Efter to anmelderroste kriminalromaner har Rie Osted nu forladt genren for en tid og er aktuel med en roman som stiller spørgsmålet: Kan en familietragedie være af det gode?
Hvordan kan man vide, om man har gjort det rigtige? spørger Irene på sit dødsleje og beder så sin 42-årige datter Veronika om tilgivelse. Veronika når ikke at få at vide, hvad det er, moren ønsker tilgivelse for. Efter morens død beslutter Veronika at søge en forklaring og vender tilbage til sin barndomsby. Her opsøger hun den tre år ældre Jenny, som absolut ikke ønsker at blive mindet om fortiden. Flere nu aldrende bysbørn, som kendte hendes forældre i deres ungdom, leverer mere eller mindre ufrivilligt brikker til det puslespil, som i sidste ende fuldender billedet af Veronikas liv og ophav.
Kan handlinger sættes i bås som enten gode eller onde? Kan en familietragedie være en frisættelse? Traf Irene det rigtige valg i 1978? Kunne hun forudse konsekvenserne af sit valg for både hende selv, Veronika og Jenny?
Romanens Veronika er intelligent og pågående, lader sig ikke kyse af en smule modstand. Hun lærer undervejs en masse om sin fortid og sig selv, og bliver katalysator for udviklingen hos den stærkt indadvendte og bitre Jenny.
