Helge vokser op i et typisk arbejderkvarter i en sønderjysk by som søn af en enlig mor i 1950’ernes og 1960’ernes Danmark. Tiden, familien og miljøet spiller på både godt og ondt en stor rolle i Andreas P. Nielsens roman, der ender i et voldsomt fortættet drama, da den truende skygge, der har fulgt Helge som et spøgelse op gennem barndommen, til sidst tager form og truer med at ødelægge hans videre liv.
Andreas Pultz Nielsen (1953-2011) var en dansk forfatter, radiovært, musiker og kapelmester i folkemusikorkestret Dræsinebanden, som han havde sammen med sin kone, Inge-Marie Nielsen. Bandet har solgt over 800.000 albums og spillet koncerter i hele Danmark. Andreas P. Nielsen drev i mange år musik- og kulturcafeen Café Dræsinen på Ærø sammen med sin kone. Han udgav desuden en lang række bøger for både børn, unge og voksne.
Vi følger drengen Helge under hans opvækst i en sønderjysk by, med de trængsler og glæder han må gå igennem, inden teenageårenes udfrielse
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Andreas P. Nielsen har tidligere udgivet nogle novellesamlinger og romaner. Helge og hans enlige mor bor i et arbejderkvarter et sted i Sønderjylland, under trange kår. Vi følger Helges oplevelser på godt og ondt gennem 50erne og 60erne, hvor ikke mindst skolegangen spiller en afgørende rolle, vi følger de små dramaer i hverdagen, legen med vennerne, de første små tilnærmelser til pigerne, da teenageårene så småt nærmer sig. Alt fortalt i et roligt og småslentrende sprog, set fra Helges synsvinkel, og kun nogle gange sker der afgørende ting, som rusker op i handlingen, bl.a. da den onde Otto fra fortiden dukker op og vil tyrannisere familien. God hjemstavnsskildring, og en god og indlevende skildring af Helges vej mod modenhed, på vej videre ud i livet