Med stor videbegær og kærlighed til naturen beskriver den berejste forfatter Lis Andersen en vandretur i den italienske bjergkæde Dolomitterne. Turen byder både på tåge, snestorm og sol, og så vækker de forjættede bjerge fortællerens fantasi og glæde ved sagn og eventyr. Men bogen vidner i lige så høj grad om en rejse ind i det indre og de tanker og følelser, der rører på sig i mødet med storslået natur.
Lis Andersen (1918-2001) var forfatter, globetrotter, fysioterapeut og naturterapeut. Som barn rejste hun rundt i verden med sin familie på sejlskibet Monsunen, og det lagde grunden for et langt livs rejselyst. I 1940 blev hun uddannet fysioterapeut, men efter en voldsom ulykke i 1953 med flere alvorlige knoglebrud til følge, fik hun øjnene op for alternative behandlingsformer. Hun søgte væk fra det offentlige sundhedssystem og etablerede sig som selvstændig terapeut. Udover de mange fysiske rejser søgte Lis Andersen også altid efter et åndeligt ståsted, og det religiøse fyldte meget i hendes liv og forfatterskab.
Stenbuk på stejle stier er Lis Andersens fortælling om en fodtur i Dolomitterne i september måned, vistnok 1970. Hendes udgangspunkt var den lille by Ortisei St. Ulrich, og hun beretter stort og småt fra turen: vanskeligheder med at finde vej og sti, lukkede hytter, naturens skønhed, sin glæde ved at vandre i bjergene, lidt betragtninger over lykketal, lidt privat filosofi m.m. Stort set forekommer bogen uvedkommende, den minder i for høj grad om private scrapbogsnoter. ledsaget af nogle nysselige tegninger. De første sætninger i kapitel 11 anslår noget af tonen i bogen: "Da jeg rejste til Dolomitterne, vidste jeg som sagt ikke, om jeg kunne få mere end to uger til at gå dernede, og derfor ventede jeg med at bestille liggevogn til hjemvejen". Denne og mange lignende oplysninger er ganske ligegyldige, og bogen er en unødvendig eller i hvert fald ligegyldig anskaffelse