I 1826 går den 16-årige Sarah om bord på et emigrantskib med kurs mod Australien. Sammen med sine forældre og lillebroren Tommy er hun overbevist om, at hun er på vej mod et nyt og bedre liv. Men den lange rejse over havet er hård og undervejs omkommer begge Sarahs forældre. Da skibet endelig når Australiens kyst, står hun derfor alene med ansvaret for sin 4-årige lillebror i et vidt fremmed land.
Sarah sætter alt ind på at skabe en tilværelse for sig selv og Tommy på kanten af bushen ved Swan River Colony i Australien. Her møder hun den venlige aboriginerkvinde Bilu og tiltrækkes af hendes unge, mystiske søn Warlu. Bogen bygger på dagbogsnotater og er en rørende og alvorlig fortælling om kærlighed, mod og tragedie.
Carolyn F. Logan er en amerikansk forfatter, som har udgivet bøger til børn og unge. Hendes bøger er blevet oversat til flere fremmedsprog og er blevet populære i mange lande. Ved siden af virket som forfatter har Carolyn F. Logan arbejdet som skolelærer i USA, Peru og Danmark.
16-årige Sarah bliver på emigrantskibet på vej til Australien i 1829 forældreløs og eneansvarlig for den 4-årige lillebror, Tommy. Bogen er historien om hendes kamp for at skabe sig et liv for de to i det fremmede. Det er en barsk historie, hvor hun bl.a. må sende lillebroren væk for at beholde sit arbejde som tjenestepige. En hård tilværelse, hvor oversvømmelser og hyppig død dominerer. Kontakten til en indfødt kvinde og hendes voksne søn giver imidlertid indhold - og på længere sigt et barn - i hendes tilværelse. Bogen er skrevet på grundlag af dagbogsnotater, en biografi og diverse arkivmateriale. En spændende og velskrevet historie, men formidlingen af stoffet besværliggør, at den vil nå sin målgruppe: de 13-15 årige piger. Mange drømmesekvenser, hyppige skift i fortællersynsvinklen, indskudte klip fra de anvendte kilder - danner tilsammen en varieret - men svær bog, som kun vil fastholde de absolut bedste læsere. Carolyn Logan har tidligere fået en bog oversat til dansk: Kraftens vogter, (89/30)