I Tårnet ved verdens ende med undertitlen: En poetisk mosaik-roman om den yngste ungdom tænker den gamle Amaldus Erindreren tilbage på sin spæde barndom og ungdom. Få kan som Heinesen såvel i denne roman som i Moder Syvstjerne skildre de første år set med barnets øjne.
Efterhånden tager verden mere konkret form og drengen Amaldus betages af pigen Merrits fantastiske fortællinger og oplever den første forelskelses sødme og smerte. Amaldus erindrer sig alle de mange originaler i det gamle Torshavn og oplevelsen af en konstant kamp mellem de rationelt tænkende ”pærer” repræsenteret ved faren og de livsglade unyttige ”dosmere” repræsenteret ved morbroren. Og således tænker Amaldus tilbage og erindringerne er blevet til: ”Myte og sagn, længsel og smerte, og – inderst inde – dyb, forborgen, uforgængelig lykke.”
”Så roligt og klart det er fortalt, kogler det uafladelig af underfundighed og humor, fordi William Heinesen nok er en mand der tror på fornuften, men fra sit udsigtspunkt i tårnet har set at menneskers liv ikke automatisk bestemmes af den.” – Henning Ipsen, Jyllandsposten