De islandske sagaer giver indblik i voldsomme familiefejder, dramatiske begivenheder og legendariske karakterer, og her er en af sagaerne blevet bearbejdet og genfortalt, så den appellerer til læsere i 10-12-års alderen. "Ravnkel Frejsgodes saga" handler om den magtfulde og tyranniske høvding Ravnkel, der mister alt, hvad han ejer, fordi han slår nabofamiliens søn ihjel. Vi følger ham i kampen for at vinde sin rigdom tilbage, hvor han må være både tålmodig, listig og brutal.
Kurt Juul (1937-2019) var en dansk forfatter og højskolelærer. Han debuterede som forfatter med "Egils lange rejse" i 1982 og har siden skrevet en lang række bøger for børn og unge. I 1987 modtog han sammen med Roald Als Kulturministeriets Børnebogspris for "Røverne i Rold".
Ravnkel er en stor høvding, men da han slår en mand ihjel ender det med at koste ham hans rigdom. Kun ved hjælp af list, tålmodighed og brutalitet får han sin ejendom tilbage
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
En islandsk saga, bearbejdet og genfortalt, så den læsermæssigt lander på 4.-5. klasses niveau, er et spændende tiltag, og indholdsmæssigt er der jo saft og kraft i sagaerne. Med et kort over bogens lokaliteter, et efterskrift om de islandske sagaer og deres tilblivelse samt en ordforklaring hjælper bogen læseren godt på vej. Familiefejder, vold og drab. Rettergang på Altinget. Hine tiders tradition for kontante afregninger er godt beskrevet, ligesom forsideillustrationens kampsituation giver læseren et løfte, der til fulde bliver overholdt. Pia Falck Papes tegninger ligger tæt op ad teksten og tilføjer handlingen endnu en dimension. Der er tale om et godt tilbud til læseren, der både får kontant underholdning og et godt indblik i datidens hverdag og samfundsforhold. Handlingen centrerer sig omkring Ravnkel Frejsgode, høvding og gode, der geråder i strid med sin nabo, Torbjørn, hvis søn han dræber som straf for en forseelse, sønnen Ejnar begik som tjenestedreng hos Ravnkel. Med en cocktail af rå vold og listige alliancer beskrives fejden mellem de to familier sådan, som vi med vikingeblod i årerne måtte forvente, det har foregået