I årene under og efter 2. Verdenskrig skaber varerationeringen den ideelle grobund for sortbørshandel. Der tjenes formuer på illegal handel med varer og rationeringsmærker, og i København er Svend Aage Hasselstrøm og Johannes Linde blandt hovedpersonerne i de kriminelle transaktioner. De har vidt forgrenede kontakter både i det kriminelle miljø og inden for Københavns Politi. Edderkoppen er beretningen om en af danmarkshistoriens største kriminalsager. Vi følger i hælene på de kriminelle og er med, når rationeringsmærkerne bliver stjålet og videresolgt. Vi hører om veritable orgier, hvor det flyder med originale vine, ægte kaffe, cognac og whisky, svingende jazzmusik og letlevende damer i salonerne. Og vi følger den intense og omfattende opklaring af sagen. "Bekymringen havde samtidig bredt sig til landets regering. ... Edderkoppesagen var ikke længere en stor kriminalsag om nogle bagmænd i den kriminelle underverden. Den var blevet en alvorlig korruptionsaffære, hvis gigantiske omfang, ingen længere turde spå om. En korruptionsaffære, som satte et alvorligt spørgsmålstegn ved hele den samlede politietats troværdighed. Situationen var ganske enkelt ude af kontrol. Noget drastisk måtte gøres med det samme," lyder et citat fra bogen.
"Fremragende godt skrevet" - BT "Åndeløs læsning" - Berlingske Tidende
Lars Rix (f. 1968) er en dansk kulturjournalist. Han har i en længere årrække fungeret som kulturredaktør ved Berlingske. "Edderkoppen" er hans debut som forfatter.
På forsiden ses et billede af edderkoppen, det nærmeste man i Danmark kommer til en gangsterkonge; Svend Aage Hasselstrøm var en barsk svindler, men også af og til en næsten sympatisk person. I 1951 var det slut, sagen var optrævlet og dommen faldet. Før den tid foregik der en omfattende sortbørsvirksomhed med rødder helt tilbage til krigens tid. Politiet var så infiltreret, at politifolk stod vagt under banditters indbrud, fjernede bevismateriale osv. De blev betalt med fester, smågaver m.v. Hasselstrøm var ikke alene, møbelhandler Johannes Linde og cykelhandler "Fede Ejner" hjalp godt til, og så kan læseren selv se listen over indblandede politifolk bagest i bogen. En væsentlig grund til afsløringen var to senere kendte journalister Anders B. Nørgaard og Poul Dalgaard, der med deres borende artikler leverede et af de første bud på kampagnejournalistik herhjemme. Bogen er skrevet af en journalist, der levende og underholdende skildrer denne episode i nyere historie, som i øvrigt er emnet for en kommende tv-serie. Selvom bogen har elementer af fiktion i skildringen, skal denne roman alligevel placeres i virkelighedens verden