I sin sjette erindringsbog, Som en springende hval, kommer Johannes Møllehave vidt omkring. Han fortæller blandt meget andet om familien og ikke mindst børnebørnene, om Prag og Reykjavik, om Dostojevskij og Shakespeare, om døde venner og om sin egen store hjerteoperation.
"Ingen i dette land bruger den store kunst, de store romaner, den store lyrik på så selvfølgelig, forstandig og inciterende vis som dette forunderlige væsen, Johannes Møllehave kaldet." - Ulrik Høy, Weekendavisen
"En formidabel erindringsbog ... Det er næsten en forbrydelse at sluge den i et stræk, så meget humor, kærlighed og alvor er der i den!" - Holger Ruppert, B.T.
"Man burde næsten overveje, om ikke lægerne ved siden af medikamenterne skulle ordinere Møllehave som pligtlæsning til enhver, der har et mørkt syn på livet." - Mikkel Wold, Information
Samtidig med at På myrens fodsti, bind et af Johannes Møllehaves erindringer, udkommer i ny paperbackudgave, kommer her det nyeste i rækken. Eftertænksomheden, nok specielt på egne vegne, vejere tungere i denne, hvor forfatteren blandt andet filosoferer omkring sin hjerteoperation og fortæller om sindets oplevelse af at have været så nær døden. Men her er også den sædvanlige glæde over mennesker, han har mødt, over børnebørnenes kvikke bemærkninger, og ikke mindst over de store i litteraturen. Det er nok ikke den stærkeste af hans erindringsbøger, men den har som de tidligere både perler af pointer og stille, værdifulde tanker om det store og små i livet. Jeg kender mennesker, som mener at Møllehave for ofte kammer over i det banale, men for hver én der mener det, kender jeg mindst fem, der elsker ham, og hans popularitet ses også tydeligt i udlånstallene. De store livstemaer, der på grund af mediernes skamridning af dem truer med at blive banale for nutidsmennesket, kan han tale om med den største ligefremhed og med både tænksom alvor og glimt i øjet. Det, og så at hans ståsted i kristendommen er urokkeligt, tror jeg er grunden til at danskere, måske især dem over 30, er så glade for ham
