Orienteringspunkter er en undersøgelse af nogle af den menneskelige tilværelses afgørende holdepunkter, forstået som det vi manøvrerer efter. Digtene er observationer og fungerer som en art kortlægning.
En umistelig del af at være et menneske er at stå i forhold til sig selv. Det er at være hjemme. Hjemmet, som også er boligen, er et af orienteringspunkterne her i samlingen. Det kan byen også være. Det kan være det enkelte sted, man opsøger som et helle eller kilde til liv. En kirkegård, eller et landskab, kan man opsøge som et afgørende sted i ens liv.
Samlingen indeholder observationer om bevægelse og rejse. Disse observationer er udtryk for en orientering i tid og rum. På den måde er digtene poetiske udtryk for fænomenet ”at finde sted,” som forfatteren også har arbejdet videnskabeligt med.