Mørket har sænket sig over verden, stjernerne dør, og dragerne går i dvale. Mørkevæsnerne styrer den mørke og golde verden, og kun få mennesker er i stand til at holde stand mod dem. De 100.000 år i mørket er begyndt.
En profeti holder dog håbet i live. Det siges, at den der kan se i mørket, kan få solen tilbage. Ejderha, en tidligere slave, kan se i mørke. Sammen med en deling soldater drager han ud i mørket.
Den lange, farefulde rejse begynder langsomt. Er det Ejderhas skæbne at bringe solen tilbage, eller vil han bare gøre det hele værre? Vil han og soldaterne kunne klare mørkevæsnerne og vende sejrrigt tilbage, eller dør de alle i kampen? Ejderha ved det ikke selv, men han ved, at han aldrig selv vil vende tilbage.