At gå over marken i dag, hvor sneen knager, gå der en sommer. At det er dine øjne, der ser mine fodsåler. At landskabet egentlig er dig. At du ligger i en seng i København, at det er aften, og at du løfter hendes hånd af din brystkasse, da hun først er faldet i søvn. Eller bare tanken om det. Eller tanken om hende, der går gennem det samme græs. Eller at vende sig om og se, at der ikke har været nogen der. Jeg vender mig om og ser tilbage. Mellem skoven og mig ligger snetungen og sladrer om mine skridt, der sladrer om noget andet. Hvad, kan jeg ikke rigtig få hold på. Dig, dig kunne det være.
