Kampfly

Tema / Krigens mange ansigter

Bedst som vi i Europa håbede, at krig med fysiske våben var et fænomen, der hørte til tidligere tider, er alting i løbet af meget kort tid vendt på hovedet med daglige beretninger om de store menneskelige omkostninger og dramatiske og hjerteskærende reportager fra en virkelighed utroligt tæt på. For at komme helt tæt på den rædsel, frygt og mod, som krige rundt omkring i verden medfører, finder du herunder nogle fængende romaner om krigens mange ansigter.

 

Christy Lefteri – Biavleren fra Aleppo: En prisvindende, international bestseller og en medrivende historie om krig, traumer, tab, kærlighed og håb. Biavleren fra Aleppo er en skæbneroman om en syrisk familie, der bliver fanget i borgerkrigen og ser sig nødsaget til at flygte til Europa – dramatisk og rørende til sidste side.

 

Uwe Timm – Opfindelsen af currywursten: Timm er en af de mest betydningsfulde og læste nulevende tyske forfattere og har modtaget nogle af landets fornemmeste priser og udmærkelser. I denne lille, skæve roman beretter han om kvinden Lena Brücker og soldaten Hermann Bremer, der mødes i Hamburgs sønderbombede gader, da 2. Verdenskrig synger på sidste vers. Bogen indfanger og skildrer stemningen af krigstidens paranoia, angst og usikkerhed og efterkrigstidens forhåbninger, desperation og pionerånd – et stykke erindringskunst og en blotlæggelse af en traumatisk og spændende periode i tysk historie.

 

Lara Prescott – Alt hvad vi var: I 1949 bliver Boris Pasternaks manuskript til bogen Doktor Zjivago bandlyst i Sovjetunionen. Hans elskerinde, Olga, bliver sendt i arbejdslejr men lader sig ikke presse til at forråde Boris. Alt hvad vi var er en helt igennem gribende og fortryllende roman om Den Kolde Krig, som man skal unde sig selv at læse.

 

Charlotte Delbo – Auschwitz og efter: Den franske koncentrationslejrfange Charlotte Delbo fortæller i en blanding af erindringsglimt, digte og dialoger om relationer mellem mennesker, afsavn og om, hvordan man kommer videre i livet efter at have været i koncentrationslejr. En gribende historie om overlevelse, der knivskarpt optegner koncentrationslejrens grusomheder.

 

Phil Klay – Vi skød også hunde: Vinder af National Book Award for Fiction og udvalgt som en af de bedste bøger i 2014 af bl.a. The New York Times Book Review, Time og The Washington Post – disse barske og brutale noveller er ikke til at komme udenom! Bogen er gennemsyret af en befriende, men også skræmmende sort humor, når soldater, officerer, civile og en præst, der alle har været involveret i krigene i Irak og Afghanistan, beretter om alt fra krigens rædsler til hjemmets ligegyldigheder.