Pollis elskede farfar er på hospitalet, og Polli ved, at det ikke er sundt for gamle mennesker at blive syge. Det gør hende frygtelig urolig, og når hun kigger ind i Mimuns smukke øjne, bliver hun både urolig og noget andet.
Forfatteren til serien, Guus Kuijer, er vinder af ALMA (Astrid Lindgren memorial Award) 2012.
Polli er nu 12 år og hun har stadig problemer med kærligheden, veninden, mor og far. Men det sværeste er det med farfar. Skal han virkelig dø?
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Vi har mødt den tænksomme pige Polli fra Holland med de mange problemer i tre andre bøger og hendes liv er ikke blevet mindre kompliceret siden sidste del Hvis bamser kunne tale fra 28/03. Nok har hendes far rettet sig og fundet en kæreste, men han er til gengæld blevet buddhist og går som sådan klædt i kjole. Hendes mor skal giftes med Pollis lærer og Polli selv er stadig uvenner med veninden Caroline, som kyssede Pollis kæreste. Så er der farfar, som bliver indlagt med mistanke om kræft og som dør til sidst i bogen. Det er jo meget trist alt sammen, og dog! Polli er en lille sej en, som tænker mange tanker og skriver bittersøde digte. Folk omkring hende holder af hende og omvendt og det er rørende at læse om hendes og farfars besøg på den kirkegård, hvor han har valgt sit gravsted og købt en lille klap-sammen stol, som Polli kan sidde på, når hun besøger hans grav og måske får lyst til at skrive et digt. Midt i alt det sørgelige er der trods alt håb. Det er en bog for piger fra 9 år, som kan lide den særlige lidt gammelkloge tone, som svenske børnebøger ellers plejer at have patent på. Forsiden er i samme lidt forvrængede stil som de øvrige bøger i serien
