Midt i krisen er der håb. Når det ser allermørkest ud, kan styrken vokse ud fra det sårbare og skrøbelige.
Vi er alle sårbare og møder alle modstand i livet. Men i stedet for at gå under, når vores verden sortner, kan vi opleve, at krisen giver os fornyet styrke. Den norske teolog og sjælesørger Per Arne Dahl fik ideen til "Sårbarhedens kraft", da han befandt sig i sit livs krise på grund af pludselig døvhed og tinnitus på det ene øre. Han giver i bogen en håndsrækning til alle, der har brug for det: Du er mere end din sårbarhed, hvad enten det drejer sig om sygdom, sorg eller noget helt tredje.
Bogens kapitler indkredser gennem citater, fortællinger og møder med mennesker sårbarhedens væsen og potentiale for forandring. Det kan kræve mod at turde vise sin sårbare side i vor tid, som det ofte kræver ganske meget at leve i. Fællesskab, forbundenhed og åbenhed er nøgler, for ofte er det i relationen til andre, til ægtefællen, forælderen, barnet, vennen – eller Gud – at håbets helbredende lys bryder frem.