar Matzerath er en outsider. En særling der betragter verden og voksenlivet med et vist dæmonisk klarsyn, på én gang forstærket og forvrænget. For at overleve sine traumer og den barske virkelighed udvikler han to særlige talenter: dels har han sin bliktromme, som kan tromme fortiden frem og protestere mod en til tider grotesk voksenverden, og dels sin stemme, der kan få glas til at splintre – en stemme han ofte retter mod den passive, konservative og småborgerlige verden, han hader af hele sit hjerte.

Bliktrommen er et hovedværk i det 20. århundredes litteratur. Romanen er første del af Günter Grass’ berømte Danzig-trilogi om Anden Verdenskrig og Tysklands forkrøblede historie fortalt af en uforglemmelig stemme.

Bogen udkom første gang på dansk i 1961 i Mogens Boisens oversættelse. Denne udgave er en nyoversættelse ved Per Øhrgaard.

Tildelt Danmarks Radios Romanpris 2020. Han betaler hende for en hel nat. Hun skal blot lytte på hans historie – intet andet. Han vil fortælle om Tjernobyl, om ulykken, men enetalen bliver til en samtale om drømme drømt i gruset fra en smuldret stormagt, med støvet fra et eksploderet atomkraftværk i lungerne. Drømme om en fremtid der ikke findes, om kunst, katte og kærlighed. Carsten Müller Nielsen har otte udgivelser bag sig, senest romanen Kvartet til tidens ende (2018) og det narrative "opslagsværk" Bestiarium (2019), og er en de mest interessante, yngre danske forfattere i dag.

Sophie Cleves er vor tids Ebenezer Scrooge. Sur og gammel bor hun i en kæmpe villa og er, som hendes søster Iris noterer sig, typen, der ikke har andet at servere til jul end valnødder og et halvt glas med glaserede kirsebær. Netop julen står for døren i hjemmet med de femten soveværelser, og sønnen Arthur kommer på besøg. Med sig har han den Shakespeare-elskende, kroatiske studerende Lux, som han har samlet op ved et busstoppested og betaler for at spille sin kæreste i helligdagene. Og kort efter ankommer så også Sophies søster, der netop er vendt hjem fra Grækenland, hvor hun har hjulpet migranter i land.

Vinter er anden selvstændige roman i Ali Smiths roste årstidskvartet.

August Strindberg har med mesterværker som Det røde værelse og Frk. Julie indskrevet sig i den skandinaviske litteratur som en af dens mest læste og hyldede forfattere. Helt på højde med hans allerbedste værker er novellesamlingen Ægteskab, som i tolv adskilte, men alligevel sammenkædede fortællinger, udforsker parforholdet og ægteskabet; både når det er godt, og når det er skidt, når det er i sin spæde vorden, og når det er i sin bitre afslutning – og altid når det er allermest interessant og rørende almenmenneskeligt. Strindberg skriver om ung kærlighed og svig, om den evige ungkarl, der bliver forelsket, om at gifte sig med en kvinde og få hele hendes familie med i købet, om at have et yndlingsbarn, der bliver sygt og dør, om at ruinere sig ved bryllupsomkostningerne, og om at have et stamværtshus, som man elsker højere end sin kone; alt dette så læseren helt glemmer, at det er skrevet i 1884. Så fint og smukt og rørende, som man kun finder det i den allerbedste litteratur i verden.

En kamerasonde bevæger sig i begyndelsen af det 21. århundrede rundt på vejene og sender billeder ud i fremtiden. Billeder af 98 danske rådhuse opsnappes i et isoleret og afsondret modul, hvorfra et bestiarium af astronauter sendes tilbage for at redde verden. Beretningen om det danske velfærdssamfund fortælles som en spøgelseshistorie på randen af apokalypsen. Bogens mange legender, krøniker og sæbeoperaer låner træk fra forfattere som Lewis Carroll, Kurt Vonnegut og George Saunders.

Zombierådhus er en selvstændig fortsættelse af forfatterens egen Rådhus fra 1997.

Natsuki vokser op med bevidstheden om, at hun er anderledes. Drømmen om, at et rumskib engang vil komme og bringe hende tilbage til hendes sande hjem, holder hende oppe i en uforstående verden.

Efter en katastrofe har Japan kappet alle forbindelser til omverdenen. Den 100-årige Yoshiro tager sig omsorgsfuldt af sit oldebarn Mumei. Børnene fødes syge og kraftesløse. Deres liv hænger i en tynd tråd, alligevel er de muntre og vise. De gamle bliver stadig ældre. Der er næsten ingen dyr tilbage, jorden, havet og luften er forurenet, blomsterne muterer, menneskene ligesådan.

"En uforglemmelig fortælling om vores globaliserede tid . Vores fortæller er som Woody Allen fanget i en kafkask handling . Genialt . En af de skarpeste og morsomste kritikker af det moderne, materialistiske liv, du kommer til at læse i meget, meget lang tid." The Times