Nisserne Mug og Mulde tager til byen sammen med Mugs søster Mandel. De er usynlige for mennesker og kan derfor rigtigt drille og lave løjer. De fanger også en slange, og den bliver en stor hjælp for dem, da de helt uventet bliver taget til fange.
Bøgerne om drengene Mug og Mulde, der opdager, at de i virkeligheden er nisser og usynlige for almindelige mennesker, henvender sig til de 9-11-årige.
Kurt Juul (1937-2019) var en dansk forfatter og højskolelærer. Han debuterede som forfatter med "Egils lange rejse" i 1982 og har siden skrevet en lang række bøger for børn og unge. I 1987 modtog han sammen med Roald Als Kulturministeriets Børnebogspris for "Røverne i Rold".
Mug og Mulde tager til byen. De driller folk mens de er usynlige, men hjælper også med at fange en slange. Da de selv bliver fanget, er det godt med slangen i rygsækken
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Mug og Mulde i byen er 2. bog i serien om Mug og Mulde. Bogen må være tænkt til selvstændig læsning for 9-10-årige børn, der er blevet sikre i læseprocessen. Der er meget tekst på de enkelte sider, og to af opslagene er uden illustrationer. Orla Klausen har illustreret bogen, og de herlige stregtegninger i gråtoner understøtter læsningen fint. De to nisser er på vej til byen, men bliver indhentet af lillesøster Mandel, der har fået lov til at tage med. På vejen bliver de ledt hen til en gammel nisse, der giver dem gode råd. Der er tre ting, de skal tage sig i agt for, nemlig at tage mod mad, tøj og især penge af menneskene. Men disse elementer bliver alligevel ikke brugt i historien, og måske derfor bliver den aldrig rigtig spændende. Nisserne tager til byen. Her oplever de forskellige små episoder. De spiller bold med en dreng, mens de er usynlige, driller en gammel mand, hjælper en kone med at fange en slange, men bliver så selv fanget. Historien slutter med, at de forlader byen og ikke kommer tilbage, før de er voksne, men også med en åbning for, at der vil komme endnu en historie. Kan bruges til selvstændig læsning, men vi har andre og mere spændende bøger for læsere på dette niveau