Julius er på vagt over for en vred heks, der vil trylle ham om til et dyr. Der er bare lige den finte, at Julius ikke ved, hvordan heksen ser ud... Han spørger Pæremadsen om hjælp. Pæremadsen er ekspert i hekse, og har et særligt stort øre, der kan høre, når der er en heks i nærheden. Mon de når at redde Julius i tide?
"De gule gummisko" er femte bog i serien om Julius og Pæremadsen. Læs også "Prinsen af Pæremosen", "Hekserekorden", "Det grønne kryds" og "Mirakelbrillen".
Følg Julius og Pæremadsens eventyr i jagten på alverdens farlige hekse.
Bodil El Jørgensen (f.1958) er en dansk børnebogsforfatter og cand.mag. i litteraturvidenskab. Bodil El Jørgensen er oprindelig født i København. Som 11-årig flyttede hun til Herning, hvor hun tilbragte de næste 8 år af sin barndom, der enten foregik på ryggen af en hest eller med næsen i en spændende bog. Bodil El Jørgensen debuterede i 1996 med Totalt genial og har sidenhen udgivet flere børnebøger om alt fra århusianske krimimysterier til gyserhumoristisk heksejagt, frække nisser og restaurantfjollerier.
Julius er i fare. En heks vil trylle ham om til et dyr, men han ved ikke, hvordan heksen ser ud. Han får hjælp af sin ven Pæremadsen, som ved alt om hekse. Kan de sammen redde Julius?
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Mange børn vil kende heksejægerne Julius og Pæremadsen fra de fire foregående bøger, den første med titlen Prinsen af Pæremosen. Det er fire gode historier, som især er velegnede til oplæsning og nu følger så en mere overskuelig historie, som det er meningen børnene selv skal læse, når de er kommet ud over de første trin i læseprocessen. Historien er kortere, satsen er stor og åben og der er en del sort/hvide illustrationer af Bente Bech til støtte for læsningen. Handlingen går i korthed ud på, at Julius - der er 9 år - igen møder en heks, som denne gang viser sig at være en pige yngre end ham selv og det er lige ved at gå galt, men godt hjulpet af Pæremadsen lykkes det alligevel at få overlistet heksen. Historien fungerer fint, men jeg er ikke sikker på, at den vil fungere godt som selvlæsning for målgruppen, som er fra 8 til 9 år. Sætningerne er godt nok korte, men der er ganske mange vanskelige ord og Pæremadsens afsnuppede måde at tale på, er svær at få styr på for de lidt øvede læsere. Det er dog stadig en god historie, som det vil glæde børn fra 6 til 9 år at få læst op