Tema / Sick lit: YA

Kender du det, at en bog bliver ved med at dukke op i din bevidsthed? At du bliver ved med at se den samme forside hele tiden og til sidst bliver så nysgerrig, at du køber bogen og går i gang med at læse, bare for at finde ud af, hvad det hele handler om? Sådan havde jeg det tilbage i 2014, da jeg igen og igen blev ved med at støde på den blå forside til YA-romanen "The Fault in Our Stars" (da. En flænge i himlen) af John Green. Jeg købte den på Amazon, og da posten kom med pakken, åbnede jeg kassen, slog op på første side - og læste udafbrudt resten af dagen, indtil bogen var slut.

 

Historien om de to kræftsyge teenagere, der senere er blevet filmatiseret med stjernerne Shailene Woodley og Ansel Elgort i hovedrollerne, tog ikke bare mig, men hele verden med storm, og romanen er stadig på listen over de bedst sælgende bøger nogensinde hos internetgiganten Amazon.

 

Hvad jeg ikke vidste, da jeg lod mig opsluge af "The fault in our stars" var, at romanen også skulle blive startskuddet til en helt ny litterær bølge i ungdomslitteraturen, den såkaldte sick lit, altså bøger, der handler om sygdom og død. Bogens store succes har siden udgivelsen banet vejen for mange flere bøger i samme genre, og i denne uge er der premiere på filmen ”Five Feet Apart” baseret på Rachael Lippincotts roman af samme navn. Historien handler om teenagerne Stella og Will, der begge lider af en livstruende sygdom og forelsker sig i hinanden under deres ophold på hospitalet. 

 

Sick lit er i udgangspunktet bøger, der handler om unge, der er dødeligt syge, men i de senere år, har genren bredt sig til også at omfatte bøger om psykisk sygdom, selvmord, bøger om unge, der er involveret i ulykker (fx Gayle Formans ”If I stay”) og bøger om sorgen over at have mistet en ven eller et familiemedlem. Fælles for dem alle er, at de tager fat på livets tunge og svære emner, mens de samtidig også har et element af humor, varme og kærlighed, der gør dem umulige at lægge fra sig. 

 

Har du også forelsket dig i genren, eller har du lyst til at give dig i kast med den? Så har jeg fundet nogle af de allerbedste engelske sick lit-bøger frem her.

 

/ Nanna, eReolens redaktion