Asle er maler, enkemand og bor i Dylgja. Hans eneste venner er hans nabo Åsleik og Beyer, en galleriejer der bor i Bjørgvin. I første bind fandt Asle sin fordrukne navnebror liggende i sneen og bragte ham på sygehuset. I andet bind hører vi om Asles barndom og den forbudte tur ned til Fjorden og mødet med Skaldepanden, ham som børn skal tage sig i agt for.
I tredje bind finder moren tre enkroner i Asles lomme og beskylder ham for at have stjålet dem. Og Asle kan i hvert fald ikke fortælle, at han fik dem af Skaldepanden. Så han siger, at han fandt dem uden for bageren. For at slippe for alle de billeder han har i sit hoved af søsterens alt for tidlige død, vil Asle spille guitar og starter et band. De vil ud at spille op til dans og tjene penge, for alle ved jo, at kvindfolk er vilde med spillemænd. Men det der kommer ud af højtalerne er mest larm, ingen af dem kan rigtig spille. Og da trommeslageren siger, at de lige så godt kan opgive hele bandet, siger Asle som sædvanlig ikke noget. Nej, han har nok for langt hår til, at han kan snakke, siger forsangeren Olve.
“Tankestrømmen har åndedrættets rytme, den er en skriftens iltmaskine.” – Politiken ♥♥♥♥♥
”Der er lang vej endnu, men den er værd at følge. I al sin smukt kværnende egensindighed.” – Berlingske ★★★★★
"Jeg er en anden er en afdæmpet, ordknap messe for syndefald og sjælefred" – Jyllands-Posten ★★★★
"Fosses underspillede prosa funkler (...) ægte menneskelige dialoger – så rene og klare, fyldt med underspillet humor og drama" – POV International
