Tema / Lånernes favoritter

Jeg møder rigtig mange forskellige mennesker i min dagligdag, og jeg er så privilegeret, at jeg får lov til at tale litteratur med dem, hvis de har brug for min hjælp eller trænger til ny inspiration. Jeg har selvfølgelig ikke læst alle bøgerne i biblioteket. Men når man taler med så mange mennesker, der selv har læst en del af bøgerne, så samler man alligevel et og andet op undervejs. Derfor har jeg efterhånden fået opbygget en god fornemmelse af al den dejlige litteratur, vi har stående på hylderne.

 

Det overraskende ved at høre om andres læseoplevelser er ikke så meget, hvor forskellige de bøger, vi går efter, er - det er langt mere imponerende at høre, hvor forskellige vores oplevelser af den samme bog kan være. For mig er det noget af det mest fantastiske ved litteratur.

 

Alligevel er der nogle bøger, der samler så store mængder af opadvendte tommelfingre og tilfredse smil, at det rent ud sagt er imponerende. For det meste er vi nemlig utrolig uenige. Det er ikke bare bøger, der rives ned af hylderne, så snart de udgives, og hvor reservationslisten er alenlang - det er bøger, der starter en hel ny læsetrend. Sådan kan det i hvert fald føles, når man står bag informationsskranken på et bibliotek.

 

Et par gode eksempler er "Folkets Skønhed" af Merete Pryds Helle og "Kvinderne fra Thy" af Maria Helleberg. De udkom nogenlunde samtidig og var begge anmelderroste hits fra starten. Jeg har ikke tal på alle de gange, jeg har talt med en, der har ledt efter noget, der "minder om Kvinderne fra Thy" eller en, der "elskede Folkets Skønhed, har du noget i den stil?". Fælles for de to er selvfølgelig, at de blandt andet handler om kvindeliv, og det er der rigtig mange, der søger. Jeg har derfor fundet nogle af dem, jeg har anbefalet i de situationer, frem her. Om skrivestil, stemning, personer og handling tiltaler lige præcis dig, ja det er svært at spå om uden en lille snak først - men jeg garanterer for, at der er lidt for enhver smag.

 

God læselyst!

/Mie, Viborg Bibliotekerne