Ud over de to redaktører, som var medstiftere af den liberalistiske tænketank CEPOS, har denne antologi bidrag af bl.a. Ditlev Tamm, Henrik Gade Jensen og Bo Bjørnvig. De har ønsket at nedbryde tabuer, sætte lys på hidtil glemte vinkler i historieskrivningen og gøre op med sejlivede myter. Temaerne er bl.a. frihed, retsstaten, demokratiet og folkestyret som institutioner, der gennem tiden har promoveret den borgerlige humanisme og det liberale frisind.
Beretningerne om disse 20 begivenheder der skabte Danmark er inspireret fra mange sider, men først og fremmest af Undervisningsministeriets aktuelle historiekanon. Denne nye "interessante kanon" er "berettiget i et lille land som Danmark, hvor der kun har været plads til én opfattelse af historien, og hvor mange historiebøger er præget af tabuer, fortielser og myter" og skal fungere som et supplement eller en kommentar til danmarkshistorien, som vi kender den. Bogen udgives af den uafhængige tænketank CEPOS, "der ønsker at bidrage til at gøre Danmark til et mere frit og velstående land", og hvortil halvdelen af de fjorten bidragydere er knyttet. Nogle, som Bent Blüdnikow, Mikael Jalving og Ditlev Tamm, er faghistorikere, andre, som Christopher Arzrouni, Bo Bjørnvig, Henrik Gade Jensen og David Gress har andre akademiske grader og er kendt som meget aktive samfundsdebattører. Kapitlerne spænder fra Danmarks oldtid over reformationen, enevælden, det moderne gennembrud, kanslergadeforliget, besættelsen og dens følger, til et kritisk blik på det borgerlige Danmarks forvaltning af den magt, dagens folketingsflertal giver det. Den vil åbne mange øjne, give nogle grund til eftertanke og forarge endnu flere, debat har den allerede skabt