"Sære fortællere" gennemgår ni af de vigtigste og mest markante danske forfatterskaber i slutningen af 1960‘erne. Thomas Bredsdorff stiller skarpt på Villy Sørensen, Sven Holm, Peter Seeberg, Klaus Rifbjerg, Leif Panduro, Ulla Ryum, Svend Åge Madsen og Cecil Bødler. Ud fra begreberne den fantastiske, den naturalistiske og den abstrakte fortælling beskriver han de forskellige forfatteres særpræg og sætter dem i forhold til ældre dansk litteraturhistorie.
"Som vejledning for den ukyndige er Bredsdorffs bog i det hele taget fremragende. Han har en sjælden evne til ved hjælp af en enkelt stilistisk iagttagelse at lukke op for et helt, komplekst værk, og han formulerer sig klarere og mere fyndigt end nogen anden, der har skrevet om modernistisk digtning... Det er en smuk tjeneste, Bredsdorff har gjort både læserne og digterne med sin bog." – Aarhus Stiftstidende
Thomas Bredsdorff (f. 1937) er en dansk forfatter, litteraturforsker og kritiker. Han er uddannet cand.mag. i dansk og engelsk og var fra 1978 til 2004 professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet. Thomas Bredsdorff har skrevet en lang række bøger om dansk og international litteratur og blev i 2001 Ridder af 1. grad af Dannebrosordenen.
Foruden at bringe portrætter af ni af de bedste yngre danske forfattere, for de flestes vedkommende er det den hidtil mest grundige og veldokumenterede karakteristik, har Sære fortællere også et andet sigte, der giver den værdi ud over øjeblikket. Den vil, som undertitlen siger, vise hovedtrækkene i ny dansk prosakunst og samtidig påvise kontinuiteten i dansk fortælletradition fra forrige århundrede, H. C. Andersen, naturalisterne, realisterne og impressionisterne, og frem til i dag. De tre stilretninger, som Bredsdorff hver for sig analyserer på grundlag af deres mest karakteristiske repræsentanter, er: Den fantastiske fortælling (Villy Sørensen, Sven Holm, Peter Seeberg), den naturalistiske fortælling (Klaus Bifbjerg, Leif Panduro, Peter Bonild) og endelig den abstrakte fortælling (Ulla Byum, Svend Åge Madsen, Cecil Bødker). Sammenstillingen af de tre sidstnævnte forfattere virker umiddelbart overraskende, men man godtager den i Bredsdorffs klare og veldokumenterederedegørelse. Om man vil synes, at han overvurderer Panduros og især Bifbjergs prosa, eller at han ikke helt har fattet Seebergs storhed, er en smagssag. Sære fortællere er en lige så nødvendig anskaffelse som radiogrundbogen Modernismen i dansk litteratur
